Berlin er en ø i Tyskland
- En antropologisk analyse af identitetsdannelse blandt unge tyskere i Berlin 20 år efter murens fald
Del specialet med dit netværk
Kort beskrivelse af specialet:
I dette speciale undersøger jeg en gruppe unge tyskeres tilsyneladende paradoksale nationale identifikation i Berlin 20 år efter murens fald. Specialets argument er baseret på min indsigt i, hvordan de unge positionerer sig selv og hinanden i et spændingsforhold mellem det nationale, det regionale og det lokale i en tysk kontekst. Specialets gennemgående argument er, at de unges lokale og regionale positioneringer udgør forudsætningen for skabelsen af deres nationale identitet.
Vejleder:
Morten Axel Pedersen
Karakter:
12
Indholdsfortegnelse
Klik for at hoppe direkte til bestemt punkt i teksten
1. Introduktion
Det er søndag aften i bofællesskabet i Kreuzberg, og det betyder Tatort-tid. Efter to uger i felten er jeg ved at falde til i Berlin og i mit nye hjem. Min bofælle Hannes har inviteret mig til at se den tyske krimiserie Tatort sammen med ham og hans venner, og i den anledning står han nu i køkkenet i fuld gang med tilberedningen af en gryderet, som hans mor i Köln har sendt ham opskriften på. Om lidt skal retten serveres for de fremmødte bofæller og venner af huset. Flere af dem har allerede taget plads i de tre nedslidte sofaer i stuen og sidder nu afventende. Søndag aften bliver måltidet indtaget her, foran fjernsynet, foran Tatort. Udenfor ligger isen i et tykt lag på fortovene. Det er februar, og vinteren har fat i den tyske hovedstad. I stuen er der lunt, stemningen er afslappet, lettere sløv og folk virker trætte. Mens vi venter på maden, bliver der fortalt festanekdoter fra weekenden, der nærmer sig sin afslutning. Vennerne opdaterer hinanden på, hvad der er sket, siden de fleste af dem så hinanden sidst – til Tatort i den samme stue for en uge siden. Hannes kommer ind med maden, snakken stilner af, og koncentrationen samles den næste times tid om fjernsynet og om opklaringen af endnu et mord.
I foråret 2010 var jeg på feltarbejde i Berlin, og i løbet af de små fem måneder jeg boede i byen, var der få ting, jeg kunne regne så sikkert med som Tatort om søndagen. Jeg rejste fra byen med et indtryk af, at alle tyskere ser Tatort. Det gjorde i hvert fald de omkring 30 unge tyskere, som jeg lavede feltarbejde blandt. Når jeg bevægede mig rundt i bydelen Kreuzbergs gader, blev det også tydeligt, at de ikke var de eneste. Flere caféer og barer i området skiltede med, at ”her viser vi Tatort”, og de blev stuvende fulde, når lærredet blev rullet ned, højtalerne sat op, og opklaringen af endnu et mord udfoldede sig på skærmen. Tatort var på dette tidspunkt blevet vist på tysk fjernsyn hver søndag de sidste 40 år, først i Vesttyskland, sidenhen på tværs af det genforenede Tyskland. Handlingen udspiller sig skiftevis i Berlin, Hamburg, Bremen, Stuttgart, München, Leipzig og en række andre tyske byer. Serien har således et regionalt udtryk samtidig med, at den er et nationalt tv-fænomen, der samler tyskere fra hele landet foran skærmen søndag efter søndag. Heriblandt altså også en gruppe unge i Berlin.
Efter en Tatortseance i bofællesskabet i Oppelner Strasse, vendte Ditteke, Hannes’ veninde, sig mod mig og udbrød: ”Tatort er det program, der forener nationen”, hvorpå hun grinede. Hendes udmelding vakte min undren. For selvom Ditteke sagde det med et glimt i øjet, stod hendes udsagn alligevel i kontrast til, hvordan jeg i løbet af feltarbejdet ellers oplevede denne gruppe af unge tyskere italesætte deres nationale tilhørsforhold. I foråret 2010 var fodbold-VM-rusen over Berlin, og Tyskland vandt for første gang i 29 år det Europæiske Melodi Grand Prix. Mens begge begivenheder blev fejret som nationale folkefester markeret af tyske flag, der vejrede overalt i gadebilledet, var den positive nationalfølelse, som begivenhederne synliggjorde, anderledes fraværende blandt mine informanter. Flere af dem formulerede, at det tyske flag for dem var forbundet med noget ”overdrevet tysk”[1], som de ikke kunne forlige sig med. De tog afstand fra at definere sig selv i en national kontekst, og det kom tydeligst til udtryk, da Hannes en dag satte et klistermærke med teksten Hate Your Heimat (had din hjemstavn) på hoveddøren til vores bofællesskab i Oppelner Strasse. Med reference til det tyske nationale Heimat[2] kunne denne afstandtagen næsten ikke siges tydeligere.
Det er på baggrund af de ovenstående oplevelser, at et centralt paradoks opstår. Et paradoks, som består i, at en gruppe unge tyskere i Berlin tager afstand fra at definere sig selv som tyskere samtidig med, at de søndag efter søndag indgår i et nationalt fælleskab, når de ser Tatort, som med Dittekes formulering ”forener nationen”. Ditteke udtrykker en form for nationalt tilhørsforhold, der i hvert fald umiddelbart står i modstrid til Hannes’ eksplicitte afstandtagen til selvsamme. De to udsagn, der tilsyneladende er modsatrettede, bygger i sidste ende begge på en form for identifikation med en national kontekst. Med andre ord kommer en national identifikation såvel til udtryk, når de unge samles foran skærmen søndag aften til Tatort, som når Hannes hævder at hade sit nationale Heimat. Uagtet hans negative udmelding udtrykker Hannes en bevidsthed om at have et Heimat uanset hans ønske om at tage afstand fra det. Den flertydighed i mine informanters nationale identifikation, som jeg her indledningsvist har illustreret i form af paradokset, udgør, som vi skal se, et centralt element af disse unges nationale, såvel som deres regionale og lokale identitetsdannelse i Berlin.
Før vi når til, hvad specialet mere konkret handler om, er det imidlertid nødvendigt at tage et skridt tilbage og se på dets afsæt. Oprindeligt tog jeg på feltarbejde for at undersøge, hvordan unge med vesttysk baggrund indretter sig med østtyske ting, hvad jeg betegnede som ’ironiske objekter’ som en måde at forholde sig til det delte Tysklands historie og skabe deres identitet i det samlede Tyskland. Dette fokus var ansporet af et udvekslingsophold i Berlin i 2007, hvor jeg boede i et bofællesskab på Karl-Marx Allée med to drenge midt i 20‘erne med vesttysk baggrund. De var begge flyttet til Østberlin for at få en ”smag af det gamle øst”. I vores entré havde de hængt en gammel mønt fra DDR på væggen og indrammet den med et stykke farvet karton. Drengene havde fundet mønten på en gåtur bag ved huset, hvor et byggeri var under opførsel, og som den nu hang dér, kunne man ikke undgå at få øje på den, hver gang man gik ud på vores toilet. Drengenes pudsige handling fandt jeg interessant, fordi den i mine øjne afspejlede en samtidig fascination af og afstandtagen til det delte Tysklands historie. Med denne undren som afsæt ankom jeg til Berlin igen i 2010 for at lave feltarbejde. Mens denne oprindelige indgangsvinkel hurtigt viste sig for snæver som afsæt for et studie, blev jeg i løbet af den første tid i byen opmærksom på to forhold, som siden er kommet til at forme specialets analyse. Dels oplevede jeg en diskrepans mellem, hvordan unge tyskere med øst- og vesttysk baggrund talte om Tysklands delte fortid, og dels erfarede jeg, at de unge positionerede sig selv og hinanden i forhold til en lang række regionale og lokale kategorier som Bayern, Sachsen, Stuttgart, Berlin, Mitte og Neukölln. Med andre ord identificerede de unge sig ikke kun og ikke entydigt som øst- og vesttyskere. Jeg tog på feltarbejde for at undersøge, hvordan kategorierne øst og vest opfattes blandt unge tyskere i dag, men kom hjem med et materiale, der afspejler, at disse unge orienterer og positionerer sig ud fra en bredere kontekst af lokalt og regionalt definerede kategorier. De unges lokale og regionale positioneringer udgør, som vi skal se, et godt udgangspunkt for at forstå deres tilsyneladende paradoksale nationale identifikation.
