En forsmag på fremtiden som forælder

Prolog

Introduktion: Når drømmen bliver af plastik

Babysimulatoren og dens sociale effekt – en antropologs undren

Babysimulatoren som antropologisk forskningsobjekt

Specialets disposition

Kapitel 1: Et feltarbejde – mellem kommune, unge og teknologi 

1.2 Når felten bevæger sig – følg trop!

1.3 Det fremmede i det velkendte – et indblik i nye verdner

1.4 Med et ben i to lejre – min ageren i felten

Kapitel 2: Drømmen – visualiseringer af fremtiden

2.2 Fremtiden for Isabel og Jannick: En børneflok på landet

2.3 Fremtiden for BabysimulatorTeamet: ”At få barn med kommunen”

2.4 En forhandling af fremtider

2.5 Babysimulatoren: den aktuelle effekt af forventede fremtider

Kapitel 3: Pasningsforløbet – en forestillet virkelighed

3.2 ANT: Et netværk af humane og nonhumane aktører

3.3 Strategisk personificering af teknologi

3.4 Mellem menneske og maskine

3.5 Pre-enactment: babysimulatoren som dobbeltagent

3.6 Teknologisk mediering som forandringsskabende

Kapitel 4: Erkendelsen – den sociale effekt af løsningen

4.2 Sociale teknologier – en styringsmekanisme i løsningsmodellen

4.3 Det frie valg – en intention

4.4 At dirigere til erkendelse – en realitet

4.5 Moralen: når styring er frihed

Konklusion

Specialets hovedkonklusioner

Perspektivering

Litteratur

Abstract

Prolog

”Så kom prinsessen endelig til verden den 23/03 2014. Akut kejsersnit. Vi klarede den, og har det super. Hun er bare så lækker og perfekt!”

Denne besked fra en glad, nybagt mor lyser en sen forårsaften frem på min mobiltelefon sammen med et fotografi af en lille, nyfødt pige, som ligger i en hospitalsvugge og sover ved siden af en lyserød tøjkanin. Den nybagte mor hedder Line. Hun er 19 år gammel og har fået datteren sammen med sin 20-årige kæreste, Mark. Sammen bor de i en lejlighed i Gudme på Sydfyn, og har det til fælles, at de af Svendborg Kommune betragtes som ’sårbare unge’. Begge er opvokset i belastede hjem præget af misbrug, omsorgssvigt og generel manglende stabilitet. Parret lever af overførselsindkomst, da fraværende skolegang og en plettet straffeattest for vold gør det vanskeligt at finde et fast arbejde.

Lines graviditet var ikke planlagt, men indtraf blot tre uger inde i parforholdet med Mark på et tidspunkt, hvor parret lige var gået fra hinanden. De fandt sammen igen på baggrund af graviditeten. Line har tidligere fået foretaget tre aborter, men ønsker denne gang at beholde barnet – en nyhed hendes sagsbehandler fik videregivet af lægen og fandt bekymrende. Derfor blev Line og Mark af Svendborg Kommune tilbudt et forløb med en babysimulator – en teknologisk fremstillet baby med de samme fysiske behov som et ægte spædbarn.

Imens jeg smilende betragter den lille, levende skabning på fotografiet, synes tanken om, at det unge forældrepar blot syv måneder tidligere agerede ’mor og far’ til en designet babyrobot intet mindre end bizar og uvirkelig på mig. Dengang hed ’datteren’ Sarah og havde til formål at give det unge par en forsmag på deres (måske) kommende fremtid som forældre. Igennem et pasningsforløb med teknologien kunne Line og Mark i praksis afprøve tilværelsen som forældre og derved få et erfaringsmæssigt grundlag for deres beslutning: skulle de vælge at blive forældre nu eller udskyde babydrømmen?

Introduktion: Når drømmen bliver af plastik

Lad os gå tilbage i tiden. Tilbage til dengang hvor den lille pige i hospitalssengen endnu ikke var en realitet – men blot en drøm. Det er nemlig tilstedeværelsen af babydrømme som denne, der i de seneste år har skabt selve grobunden for ny social handling og interaktion i det danske samfund mellem en række humane og nonhumane aktører, som vil være omdrejningspunktet for nærværende speciales antropologiske undersøgelse. Nærmere bestemt vil specialet med udgangspunkt i et etnografisk feltarbejde i Svendborg Kommune udforske, hvordan danske kommuner anvender teknologiske babysimulatorer for sårbare, unge borgere, der går med drømmen om at blive forældre.