Tyskland spiller i dag såvel som historisk en central rolle i Europa, og ikke mindst siden Tysklands genforening har tyskernes nationale identitet været genstand for fornyet debat i og udenfor landets grænser[3]. Den aktuelle økonomiske krise i Europa har manifesteret denne rolle, og aktualiseret spørgsmålet om tyskernes nationale identitet. Med dette speciale retter jeg et etnografisk fokus mod Tyskland og tysk identitetsdannelse i en tid hvor den antropologiske interesse for dette tema er dalende, mens den europæiske bevågenhed er stigende. Størstedelen af den eksisterende antropologiske litteratur om Tyskland er baseret på feltarbejde udført i 90’erne, med transitionen mellem deling og genforening som omdrejningspunkt (Borneman 1992, 1998; De Soto 1996, 1998; Berdahl 1999; Ten Dyke 2001; Glaeser 2000; Boyer 2001, 2006)[4]. Ud af denne litteratur er der navnlig to antropologer, som specialet går i dialog med; John Borneman (1992; 1993a+b; 1998; 2000) og Dominic Boyer (2001; 2005; 2006). Borneman har op gennem 1990’erne udgivet adskillige artikler, der med fokus på særligt lovgivning og historieskrivning, behandler Tysklands bevægelse mod en samlet selvforståelse. Særligt monografien ”Belonging in the two Berlins” (1992), hvor Borneman skildrer livet blandt berlinere på begge sider af muren i årene op til genforeningen, udgør en nyttig historisk kontekst for forståelsen af, hvad Berlin er i dag. Fordi specialet tager afsæt i en ung generation af ’berlinere’, positionerer det sig i en vis forstand i forlængelse af Bornemans studie med et fornyet fokus på ”belonging” på tværs af øst og vest i det samlede Berlin. I tidslig forlængelse af Borneman beskriver Boyer på baggrund af feltarbejde blandt journalister i Berlin, hvordan grænserne mellem øst og vest bliver opretholdt flere år efter genforeningen gennem journalisternes fortsatte ”positioneringer” (Boyer 2006:372) overfor hinanden. Inspireret af Boyers studie viser jeg, hvordan mine informanter positionerer sig overfor hinanden ikke kun i forhold til øst og vest, men også i forhold til et bredere defineret forhold mellem deres lokale, regionale og nationale kontekst. Det empiriske materiale, jeg efter feltarbejdet er kommet hjem med, peger på en særlig spænding mellem netop disse tre kontekster, og på denne baggrund er formålet med specialet at undersøge forholdet mellem lokal, regional og national identitetsdannelse blandt en gruppe unge tyskere bosat i Berlin20 år efter murens fald.
Med dette problem som afsæt bidrager specialet til den antropologiske forståelse af Tyskland ved at placere sig empirisk såvel som analytisk i forlængelse af den eksisterende tysklandslitteratur. Empirisk retter jeg fokus mod en ung generation af tyskere med andre livsvilkår og referencerammer end de generationer, som antropologer tidligere mest har beskæftiget sig med. Analytisk skriver jeg mig særligt op mod særligt ét udbredt argument i den eksisterende tysklandslitteratur om, at skellet mellem øst og vest udgør en hindring for, at en fællestysk national identitet kan opstå (se bl.a. Berdahl 1999:232; Boyer 2006:363; Glaeser 2000). På baggrund af mine interviews og deltagelse i en gruppe unges hverdagsliv i Berlin argumenterer jeg modsat denne slutning for, at lokal, regional og national identitetsdannelse fremfor at være hinandens modsætninger kan fungere som hinandens forudsætninger. Gennem specialets analyse demonstrerer jeg, hvordan en gruppe unge tyskeres nationale identitet skabes ikke på trods, men på grund af deres enighed om at positionere sig selv og hinanden ud fra regionalt og lokalt afgrænsede kategorier som Ost, West, Schwaben, Sachsen, Berlin, Neukölln og Mitte. Deres afgrænsede identifikation med kategorier som disse udgør således ikke en hindring for etableringen af en fælles identitet mellem dem. Selve grænsedragningen udgør derimod et centralt element af denne fælles identitet. Jeg foreslår således, at de unges interne markering af grænser mellem sig udgør forudsætningen for, at de kan indgå i et nationalt defineret fællesskab på tværs af disse grænser. Med andre ord skabes de unges identitet på tværs af grænser ligesåvel som indenfor grænser. I denne forstand skabes de unges identitet ikke blot dynamisk, men også flertydigt.
Gennem analysen belyser jeg aspekterne af identitetsdannelsens flertydighed med afsæt i de unges nationale, regionale og lokale identitetsdannelse. I en national kontekst tydeliggøres flertydigheden i kraft af, hvordan de unge eksplicit tager afstand fra at definere sig selv som tyskere samtidig med, at de praktiserer et nationalt fællesskab. I en regional kontekst kommer flertydigheden til udtryk i de unges afgrænsninger af deres idenfikation med kategorier som Ossi, Wessi, Schwabe og Bayer samtidig med, at de lægger en humoristisk distance til betydningen af netop disse kategorier. Lokalt i Berlin tydeliggøres de unges flertydige identitetsdannelse i selve deres identifikation med byen, der på samme tid udgør et nationalt centrum og, ifølge disse unge, en ”ø i Tyskland” og ”en slags Østtyskland”. Som vi skal se, bliver Berlin blandt de unge opfattet som en by, der befinder sig i og udenfor en national kontekst, og hvor den tyske fortid på samme tid er over det hele og ingen steder, med betydning for hvordan de unge orienterer sig rumligt og tidsligt i byen, og skaber deres lokale identitet. Jeg argumenterer for, at Berlin fremfor blot at udgøre en lokal kontekst også udgør en kapacitet, der muliggør de unges flertydige identitetsdannelse, lokalt, såvel som også regionalt og nationalt. Gennem denne analyse af identitetsdannelse blandt en gruppe unge tyskere i Berlin bidrager specialet til forståelsen af Tyskland og tysk identitet 20 år efter murens fald. Specialet viser, hvordan vi frem forat forstå den stærke tyske regionale bevidsthed som en modsætning til og en hindring for dannelsen af en national identitet i Tyskland, i stedet kan anskue forholdet mellem det lokale, regionale og det nationale som hinandens forudsætninger i en tysk kontekst.
Den resterende del af denne introduktion består af den kontekstuelle ramme for specialet. Her præsenterer jeg den metodiske, den regionale og den analytiske ramme, som danner baggrund for specialets analyse. Indledningsvis vil jeg beskrive det feltarbejde og de metoder, som dette speciale er baseret på.
Feltarbejde, metode og etik
Specialet bygger på empirisk materiale indsamlet i løbet af et fire en halv måned langt feltarbejde i Berlin mellem januar og juni 2010. Efter min ankomst etablerede jeg kontakter ved at lade ”snebolden rulle” (Bernard 2005:192) dels med afsæt i bofællesskabet i Oppelner Strasse, hvor jeg boede i perioden, dels via mails til gamle bekendte i byen. Denne indgang til felten havde betydning for aldersspændet mellem mine informanter, der alle var mellem 24 og 30 år, hvilket afspejler dels, at særligt unge i 20’erne bor i bofællesskaber i byen, og dels at jeg brugte mine egne (jævnaldrende) tidligere kontakter i byen til at finde frem til informanter. Det viste sig fra starten let at komme i kontakt med unge med østtysk baggrund. Jennifer fra Østberlin svarede således prompte på min mail, at hun meget gerne ville mødes og diskutere ”dette stadig meget aktuelle emne”, da jeg spurgte ind til hendes opfattelse af øst og vest i dag. Mens interviewaftaler generelt fungerede som en god indgang til at komme i kontakt med unge med østtysk baggrund, var det anderledes svært at gøre det begribeligt for de unge med vesttysk baggrund heriblandt mine bofæller, hvorfor jeg havde interesse i at tale med dem. Denne indledende erfaring blev afsættet for argumentet om, at Tysklands delte fortid for de unge med vesttysk baggrund er forbundet med et tabu (kapitel tre). Det viste i denne forstand meget nyttigt netop at bo sammen med unge med vesttysk baggrund. Selve adgangen til felten tydeliggjorde således den forskellighed i opfattelsen af øst og vest, som jeg havde sat mig for at undersøge analytisk.
Fordi mine informanter i dagtimerne enten var på universitetet eller på arbejde havde jeg ikke mulighed for at ”følge folk” hele tiden (Marcus 1995:97). Jeg forsøgte alligevel at tilrettelægge min hverdag, så den fulgte samme rytme som mine informanters. Når de var ude i byen, brugte jeg tilsvarende tiden ude i byen. Den første måned fulgte jeg et tyskkursus for at opfriske mine sprogkundskaber[5], og fordi feltarbejdet lå i umiddelbar forlængelse af den officielle fejring af 20-året for Tysklands genforening, havde jeg rig mulighed for at udforske det utal af arrangementer, som fulgte i kølvandet på markeringen. Jeg brugte efter tyskkursets afslutning dagtimerne på museer, konferencer og på universitetsbiblioteket, hvor jeg læste aviser, skrev noter, forberedte eller transkriberede interviews. Da feltarbejdet i begyndelsen af juni 2010 havde nået sin afslutning havde jeg samlet et omfangsrigt og alsidigt empirisk materiale, der afspejlede min dialektiske brug af forskellige metoder. Specialet er således baseret på forskellige former for etnografiske interviews, observation og deltagelse i mine informanters hverdagsliv i byen, foruden den viden jeg har tilegnet mig ved at holde aviser og deltage i debatarrangementer og konferencer. I det følgende viser jeg, hvordan jeg med disse metodiske greb har konstrueret en sammenhæng i en fragmenteret felt (Rubow 2003:231).
Den primære deltagende observation udførte jeg i og omkring bofællesskabet i Oppelner Strasse. Mine bofæller lagde ikke skjul på, at de fandt det komisk, at jeg som dansker syntes at en gruppe unge tyskere udgjorde interessante studieobjekter og gennem vores daglige samvær, blev jeg opmærksom på ikke kun de unges, men også min egen ”hverdags-nationale identifikation” (Fox & Miller-Idriss 2008). Analysen af de unges nationale identitetsdannelse i specialets andet kapitel bygger i høj grad på mine hverdagserfaringer i og omkring bofællesskabet. Dette analytiske perspektiv udfoldede sig sideløbende med, at jeg fik nuanceret de unges opfattelse af øst og vest i interviewsammenhænge. Gennem mine daglige observationer i bofællesskabet, til fester og sociale arrangementer, har jeg holdt sanserne åbne for nye fornemmelser, indsigter og perspektiver, og gennem deltagelsen fået bred indsigt i hvordan de unges særlige nationale identifikation kom til udtryk (Ibid.:556). De analytiske perspektiver, som har formet specialets argument, er spiret ud af samspillet mellem den deltagende observation og mine ”semi-strukturerede interviews” (Spradley 1979). Fordi mine tyskkundsskaber rakte til at gennemføre feltarbejdet uden brug af tolk, havde jeg stor frihed til at indgå i forskellige sociale sammenhænge med de unge. De sproglige vanskeligheder jeg ind imellem alligevel oplevede kunne give en legitim grund til at bede om uddybninger af ord og begreber jeg ikke forstod, hvorigennem jeg fik ekspliciteret indholdet af det sagte. I takt med at jeg fik styrket mit sprogøre, blev jeg opmærksom på nuancer ikke mindst i forhold til, hvornår noget var sagt i spøg eller i en ironisk tone. Denne føling med sproget blev en vigtig kilde til viden og, som det vil fremgå af analysen, var særligt fornemmelsen for den humoristiske tone central for udviklingen af de analytiske pointer.
”Hvor mange interviews har du lavet nu?” Spørgsmål som dette blev for mange af mine informanter et parameter for, hvordan det gik med projektet, og en af udfordringerne under feltarbejdet bestod i at forklare, at jeg også var interesseret i ’bare’ at indgå i de unges hverdagsliv for derigennem at blive klogere på deres levede verden (Hastrup 2003:7). Jeg blev ofte spurgt ind til repræsentativiteten i indsamlingen af mit materiale i forhold til antallet af interviews, aldersinddeling og kønsfordeling blandt mine udvalgte Gesprächspartner (samtalepartnere). Spørgsmål som ”har du også talt med østberlinere?” og ”hvad fortæller vesttyskere dig?” skærpede min opmærksomhed på de unges positioneringer overfor hinanden, som senere er blevet central i analysen. De unge pegede på de ”regionale mentalitetsforskelle”, der ville være interessante for mig at se nærmere på. Flere af de unge med østtysk baggrund ville gerne bistå projektet ved at låne mig bøger om DDR, mens mine bofæller viste mig national-skeptiske hjemmesider, de mente kunne udvide min viden. Mine informanters velvillighed har således i dobbelt forstand udvidet forståelsen af felten. Dels er jeg med deres hjælp blevet klogere på min regionale felt, og ikke mindst har jeg dels opnået en nyttig indsigt i de unges egne refleksioner omkring deres tilværelse i en lokal, regional og national kontekst.
Antropologen Daphne Berdahl skriver om sit ophold i den østtyske by Kella, at hun ville føle, hun ydede vold mod sin felt, hvis hun kun omtalte de involverede personer som informanter og ikke som de venner, de reelt blev (Berdahl 2000:173). Jeg oplevede på tilsvarende vis en dobbelt rolle som ven og som forsker med en dagsorden. Jeg havde en faglig interesse i en del af de unges liv, men blev involveret i hele deres liv. I bofællesskabet fik jeg hurtigt tildelt rollen som ’bofælle’, og jeg blev helt og aldeles inkluderet i mine bofællers sociale liv i og udenfor hjemmet. Vi tog sammen på weekendture til Hamburg og Dresden, spillede frisbee i parken og gik til fester sammen i weekenden. Jeg blev inviteret med til middagsselskaber og byture med mine øvrige informanter, og i alle mine relationer i felten blev det tydeligt, at min personlighed spillede en betydelig rolle, som et af deltagerobservationens vilkår (Dewalt & Dewalt 1998:275). Jeg var ikke kun sammen med de unge i situationer hvor jeg var bevidst om min deltagende observations relevans for projektet. Jeg var også sammen med dem, fordi jeg hyggede mig i deres selskab. Min personlighed spillede også ind i kontakten til nye informanter. Da jeg mødtes med Steffis veninde Jocelyn, sagde hun eksempelvis, at hun havde glædet sig til at møde mig, fordi hun havde fået at vide af Jennifer, at vi ville svinge godt.
Mens det overordnet er en stor styrke for studiet, at jeg havde mulighed for at indgå i de unges hverdag i det omfang, jeg gjorde, var der også ulemper forbundet med min høje grad af deltagelse og de nære relationer, jeg opbyggede til flere af de unge. Efter hjemkomsten havde jeg særligt i den første tid vanskeligt ved lægge en tilstrækkelig distance til materialet. Men også under feltarbejdet blev det til tider en udfordring for mig at synliggøre mit etnografiske ærinde overfor mine bofæller og ikke mindst de mange venner, der hurtigt opfattede mig som en selvskrevet del af deres fællesskab. Som det vil fremgå af de følgende sider, udgør noter fra fester og andre sociale sammenkomster en betydelig del af det empiriske materiale. I feltens uformelle rammer har jeg ført samtaler såvel med mine primære informanter som med deres venner og bekendte, der i vores ofte korte møder ikke altid nåede at blive klar over, jeg var på feltarbejde. Fordi jeg ikke fik samme mundtlige samtykke fra dem som fra mine primære informanter, har jeg valgt at lade alle personer, jeg mødte i felten optræde under pseudonymer gennem specialet.
En af de første gange jeg fortalte om projektet til mine bofæller fik jeg brugt ordet ”informant”, hvilket fik dem til at studse og grine ad den i tysk kontekst uheldige kobling mellem denne term og det tidligere DDRs sikkerhedspolitis (Stasi) brug af agenter, der i daglig tale også blev kaldt ”informanter” (Boyer 2001:224). Hændelsen gav på et tidligt tidspunkt en fornemmelse af den historiske bevidsthed blandt de unge. En historisk bevidsthed, der er kommet til at udgøre et centralt element af specialets analytiske fokus. På grund af denne hændelse, men også på grund af de venskabelige relationer jeg etablerede under feltarbejdet, finder jeg det mere passende herfra at kalde mine informanter ’De Unge’. Trods ordlyden beskæftiger specialet sig ikke eksplicit med ungdom som social kategori. Derimod beskæftiger jeg mig med, hvordan De Unge som del af en særlig generation af tyskere skaber deres identitet i et forhold mellem en lokal, en regional og en national kontekst. Som indledningsvist skitseret er et argument i specialet, at De Unge skaber deres identitet gennem dynamiske og flertydige positioneringer. Hermed er en konflikt skabt for, hvordan jeg taler om De Unge særligt i forhold til kategorierne øst og vest, der optræder gennemgående i specialet. En ven af bofællesskabet i Oppelner Strasse, Christof, betegnede eksempelvis sig selv som ”en slags østtysker”, og det ville således være lige misvisende at kalde ham ’østtysker’ som helt at undlade denne kategorisering. Jeg har valgt en mellemvej ved at benævne De Unges øst- og vesttyske ’baggrund’, hvor jeg vurderer, at det har analytisk relevans. Efter samme princip benævner jeg De Unge i forhold til de øvrige regionale og lokale baggrunde.
Som antropolog på feltarbejde er man, som Berdahl beskriver det, ofte kendetegnet ved at være ”the (uninvited) guests of those we study”, og feltarbejdet bliver i denne forstand kun muliggjort ved hjælp af menneskers villighed til at lade antropologen blive en del af deres liv for en tid (Berdahl 2000:172). Under mit feltarbejde var jeg bevidst om dette forhold, og det fordrede et ønske om at udføre feltarbejdet i dialog med felten. Derfor blev jeg også glad, når De Unge gav udtryk for at få noget ud af min tilstedeværelse. Da jeg eksempelvis mødtes med Jennifer for anden gang efter et indledende interview, vendte hun gentagne gange tilbage til situationer fra hendes hverdag, hvor hun havde tænkt på mit projekt siden vores forrige møde. Tilsvarende erfarede jeg flere gange, hvordan projektet satte tanker i gang og gav anledning til refleksion blandt De Unge. Løbende blev jeg således bekræftet i, at mit ærinde også i deres øjne havde relevans. Jeg havde ofte oplevelsen af med mine spørgsmål og interesse at italesætte noget usagt, og, som vi skal se, også til tider tabuiseret blandt De Unge. De var nysgerrige efter at høre, hvad jeg fandt frem til, og når de spurgte ind til, hvordan det gik med projektet, brugte jeg anledningen til at præsentere udsagn fra interviews og samtaler, der igen førte til nye diskussioner og refleksioner. I denne forstand foregik dialogen i felten ikke blot mellem mig og De Unge, men også indirekte mellem De Unge.
De metodiske overvejelser gennemstrømmer hele den analytiske proces fra feltarbejde til skrivebord, og som jeg har vist her, har de metodiske refleksioner over omstændighederne for feltarbejdet været med til at forme specialets analytiske perspektiver. I erkendelse af dette dialektiske forhold mellem metode og analyse stopper de metodiske refleksioner derfor heller ikke her, men udgør et gennemgående element af analysen i de følgende kapitler. Før vi når dertil, følger her et oprids af det sted, den historie og de mennesker, som specialet handler om, efterfulgt af den analytiske ramme som specialet indskriver sig i.