Hvor flere og flere kvinder i dagens Danmark vælger at udskyde babydrømmen til senere i voksenlivet, da særligt uddannelse og arbejdskarriere først prioriteres , tegner der sig et ganske andet billede, hvis man retter blikket mod den samfundsgruppe som betegnes ’sårbare unge’, da drømmen om at få børn i en tidlig alder her er betydelig mere udbredt. Hvert år bliver omkring 1.000 unge i Danmark teenagemødre, hvor hovedparten af disse er opvokset under svære sociale vilkår med forældre, der selv fik børn i en tidlig alder (Christoffersen 2003a). Tidlig forældreskab er ofte forbundet med kort skolegang, manglende erhvervsuddannelse, lav indkomst, afhængighed af sociale ydelser og øget risiko for familieopløsning (Miller 1987), hvorfor teenageforældre på længere sigt generelt er dårligere økonomisk og jobmæssigt stillet end deres jævnaldrende i samfundet (Christoffersen 2003a: 19). Endvidere viser undersøgelser, at særligt unge med psykiske lidelser eller manglende selvværdsfølelse har en forhøjet sandsynlighed for at blive teenageforældre, hvilket forskere har tolket som, at unge i sårbarhed forsøger at udfylde en tomhed i deres liv med et barn, ud fra forestillingen om at et barn vil kunne forandre deres liv til det bedre (Christoffersen 2003b: 9). Mange teenageforældre erfarer imidlertid, at virkeligheden som forældre ikke lever op til drømmen, da varetagelsen af ønskebarnet kræver langt mere end ventet. Dette kommer bl.a. til udtryk ved, at børn af teenagermødre er overrepræsenterede i gruppen af børn, der i barndommen anbringes uden for hjemmet (Hestbæk 1997).

I forsøget på at skabe klarhed og oplysning for udsatte unge omkring, hvad virkeligheden som forældre reelt indebærer, før en babydrøm forfølges, har godt 30 danske kommuner siden 2008 implementeret RealCare Baby® – en teknologisk babysimulator designet til at imitere et nyfødt spædbarn. Babysimulatoren skal have mad, skiftet ble, sove, bøvse og trøstes døgnet rundt, og gengiver babylyde såsom gråd, vejrtrækning, hoste og bøvse. Udviklet på baggrund af optagelser fra ægte, amerikanske spædbørns primære behovsmønstre og varighed af gråd kan babysimulatoren programmeres til 15 forskellige døgnrytmer med tre forskellige sværhedsgrader: let, medium og svær, hvormed omsorgstageren kan opleve at passe en nem og glad baby, en baby der kræver normal pleje eller en vanskelig og utilfreds baby. Babysimulatoren græder, når den oplever et behov (spise, bøvse, vugge eller bleskift), og gråden tiltager i intensitet, indtil behovet er lokaliseret og opfyldt af omsorgstageren. Såfremt behovet ikke opfyldes inden for to minutter, vil en indbygget computerchip registrere det som et ”misset behov” (missed behaviour). Computerchippen gemmer løbende alt, hvad der sker med babysimulatoren, imens den er tændt, hvilket gør det muligt efterfølgende at aflæse, hvordan omsorgstageren har klaret forældreopgaven i plejeperioden. Det kan desuden aflæses, hvorvidt brugeren har støttet babysimulatorens nakke korrekt (neck support), hvorvidt barnet er blevet rusket (shaken baby) eller på anden vis voldsomt behandlet (mishandling), ligesom det samlede antal minutter, som babysimulatoren har grædt under hele plejeforløbet, fremgår ved aflæsningen.

Babysimulatoren har dog visse begrænsninger i forhold til at agere spædbarn. Robotten kan ikke gengive et barns følelsesmæssige behov for omsorg og nærvær, idet babysimulatoren ikke kan registrere øjenkontakt, mimik, stemninger, berøring eller omsorgstagerens indlevelse i forældrerollen, hvorfor disse essentielle behov for barnets udvikling ikke kan aflæses. Endvidere giver babyrobotten ikke samme følelsesmæssige gevinst for omsorgstageren som et ægte spædbarn, da babysimulatoren ikke besidder en medfødt trang for at knytte sig til og være i samspil med forældrene (en såkaldt tilknytningsadfærd), ligesom ’forælder’ til babyrobotten ikke umiddelbart gennemlever samme fysiologiske omsorgsadfærd med instinktivt at tage hånd om barnets følelser som ved reelt forældreskab (Brobjerg et al. 2006).

Det er dette teknologiske design, som ikke er menneske, men heller ikke ikke er menneske (Willerslev 2004), at de danske kommuner udleverer til sårbare unge, så de kan få en forsmag på fremtiden som forældre. Babysimulatorens position som en hybrid, liminal størrelse betwixt and between det humane og nonhumane åbner i specialet op for spørgsmål omkring forholdet mellem ’det naturlige’ kontra ’det kulturelle’. Ved ikke at tilhøre én entydig kategori udfordrer babysimulatoren den dikotomiske opdeling af verden i afgrænsede kategorier, hvormed specialet bidrager til igangværende antropologiske diskussioner om og opgør med modernitetens ontologiske forståelse af virkeligheden (Latour 1993; Haraway 1991).

Babysimulatoren og dens sociale effekt – en antropologs undren

…