Regional og historisk kontekstualisering
Med en befolkning på over 80 millioner udgør Tyskland Europas folkerigeste nation, og landet er centralt placeret i en europæisk kontekst ikke bare geografisk, men også historisk, politisk og økonomisk. Forbundsrepublikken Tyskland består af 16 delstater, der definerer Tyskland som regionale dele i en national helhed. De fem (østtyske) delstater bliver betegnet som de ”nye”, fordi denne regionale inddeling ikke blev anvendt i DDR[6], mens de øvrige (vesttyske) delstater betegnes de ”gamle”[7] (Mielke & Reutter 2004)[8]. I europæisk sammenhæng er Tyskland en ung nationalstat, mens ”det tyske område” (Øhrgaard 2009:27) defineret som de skiftende riger og regimer, der gennem tiden har betegnet sig selv som tyske, strækker sig over mange århundreder, og det er vanskeligt at udpege et historisk nedslag, der har bærende betydning for den tyske nationale identitet. Historikere peger på, at en bevidsthed blandt tyskere om at tilhøre en transnationalt defineret ”Kulturnation” eksisterede længe før, Bismarck i 1871 for første gang samlede Tyskland i én nationalstat, én ”Staatsnation”(Borneman 1993a:290). Samtidig betød Bismarcks statslige samling af Tyskland i mindre grad etableringen af en fælles national identitet (Ibid.:289-91). Det tyske kejserrige som Bismarck samlede spillede en central rolle under 1. Verdenskrig udløst af magtspændinger mellem det nu store europæiske land og dets naboer. Krigen resulterede i det tyske riges endeligt, og i årene efter 1. Verdenskrig blev parlamentarismen indført i Tyskland i form af Weimarrepublikken, hvilket dog snarere førte til polarisering end national samling blandt den tyske befolkning (Ibid.:290). De efterfølgende to ’perioder’ af tysk nationalhistorie bliver i den brede tyske offentlighed betragtet som skæbnesvangre for udviklingen af en tysk national identitet[9]. Det 12-årige nationalsocialistiske regime under Hitlers ledelse fra 1933 til 1945 markerede meget tydeligt en national samling af Tyskland, der kulminerede med 2. Verdenskrig og tysk nederlag. Den efterfølgende deling af Tyskland udgjorde i første omgang en deling af staterne Deutsche Demokratische Republik (DDR) i øst og Bundesrepublik Deutschland (BRD) i vest. Gennem de 40 år, der fulgte, blev den statslige deling imidlertid også gradvist til en deling af den tyske nationalfølelse i øst og vest. Derfor blev den tyske deling betegnet som ”en nation i to stater”, mens genforeningen efterfølgende blev betegnet som et forsøg på at forene ”to nationer i én stat” (Wittlinger 2010:141).
Berlinmurens fald den 9. november 1989 og den efterfølgende samling af Forbundsrepublikken Tyskland 3. oktober 1990 skabte fornyet debat om den tyske nationale identitet (se bl.a. Habermas 1991; Schneider 2001; Falter 2006). Under de 40 års deling kæmpede de to stater om retten til at definere en tyskhed, der var distanceret fra de nationalsocialistiske forbrydelser (Boyer 2006:369). Genforeningen udløste i denne forstand en dobbelt historisk konfrontation ikke alene med den delte historie, men også med de to Tysklandes forskellige bearbejdning af den fælles nationalsocialistiske fortid (Gloannec 1994:134). I årene efter genforeningen blev den tyske identitets europæiske forankring fremhævet, mens ”tyskheden” blev underspillet (Mortensen og Paulsen 2008). Ikke mindst af tyske intellektuelle som eksempelvis filosoffen Jürgen Habermas, der ytrede en fremtidsvision for Tyskland, hvor ”løsningen” lå i en post-national europæisk identitet (Habermas 1991; se også Rosmann 2007). Siden årtusindskiftet er Tyskland blevet betragtet som en anderledes selvsikker nation, og 20 år efter genforeningen er den udbredte opfattelse, at Tyskland fremstår ”mere tysk” end tidligere i kraft af den voksende positive nationale identifikation i befolkningen (Wittlinger 2010:140).
Siden 1999 er Berlin atter officielt blevet hele Tysklands hovedstad politisk såvel som kulturelt om end ikke økonomisk. I årene efter genforeningen oplevede byen et boom af byggeprojekter og investorer så muligheder i byens ekceptionelt mange tomme arealer og byggegrunde[10]. ”Det nye Berlin” har slået sig op på at være en ”kreativ by”, hvor der frem foralt er plads til iværksættere (Colomb 2012:133), hvilket også afspejler, at et større økonomisk opsving i byen siden genforeningen er udeblevet. Berlin ligger i dag stadig langt fra Tysklands finansielle og industrielle centrum udgjort af byer som Frankfurt, Stuttgart, Hamburg, Köln og München. I forhold til disse byer står Berlin økonomisk svagt[11] med en arbejdsløshed, der med 14 procent ligger dobbelt så højt som det landsdækkende gennemsnit. Den høje ledighed er medvirkende årsag til, at leveomkostningerne i byen er lave efter tyske standarder, og tilsammen med byens status som kulturelt centrum er den en attraktiv destination for unge fra Tyskland og Europa, der flytter hertil i stort antal for at studere og leve. Ud af et samlet indbyggertal på omkring 3,5 millioner er omkring 135.000 af Berlins indbyggere studerende (Berlin.de 2012a). Mange af disse unge flytter dog igen, når de er færdige med at læse ikke mindst på grund af den høje arbejdsløshed. I løbet af de 20 år mellem Tysklands genforening og mit feltarbejde i byen er omkring halvdelen af byens indbyggere blevet udskiftet.
Berlin udgør i en vis forstand lokaliseringen af den tyske national-historie (Boyer 2001:422). I årene under den kolde krig var det her øst og vest mødtes og skiltes af en mur, og det var billeder fra Berlin, der markerede for verden, at den kolde krig havde nået sin afslutning, da muren faldt i 1989. Historiens spor viser sig overalt i byen i form af ruiner, monumenter og museer, og historieinteresserede turister strømmer hertil af samme grund. Alligevel bliver Berlin samtidig af mine informanter omtalt som en ”ø i Tyskland”, et sted, der betragtes som løsrevet fra en tysk kontekst. Som vi skal se i kapitel fire har netop denne flertydige status betydning for, hvordan De Unge bebor byen. Under mit feltarbejde i foråret 2010 var DDRs tidligere regeringsbygning, Palast der Republik, netop blevet revet ned og erstattet af en midlertidigt anlagt grøn plæne. Med tiden er planen, at den skal blive til (gen)opførslen af ”Berlinerslottet” i stil med det kejserslot, der oprindeligt blev opført i 1443, og som blev bombet under 2. Verdenskrig (Berliner Schloss 2012). Dette byggeprojekt tydeliggjorde hvordan forskellige tyske fortider skabes, fremhæves og glemmes i Berlin i takt med, at bygninger renoveres, rives ned, og nye opføres (Boyer 2001:424; De Soto 1996)[12]. Den tyske etnolog Jens Schneider betegner Berlin som Tysklands ”enhedslaboratorium” (Schneider 2001:98) med reference til, at det stadig er her i byen øst og vest mødes og skilles, selvom de fysiske grænser er udviskede, og at Berlin rummer den heterogenitet, der også kendetegner Tyskland som helhed (Ibid.:99). Som Christof, en informant fra den østtyske by Jena, udtrykte, havde jeg fået et ”ensidigt billede” af øst og vest, hvis jeg havde udført feltarbejdet et hvilket som helst andet sted i Tyskland.
Når jeg gennem specialet refererer til den ’gruppe’ af unge, der udgør analysens omdrejningspunkt, er der i virkeligheden tale om flere ’vennegrupper’ af unge, som jeg lærte at kende i løbet af feltarbejdet i Berlin og i enkelte tilfælde kendte fra mit udvekslingsophold i byen to år før feltarbejdet[13]. De Unge som specialet handler om havde det tilfælles, at de alle var i 20’erne og for størstedelens vedkommende også, at de studerede på universiteterne i byen. Mens nogle var opvokset i Berlin, var de fleste flyttet til byen fra hele landet for at studere[14], som tilfældet var blandt mine bofæller og de fleste af deres venner[15]. I den venindegruppe jeg stiftede bekendtskab med gennem Jennifer, en bekendt fra mit udvekslingsophold i byen, havde næsten alle kendt hinanden gennem hele deres opvækst i Østberlin[16]. Nogle studerede, andre var færdiguddannede med eller uden arbejde i byen. Ud over disse to vennegrupper, lærte jeg også en række andre unge at kende i løbet af feltarbejdet, gennem bekendte eller til sociale arrangementer rundt om i byen[17].
De Unge tilhører alle en generation af unge, der i den tyske offentlige debat karakteriseres som Generation Krisenkinder (generation krisebørn) (Rohr & Schulz 2009) eller Generation Praktikum (generation praktik)[18] med reference til de anstrengelser disse unge må gøre sig for at sikre sig et arbejde efter deres uddannelsesforløb på et arbejdsmarked præget af økonomisk krise. De fleste boede til leje i byens mange bofællesskaber, i kvarterer som Neukölln, Kreuzberg, Mitte, Prenzlauer Berg og Friedrichshain og finansierede deres leveomkostninger gennem studiejobs, lønnede praktikstillinger og den statslige Barfög-uddannelsesstøtte. Støtten beregnes i forhold til forældrenes indkomst, og for mange af De Unge betød det, at deres forældre frem forstaten var forpligtede til at finansiere deres leveomkostninger under studiet, fordi de tilhørte en tysk økonomisk middelklasse. I praksis var de fleste også derudover afhængige af deres forældres økonomiske støtte, fordi Barfög-ordningen ikke rækker til at dække alle udgifter og her viste deres respektive øst- og vesttyske baggrunde sig i flere tilfælde at have betydning for deres økonomiske råderum. Eksempelvis fik Hannes fra Köln i det vestlige Tyskland dækket de fleste udgifter af sine forældre, mens Jocelyn, fra Köpenick i Østberlin, i en alder af 30 år stadig boede hjemme hos sine forældre, fordi det, som hun formulerede det, var deres mulighed for at støtte hende økonomisk under hendes studietid[19]. Overordnet set så De Unges hverdag i byen relativt ens ud. I hverdagene brugte de tiden på byens universiteter, på arbejde eller hjemme ved skrivebordet, mens weekenderne blev fyldt ud med sociale aktiviteter, byture og fester, foruden den for manges vedkommende obligatoriske Tatort-begivenhed søndag aften.
Analytisk ramme
For at blive i stand til at besvare den indledende problemstilling om, hvad der konstituerer en gruppe unge tyskeres tilsyneladende paradoksale nationale identifikation, har jeg fundet det nødvendigt at anvende en kombination af teorier. I det følgende præsenterer jeg først, hvordan specialet skriver sig ind i den antropologiske litteratur om nationalisme for med denne positionering som udgangspunkt at redegøre for de teoretiske perspektiver, der danner baggrund for den begrebsmæssige forståelse og afgrænsning af ’identitet’, jeg bruger gennem analysen.
Nationalisme
Nationalisme og national identitet har været genstand for antropologiske studier siden ’nationen’ særligt op gennem 1980’erne udviklede sig til et selvstændigt studieobjekt indenfor faget (se bl.a. Gellner 1994[1983]; Anderson 2006[1983]; Kapferer 1988; Comaroff & Stern 1995; Eley & Suny 1996; Herzfeld 1997). Mit studie af national identitetsdannelse blandt en gruppe unge tyskere skriver sig således ind i et omfattende antropologisk forskningsfelt, der også omfatter store dele af den antropologiske litteratur om Tyskland (Borneman 1992; De Soto 1998; Berdahl 1999; Boyer 2006). Særligt to perspektiver har været betydningsfulde for udviklingen af studiet af nationalisme indenfor faget. Antropologen Ernest Gellner præsenterede i sin tid et analytisk perspektiv på nationalstaten som en konstruktion af sammenfaldende politiske, administrative og kulturelle grænser, hvor nationale tilhørsforhold konstitueres af etniske tilhørsforhold (Gellner 1994[1983]:2-7). Jeg henter imidlertid inspiration i et andet perspektiv, der udspringer af historikeren Benedict Andersons begreb om ”forestillede fællesskaber” (Anderson 2006[1983]). Anderson viser, hvordan nationalisme opstår og opretholdes gennem en forestilling om samhørighed, der rækker ud over etniske tilhørsforhold (Ibid.:26). En af de antropologer, der i en tysk kontekst er inspireret af Anderson er Borneman, som har beskæftiget sig med, hvordan forskellige forestillinger om slægtsskab, stat og nation blev skabt blandt berlinere på begge sider af det delte Berlin i årene op til genforeningen (Borneman 1992). Han bruger termen ”nationness” til at definere nationale tilhørsforhold ikke som særlige holdninger eller attituder overfor en given nationalstat, men derimod baseret på en ”levet erfaring indenfor nationalstatens rammer” (Ibid.:338, min oversættelse). I lighed med Anderson, bruger Borneman slægtsskabstermer til at betegne denne form for nationale tilhørsforhold (Borneman 1992:19; Anderson 2006[1983]:5; se også Herzfeld 1997). Når jeg behandler De Unges nationale identifikation henter jeg inspiration i denne forståelse af nationale tilhørsforhold, der adskiller sig fra et ideologisk defineret nationalt fællesskab med en stræben efter kulturel og social homogenitet (Gellner i Borneman 1992:339). Bornemans perspektiv på nationale tilhørsforhold som ’erfarede’ frem for ’villede’ i ideologisk forstand åbner for forståelsen af, hvordan en gruppe unge tyskere på samme tid kan eksplicitere en afstandtagen fra og samtidig indgå i et nationalt defineret fællesskab. I det følgende udfolder jeg, hvordan jeg når frem til en forståelse af ’identitet’, der kan rumme denne tilsyneladende paradoksale nationale identifikation.
Identitet
Min anvendelse af begrebet ’identitet’ sker med bevidsthed om, at specialet derved skriver sig ind i en debat om begrebets legitimitet, som gennem mange år har udfoldet sig i og udenfor antropologien i takt med, at det er blevet anvendt, udbredt, og, som kritikken lyder, udvandet for betydning og relevans (se bl.a. Sökefeld 2001; Brubaker og Cooper 2000:34; Handler 1994; Hall 1996). Med kritikken af begrebet identitet in mente, har jeg fundet, at det i forhold til mit ærinde er relevant at tale om identitet, for forståelsen af de dynamikker, der kendetegner De Unges positioneringer i forhold til hinanden i Berlin. Det følgende er således en præsentation af den kombination af teoretiske perspektiver, som udgør baggrunden for den begrebsmæssige forståelse af identitet, jeg anvender gennem analysen.
Antropologen Fredrik Barth præsenterede i ’69 sin teori om, at ”etniske grupper” defineres gennem etableringen og opretholdelsen af grænser snarere end gennem deres ”kulturelle” indhold (Barth 1969:15). Herved var han med til at fordre en nytænkning af identitet indenfor antropologien ved at flytte fokus fra, at identiteter udgøres af substantielle forskelle til et fokus på, hvordan identitet skabes gennem dynamisk definerede sociale afgrænsninger. Fra Barth henter jeg inspiration i den grundlæggende og siden meget udbredte tanke om, at identitet skabes i relation til grænser. Begrænsningen i brugen af Barths teori i min analyse ligger i hans argument om, at grænser udadtil definerer en ’gruppes’ identitet indadtil, også selvom disse ”etniske grupper” indgår i relationer på tværs af grænser (ibid.:10-15). Et gennemgående element af mit empiriske materiale består i beskrivelser af, hvordan De Unge konstant markerer grænser mellem sig med afsæt i regionale kategorier som Ossi, Wessi og Schwabe eller lokalt definerede kategorier som Neukölln, Mitte og Vestberlin. Men jeg foreslår netop, at De Unges markeringer af grænser mellem sig udgør en forudsætning for deres fælles identitet, der konstitueres på tværs af de grænser, de trækker mellem hinanden. Med andre ord består ét centralt element af min identitetsforståelse altså i, at grænser frem for at definere en gruppes identitet indadtil gennem markeringen af ydre grænser også kan definere en fælles identitet, der er kendetegnet ved at gå på tværs af grænserne.
Sociologen Richard Jenkins (2008) præsenterer et bredt facetteret teoretisk perspektiv på ”social identitet”, hvor inspirationen fra Barth viser sig i den gennemgående forståelse af, at identitet såvel i individuel som kollektiv forstand konstitueres af samme grundlæggende socialt definerede identifikationsproces (Ibid.:5). Jenkins beskriver denne identifikationsproces som en tosidet bevægelse af differentiering og assimilering (Ibid.:103). I forhold til min analyse henter jeg inspiration i Jenkins’ pointe om, at identitet skabes socialt, og at identifikationsprocesser er flertydige i den forstand, at individer såvel som kollektive grupper kan identificere sig med flere samtidige kategorier. I forhold til at forstå De Unges identitetsdannelse finder jeg det dog samtidig nødvendigt at nuancere Jenkins’ teori i forhold til hans forståelse af, hvori denne flertydighed består.
Antropologen Alexei Yurchaks formulerer en forståelse af at ”identifikation” kan skabes gennem ”ambivalente positioner” (2006:132), der muliggør netop at tilføje et niveau af flertydighed til forståelsen af De Unges identitetsdannelse, som ikke kan indfanges af Jenkins’ teoretiske perspektiv. Yurchak udgør en central figur i den post-socialistiske antropologiske ’transitions’-litteratur, der voksede frem efter Sovjetunionens sammenbrud (se også Verdery 1991; Berdahl, Bunzl & Lampland 2000; Borneman 1992, 1993; Ten Dyke 2001), og selvom det nok har mistet sin analytiske relevans at tale om ”transition” i dette årtusinde[20] i en tysk kontekst, finder jeg Yurchaks begreb om ”ambivalente positioner” nyttig for min identitetsforståelse. På baggrund af feltarbejde blandt unge russere i årene før og efter Sovjetunionens sammenbrud viser Yurchak, hvordan ”den sidste sovjetgeneration” skaber rum for handling i et politisk totalitært system (2006). De gør dette, ikke ved at positionere sig direkte i opposition til den dominerende diskurs, men ved i stedet på forskellige måder at positionere sig ambivalent i forhold til den. Med andre ord ved på samme tid at ”identificere” sig med og ”distancere” sig fra denne diskursive kontekst (Ibid.:132). Jeg bruger Yurchaks forståelse af, at identifikation skabes ”ambivalent” til at begrebsliggøre, at identitet ikke alene er et spørgsmål om flertydig identifikation med flere kategorier, men også et spørgsmål om forskellige niveauer af identifikation; lokal, regional og national identifikation såvel som større og mindre grad af identifikation. De Unges identitet er således ikke kun flertydig i den forstand, at de både identificerer sig med den ene og den anden kategori eksempelvis ved både at se sig selv som tysker, Ossi og Mittekind, i tråd med Jenkins’ forståelse (Jenkins 2008:17), men også i den forstand, at de ikke nødvendigvis identificerer sig fuldstændigt med nogle af delene (Yurchak 2006:252).
Det er på baggrund af denne kombination af teoretiske perspektiver, jeg når frem til den forståelse af ’identitet’ jeg bruger til at besvare det indledende paradoks om De Unges nationale identifikation. Min forståelse af identitet kan opsummeres i tre sammenhængende aspekter. For det første forstår jeg identitet som en dynamisk proces, der skabes på tværs af snarere end blot indenfor grænser, hvilket åbner for forståelsen af, at en fælles identitet kan skabes på tværs af De Unges markeringer af ligheder og forskelle. Som vi skal se, skaber De Unge en national identitet mellem sig gennem deres enighed om at positionere og afgrænse sig selv i forhold til hinanden. For det andet rummer selve identifikationsprocessen en iboende flertydighed, der muliggør De Unges identifikation på flere niveauer; både deres identifikation med flere kategorier og deres ambivalente identifikation med disse kategorier. For det tredje indebærer min forståelse, at identitet skabes med forskellige rumlige og tidslige implikationer. De Unge orienterer sig forskelligt i rum og tid, med betydning for hvordan de positionerer sig og skaber og afgrænser deres identitet.
Specialets opbygning
Specialets undersøgelse af De Unges identitetsdannelse er struktureret omkring tre analytiske kapitler, der undersøger denne identitetsdannelse ud fra tre niveauer; et nationalt, et regionalt og et lokalt niveau. Sammenhængen mellem kapitlerne består i, at de alle refererer tilbage til hvad, der konstituerer De Unges tilsyneladende paradoksale nationale identitet.
Kapitel 2 tager afsæt i det paradoks, som også indledte specialet, der består i, at De Unge ekspliciterer en afstandtagen fra at identificere sig selv som tyskere, mens de på samme tid indgår i nationalt definerede fællesskaber. Med De Unges dyrkelse af krimiserien Tatort som omdrejningspunkt for kapitlet viser jeg, hvordan De Unge skaber en national identitet til trods for umiddelbart at tage afstand fra selvsamme. Med reference til Herzfelds begreb om ”cultural intimacy” argumenterer jeg for, at De Unges nationale identitet frem forat udgøres af et ”forestillet fællesskab” snarere konstitueres af et ’praktiseret fællesskab’, der går på tværs af deres afgrænsede positioneringer af sig selv og hinanden. En central pointe i dette kapitel er, at De Unges ugentlige samling foran Tatort, udgør et ritual, der søndag efter søndag placerer dem i den nationale kontekst, som de i hverdagen distancerer sig fra.
Kapitel 3 har De Unges regionale identitetsdannelse som omdrejningspunkt. Med to nedslag i den antropologiske litteratur om humor skitserer kapitlet, hvordan De Unge opretholder og bryder forestillingen om regionale grænser i en tysk kontekst. Som vi skal se bruger De Unge humor til på to niveauer at forholde sig til regionale kategorier, hvormed de både bekræfter og udfordrer disse kategoriers betydning. Sommetider kommer humoren til udtryk i ’joking relationer’, hvor De Unge på samme tid skaber distance til og identificerer sig med de regionale kategorier og sommetider gennem De Unges ”over-identifikation” med de regionale kategorier, hvor humoren bliver et redskab til at udfordre forestillingen om regionale forskelle i Tyskland. En central pointe i dette kapitel er, at de regionale forskelle, som De Unge italesætter gennem humoren, fremfor at stå i modstrid til deres nationale identitetsdannelse snarere konstituerer, hvordan de indgår i et nationalt defineret fællesskab på tværs af regionale grænser.
Kapitel 4 tager sit lokale afsæt i Berlin og behandler De Unges identitetsdannelse i byen. Kapitlet viderefører specialets gennemgående pointe om, at De Unges identitet skabes gennem flertydighed, og demonstrerer hvordan denne flertydighed kommer til udtryk i De Unges forskellige positioneringer i byen. Jeg nuancerer forståelsen af De Unges identitetsdannelse ved at pege på, at den flertydige status, der kendetegner byen afspejler sig i, hvordan De Unge bebor byen. Med tid og rum som analytiske perspektiver argumenterer jeg for, at Berlin udgør en kapacitet, som muliggør De Unges flertydige identitetsdannelse, lokalt, såvel som i forhold til deres regionale og nationale kontekst. I Berlin bliver det muligt for De Unge at skabe en lokal identitet ud fra forskellige orienteringer i tid og rum, forankret i en fortid relateret til den tyske delte historie eller ved at bruge byen til at definere en identitet løsrevet fra denne nationalhistoriske kontekst.
2. Den paradoksale tyskhed
”Tatort er det program, der forener nationen,” hævder Ditteke grinende og bider i et stykke hjemmelavet pizza. Det er søndag aften i Berlin, og i bofællesskabet i Oppelner Strasse er vi netop blevet færdige med at se ugens afsnit af Tatort. I lejligheden herskede til daglig et mindre kaos af høj techno, venner, der væltede ind og ud af hjemmet, ikke-eksisterende rengøringsvaner, og jeg havde en oplevelse af, at ingen rigtig følte et ansvar for stedet. Som omtalt i introduktionen var én ting sikkert i den ellers uforudsigelige hverdag omkring bofællesskabet; søndag aften var helliget hjemmelavet mad, sofahygge og Tatort-krimi med vennerne. Mine bofæller Hannes og Nik kunne bruge mange timer af søndagen på at tilberede maden for senere med slet skjult stolthed at præsentere resultatet for et sultent publikum i dagligstuen. Til daglig spiste vi hver for sig i køkkenet, men om søndagen samledes vi om middagen i dagligstuen, henslængt i stuens tre sofaer. Søndagens Tatort-afsnit var som et familiært søndagsritual, og under feltarbejdet satte jeg også selv pris på at have et tidspunkt på ugen, hvor det var muligt at søge hen mod et fællesskab.
Tatort er en serie, der bliver dyrket i fællesskab, og serien bliver desuden, som tidligere nævnt, betragtet som nationalt samlingspunkt i Tyskland generelt. Det er denne dobbelthed, der gør serien interessant i denne sammenhæng. Krimi-serien er blandt andet blevet fremhævet som ”den sande tyske samfundsroman” (Bollhöfer 2007:18) fordi aktuelle emner i forhold til en tysk samtid og fortid bliver taget under behandling i serien. Temaer som indvandring eller det delte Tysklands historie bliver præsenteret indenfor rammen af krimigenren sideløbende med, at et nyt mord bliver opklaret i hvert af de godt halvanden time lange afsnit (Welke 2012). Mens indholdssiden af Tatort-krimiserien kunne optage et helt kapitel i sig selv, fremhæver jeg Tatort for at fokusere på den sociale begivenhed, der udfolder sig omkring serien. Serien er interessant i denne analyse, fordi den samler en gruppe nationalskeptiske unge i et nationalt defineret fællesskab.
Dette kapitel består af to dele, der belyser De Unges paradoksale nationale identifikation fra to sider. I den første del af analysen viser jeg, hvordan De Unge eksplicit tager afstand fra at identificere sig som tyskere. Dernæst demonstrerer jeg med inddragelse af antropologen Ulf Hannerz’ begreb om ”habitats of meaning” (1996) hvordan De Unge i deres hverdagsliv indgår i hvad jeg betegner som ’transnationale forestillede fællesskaber’. Kapitlets anden del har begivenheden omkring krimiserien Tatort som sit omdrejningspunkt. Her trækker jeg på antropologen Michael Herzfelds begreb om ”cultural intimacy” (1997) og viser, hvordan en national identitet skabes blandt De Unge i form af, hvad jeg definerer som nationalt afgrænsede ’praktiserede fællesskaber’. Afslutningsvis anvender jeg antropologen Maurice Blochs ritualteori (1989) til at vise, at begivenheden omkring Tatort udgør et ritual, der muliggør, at De Unge kan skabe en national identitet, som ikke er knyttet til ’den store tyske historie’, men derimod til deres egen erfarede fortid.
”Deutsch sein”
”På en måde føler jeg en vis stolthed, hver gang jeg er i udlandet og opdager, at jeg ikke refererer til mig selv som tysker.” Denne udtalelse kom Johanna med, da vi sad sammen på bagsædet af en bil på en køretur fra Dresden til Berlin. Udsagnet er et af de mere direkte eksempler på, hvordan De Unge generelt formulerede en skepsis over for at identificere sig selv som tyskere, endsige være stolte af deres ”tyskhed” (Boyer 2006). I denne sektion skal vi se, hvordan denne skepsis kom til udtryk og hvad der definerede den.
Nogle uger inde i feltarbejdet fik jeg leveret en bog med posten, jeg havde bestilt. Det var Hannes, der lukkede pakkepostbuddet ind, og da vi senere på dagen sad sammen ude i bofællesskabets køkken, spurgte han, hvad det var for en bog, jeg havde fået. Lidt tøvende gik jeg ind på værelset for at hente “Deutsch sein” (at være tysk) skrevet af den tyske etnolog Jens Schneider (2001). Da jeg kom ud i køkkenet med bogen, så Hannes titlen og udbrød: “Deutsch sein – jeg er ikke sikker på, jeg synes om den titel.” Dieter, der også sad i køkkenet, spurgte ind til, om det var en videnskabelig bog, eller om det var en bog skrevet af en politiker. Han nærstuderede bogen og kommenterede efter et stykke tid, at det da bestemt var interessant at se på den tyske identitet ”med krigen og det hele”, hvormed han straks koblede tysk national identitet med Tysklands nationalsocialistiske fortid. Sebastian, der netop var flyttet ind i bofællesskabet et par dage før, kom ud i køkkenet og tog fat i bogen. Han spurgte meget overrasket: “hvem er det, der læser om at være tysk?” Dieter sagde, at det var mig, og Sebastian så undrende op og begyndte at bladre i bogen. Efter at have læst lidt begyndte han at grine. ”Griner du af den tyske identitet,” spurgte Dieter påtaget forarget, hvorpå de to drenge grinede. Mens Hannes gav sig til at lave noget andet, begyndte Sebastian skraldgrinende at læse op fra bogen. Han læste et stykke, der beskrev, at tyskere ikke har noget problem med at fremhæve gode tyske produkter ude i verden, mens de samtidig ikke kan forholde sig til landet som helhed. Sebastian og Dieter morede sig gevaldigt over læsningen. ”Han har helt ret,” sagde Sebastian.
Hændelsen i køkkenet tydeliggør flere interessante perspektiver, der gik igen under feltarbejdet. For det første blev ”tysk identitet”, som Dieter udtrykker det, sat i et historisk perspektiv koblet særligt til Tysklands nationalsocialistiske fortid. For det andet udtrykker drengene en blanding af afstandtagen, overraskelse og undren, som gik igen blandt mange af De Unge, når snakken faldt på deres ’tyskhed’. Da Hannes satte klistermærket med teksten Hate your Heimat op på vores dør, spurgte jeg, hvor han havde det fra. ”Jeg har fået det af en eller anden venstre-autonom type,” svarede han grinende. Klistermærket var produceret af en venstreorienteret gruppe[21], men med sin grinende bemærkning er det værd at bemærke, at Hannes tydeligvis ikke selv identificerede sig med denne ”venstre-autonome type”. Tværtimod lød han ikke til selv at tage politisk stilling til, hvorfor han syntes, at vi skulle have klistermærket siddende på døren. For ham handlede det mest om, at det var ”geil” (sejt). Tilsvarende brokkede Johanna sig, i forbindelse med at hun for en tid flyttede til Hamburg for at bo, over sine nye ”venstreorienterede” bofæller, der ifølge hende så verden meget ”sort-hvidt”. Således positionerede hun sig som decideret ikke-venstreorienteret. Disse to hændelser indikerer, at De Unges national-skepsis, til trods for at ræssonere med paroler på den politiske ventrefløj, ikke alene skal ses som udtryk for en generel venstreorienteret nationalkritik. I stedet positionerede mange af De Unge sig, som Hannes og Johanna her, sig som bevidst ”ikke-engagerede” (Borneman & Senders 2000:299) i traditionel politisk forstand. Når Johanna eksempelvis brokker sig over, hvordan ”venstreorienterede” ser verden ”sort-hvidt”, formulerer hun snarere, hvad Borneman beskriver som den Politikverdrossenheit (politik-lede) (Ibid.:311), der betegner tyskernes desillusionerede indstilling til politisk engagement i årtiet efter genforeningen[22]. Jeg foreslår derfor, at årsagen til De Unges nationalskepsis skal findes et andet sted.
En afgørende forskel mellem mig og De Unge bestod i, at jeg refererede til mig selv som dansker, mens de stort set aldrig refererede til sig selv som tyskere[23]. De Unges nationale identitet blev ofte bragt på banen, på foranledning af noget jeg sagde eller gjorde bevidst eller ubevidst. BIandt mine bofæller og deres venner blev jeg på venskabelig vis, men ikke desto mindre til min egen overraskelse, sat i bås som en art nationalromantiker med en national stolthed, jeg ellers ikke tidligere havde været bevidst om. Da vi til berliner-folkefesten 1. maj gik gennem menneskehavet i Kreuzbergs gader, sagde Johanna drillende: ”Du kan jo tage nogle danske flag frem og vifte lidt med.” Vi havde forinden snakket om, at man i Danmark bruger det nationale flag til markering af fødselsdage. For Johanna virkede denne tradition helt ubegribelig i en national kontekst, hvor flaget først de senere år er blevet anvendt offentligt og kun i forbindelse med store nationale begivenheder som under VM i fodbold i 2006 og 2010. Min nationale bevidsthed blev genstand for utallige jokes blandt mine bofæller, som Johannas bemærkning 1. maj er ét af mange eksempler på. De Unge grinede ad mig, og min nationalbevidsthed, hvis jeg eksempelvis i en hverdagssamtale over køkkenbordet fremhævede SU-betingelserne for studerende i Danmark i forhold til den tilsvarende Barfög-ordning i Tyskland[24]. De Unges reaktioner på mine nationale referencer gjorde mig opmærksom på min egen forestilling om at indgå i et dansk nationalt fællesskab, og mit analytiske fokus på De Unges nationale identitet voksede under feltarbejdet ud af oplevelser som de ovenstående. Konfronteret med den form for ”banale nationalisme” (Billig 1995) jeg gav udtryk for ved at fremhæve det gode danske velfærdssystem, fik jeg skærpet mit blik for De Unges forhold til at være tyskere. De Unges humoristiske bemærkninger tydeliggjorde deres afstandtagen fra at definere sig selv i en national kontekst. I løbet af feltarbejdet kunne et nationalt forestillet fællesskab blandt De Unge umiddelbart være vanskeligt at få øje på. Alligevel udtrykte de en form for national bevidsthed. Her følger et par betragtninger, der tydeliggør, hvordan særligt den nationalsocialistiske periode af den tyske historie har betydning for De Unges nationale bevidsthed.
På en konference om hvordan det delte Tysklands historie kan formidles i det tyske undervisningssystem[25], mødte jeg Kathrin, en studerende fra Münster. Hun fortalte, at denne historie stort set blev overset i undervisningssammenhæng, i forhold til hvordan nationalsocialismen blev præsenteret i løbet af skoletiden. “I skolen lærer man alt, alt for meget om Nazi-tiden. Det hænger en langt ud af halsen til sidst,” fortalte hun beklagende og uddybede, at der er undervisningsforløb om nationalsocialismen rettet mod næsten alle klassetrin i det tyske skolesystem. Kathrins kommentar indebar også en kritik af, hvordan det delte Tysklands historie tilsvarende ikke bliver behandlet i skolesystemet[26]. Flere af De Unge gav udtryk for, at den intensive tematisering af den nationalsocialistiske fortid op gennem skoletiden har påvirket hvordan de ser sig selv som tyskere, som Sofia, der læser kunsthistorie, her tydeliggør:
”I skolen, når man arbejder med Goethe, får man ikke at vide, at de fem andre vigtigste forfattere i øvrigt også var tyskere, hvilket egentlig er ærgerligt. Det var først, da jeg [på universitetet] beskæftigede mig med alle de mange litterære tyske personligheder, at det gik op for mig, at der også er gode ting forbundet med at være tysk.”
Som Sofia her formulerer det, er De Unge nationalbevidste i den forstand, at de er yderst bevidste om en særligt belastet del af den tyske historie. Denne bevidsthed, foreslår jeg fører til, at de tager afstand fra at identificere sig som tyskere. Hvad jeg erfarede under feltarbejdet var med andre ord, at De Unge på grund af den altdominerende ’store historie’ ikke ser det som en mulighed, at forme en positivt konnoteret national identitet. Denne indstilling blev særligt tydelig for mig under en tur til Dresden med Johanna.
En weekend tog jeg med Johanna til Dresden for at besøge hendes veninde Rebecca, der læste på kunstakademiet i byen. I toget grinede vi af en meget gennemtrængende jingle, der blev afspillet fem minutter inden hvert stop på ruten. Da toget rullede over regionsgrænsen mellem Berlin og Brandenburg og igen mellem Brandenburg og Sachsen, blev jinglen udskiftet med andre ligeså gennemtrængende jingler, og Johanna kommenterede, at ”hver region i Tyskland har sin egen melodi”. Denne bemærkning fik vores medpassager, en dame i 40´erne, der viste sig at komme fra Dresden, til at indskyde, at hver jingle vist var del af en regional folkevise. Uden at tænke synderligt over det, fik jeg sagt, at det da kunne være sjovt, hvis jinglerne tilsammen udgjorde en hel melodi, hvortil Johanna prompte udbrød: ”Som et samlet Tyskland, en nationalhymne?!” Selvom hun grinede, da hun sagde det, virkede hun også forarget over mit forslag. Der var i hvert fald ingen tvivl om, at hun ikke syntes det på nogen måde ville være en god idé. Jeg blev flov, og fornemmede jeg havde sagt noget meget upassende.
Johannas kraftige udmelding er interessant af flere årsager. For det først rummer hendes udtalelse et paradoks; mens hun gerne fremhæver de regionale forskelle konkret i form af forskellige regionale jingler, vil hun samtidigt gerne underspille den nationale sammenhæng, som de små melodier indgår i. Paradokset består i, at jinglerne i toget netop udtrykker de regionale ’dele’, der generelt betragtes som karakteristisk for Tyskland som ’helhed’, nationalt (Applegate 1990:246). For det andet tydeliggør Johannas udmelding, at nationalhymnen for hende er negativt konnoteret, og denne indstilling er hun langt fra ene om. Da jeg sammen med Johanna, hendes veninde Rebecca og nogle af deres veninder senere på samme Dresdentur sad på en bar, snakkede pigerne om den tyske nationalhymne over en øl. De snakkede om, at det i Tyskland i dag kun er tilladt at synge ét ud af sangens oprindelige tre strofer[27], fordi de øvrige to er for tæt forbundne med Nazi-Tyskland. Af samme grund havde ingen af pigerne et særlig nært forhold til nationalhymnen i det hele taget.
Disse to oplevelser på turen til Dresden, i toget og på baren indikerer samme nationalskeptiske indstilling blandt De Unge. Som Johanna giver udtryk for i toget mod Dresden, kan hun forholde sig til de tyske regioner, men ikke til samtænkningen af dem. Med andre ord kan hun forholde sig til Tyskland som ’dele’, men ikke som national ’helhed’. Pigerne på baren beskriver tilsvarende nationalhymnen, som en del af en længere sang, der ikke må synges i helhed. Jeg foreslår, at nationalhymnen udgør en allegori på, hvordan De Unge generelt forholder sig til Tyskland: som dele, der ikke tilsammen udgør en helhed. Deres indstilling har ligheder med Bornemans beskrivelse af tyskeres problematiske forhold til at definere sig som ”folk” i det genforenede Tyskland:
”[Volk] has had primarily pejorative connotations in Germany since the end of Nazi rule. The economic and cultural difficulties experienced following German political unification in 1990 have further called into question the appropriateness of unity and oneness, of Volk feelings (Borneman & Senders 2000:305)”.
Som Borneman pointerer, er tyskernes problematiske forhold til den nationale ’helhed’ knyttet til navnlig den nationalsocialistiske periode og den efterfølgende kold-krigsperiode.
Jeg har nu indledt undersøgelsen af det forhold mellem ’del’ og ’helhed’, som kendetegner De Unges måde at forholde sig til en tysk national kontekst, og som jeg vil nuancere gennem hele den følgende analyse. Jeg har vist, at De Unge på grund af den altdominerende ’store historie’ ikke ser positiv identifikation med deres nationale kontekst som en mulighed. I stedet søger de som vi skal se gennem den videre analyse mod andre måder at skabe en identitet på.
Udlængsel og nationale grænser
Andersons begreb om ”forestillede fællesskaber” (2006[1983]) betegner, som nævnt i indledningen, i udgangspunktet hvordan nationer konstrueres og afgrænses gennem forestillingen om fællesskaber mellem nationalstatens borgere. Op gennem 1990’erne er begrebet desuden blevet anvendt af en række globaliseringsteoretikere til at beskrive forskellige former for transnationale fællesskaber (se bl.a. Appadurai 1997, Hannerz 1996). Blandt disse finder vi Hannerz, der argumenterer for at flytte fokus fra nationale grænser til ”transnationale forbindelser” (Hannerz 1996:81) i den antropologiske analyse af social og kulturel samhørighed. I tråd med Andersons pointe, bygger Hannerz sit argument op omkring mediernes udbredelse, der har gjort det muligt for et stadigt større antal mennesker at være i kontakt med hinanden uden nogensinde at mødes, nu på tværs af nationale grænser. Denne udvikling bruger Hannerz til at præsentere sit begreb om ”habitats of meaning” (Ibid.:22); et bud på hvad, der definerer disse transnationale fællesskaber. Disse ”habitater” er hos Hannerz kendetegnet som flydende og grænseløse: ”(…) Habitats can expand and contract. As they can overlap entirely, partially or just possibly not at all, they can be identified with either individuals or collectivities (Ibid).”
Hannerz’ beskrivelse af ’meningsfællesskaber’ som habitater i bevægelse, der ikke er bundet til nationale grænser eller grænser i det hele taget, synes i første omgang at udgøre en god forståelsesramme for De Unges identitetsdannelse i Berlin. I bofællesskabet var vores fællesskab i vid udstrækning kendetegnet ved, at vi alle var studerende, unge og bosat i en storby frem for at være betinget af vores respektive nationale herkomst (Hannerz 1996:84). Således indgik Michel fra Frankrig, som overtog Fabians værelse, da han flyttede til Brasilien, i fællesskabet på lige vilkår med mig og vores tyske bofæller. Med Hannerz’ udtryk kan man sige, at vores respektive ”habitats of meaning” var overlappende, idet vi delte en række perspektiver på tilværelsen (Ibid.:64). Hannerz har som central pointe, at det lokale udgør en arena, der er under konstant indflydelse alle steder fra, i et samspil mellem det lokale og det globale (Ibid.:27). En pointe, der synes at passe til De Unges sociale kontekst, der rakte langt ud over deres lokale, nære omgivelser. Således fortalte Linda fra Østberlin ofte, at hun havde Fernweh (udlængsel) efter at rejse ud i verden, væk fra hendes hverdagsomgivelser i Berlin, i Tyskland. Hendes amerikanske kæreste boede og arbejdede i Maputo i Mocambique, og her rejste hun også til i løbet af det forår jeg boede i byen. Aldrig så snart var hun tilbage i Berlin, før hun atter talte om, at hun gerne ville af sted igen. Da jeg en aften sad sammen med Fabian fra Frankfurt og Johanna fra München og drak en øl påpegede Fabian: ”Det er sjovt, for man farer rundt over hele verden, men der er mange steder i Tyskland, jeg slet ikke kender. Jeg har kun været i Hamburg en gang, og da var det kun én overnatning.” Johanna stemte i og sagde, at hun også kun havde været én gang i Frankfurt. Fabian havde derimod af flere omgange boet i Brasilien og havde fået en brasiliansk kæreste, som i øvrigt flyttede til Berlin, efter jeg var vendt hjem.
I lyset af det ovenstående kan De Unge siges at indgå i forestillede fællesskaber, der frem for at være nationalt afgrænsede er transnationalt definerede ud fra Hannerz’ terminologi. Det er, i hvert fald umiddelbart, det billede, der tegner sig ud fra min analyse hidtil af en gruppe unge tyskere, der ønsker at definere sig selv ud over en national kontekst. Denne slutning ligger i tråd med Bornemans pointe om, at tyskere i bestræbelsen på at undslippe den tyske ’helhed’ søger mod fællesskaber udenfor den tyske nationale kontekst (Borneman & Senders 2000:305). En tilsvarende slutning bliver draget i en sociologisk undersøgelse blandt unge tyske universitetsstuderende på tværs af Tyskland, hvor en af konklusionerne lyder, at de unge orienterer sig mod en post-national identitet som ”tysk-europæere” (Ezell et al. 2003:299). Med analysen her, stiller jeg mig imidlertid kritisk overfor denne slutning. For som vi skal se er De Unges tilsyneladende transnationale forestillede fællesskab ikke ensbetydende med, at de dermed ikke skaber en national identitet. De Unges bevidste afstandtagen fra at identificere sig selv som tyskere afspejler netop deres bevidsthed om den nationale kontekst de indgår i. En national kontekst hvor eksempelvis højreradikale grupperinger vinder frem rundt om i landet og gør krav på en etnisk afgrænset ’tyskhed’ overfor hvad disse grupper betegner som ”ikke-tyskere” (Braunthal 2009:8)[28]. De Unges afstandtagen fra at definere sig selv som tyskere skal altså ses i lyset af en tydelig national virkelighed snarere end gennem fraværet af denne kontekst. Som jeg vil uddybe i det følgende, foreslår jeg, at De Unges nationale identitet frem for ikke at eksistere, konstitueres af en flertydig national identifikation, der består i, at De Unge på den ene side er bevidste om at indgå i et nationalt defineret fællesskab, mens de samtidig tager afstand til selv samme.
Hvordan denne flertydige nationale identitet kommer til udtryk vil være fokus for den sidste del af dette kapitel. Ved at belyse hvordan krimi-serien Tatort indgik i De Unges hverdagsliv, demonstrerer jeg, hvordan nationalt afgrænsede fællesskaber opstår, også blandt en gruppe nationalskeptiske unge.
”Tatort forener nationen”
”I aften kommer afsnittet fra Köln, det er mit yndlingshold,” udmelder Hannes en søndag fra sofaen i Oppelner Strasse. Denne aften er det afsnit, der bliver vist, en genudsendelse. Ditteke, som er på besøg, fortæller, at det er lidt tilfældigt, hvornår der kommer nye afsnit. Hun fortæller, at Tatort bliver vist på RAD, som er en fællesbetegnelse for de regionale kanaler, og at det er forskelligt, hvornår de enkelte kanaler producerer nye afsnit. Man ved derfor aldrig helt, hvornår der kommer nye afsnit i verdens ældste nuværende krimiserie. Når Tatort hver søndag ruller over skærmen er det altså til tider genudsendelser og til tider nye afsnit. Uanset hvad samles De Unge om fjernsynet. Med hvert af de regionalt producerede og finansierede afsnit følger et fast persongalleri af kommisærer og politifolk. Ligesom Hannes synes også Ditteke, at de bedste afsnit kommer fra Köln, hvor de også selv er fra i øvrigt. Det var nu ikke altid, der var sammenhæng blandt De Unge mellem deres favorithold og hvilke regioner de selv stammede fra, men alle havde de en holdning til hvilke Tatort-produktioner, der var bedst. For mange var det Köln, for andre Münster og for andre igen Bremen. Når vi samledes foran fjernsynet søndag efter søndag, viste alle tydeligt deres skuffelse eller glæde, når de fandt ud af, hvor afsnittet kom fra. De regionale produktioner i den populære Tatort-serie afspejler sig også på indholdssiden af serien. Seriens karakterer taler eksempelvis med tydelige sachsiske, bayeriske eller andre regionale dialekter til stor morskab for De Unge. I krimi-format portrætteres og til tider karikeres de regionale forskelle, der, som Jocelyn en dag formulerede det ”karakteriserer Tyskland”. Den dobbelthed, der ligger i, at et nationalt tv-fænomen som Tatort har det regionale som omdrejningspunkt, afspejler sig også hos De Unge selv. De er kommet til Berlin fra alle egne af landet og mødes hver søndag omkring denne regional-nationale tv-begivenhed. Såvel serien som det sociale liv, der udspiller sig omkring den blandt De Unge, tydeliggør den regionalt definerede tyske nationale kontekst, der var allestedsnærværende under feltarbejdet. Når De Unge sætter sig foran skærmen søndag efter søndag, er det de regionale forskelle de fokuserer på, men det er samtidig en national samling, der opstår.
En aften var jeg hjemme og spise middag i bofællesskabet på Karl Marx Allée[29] hos Matt fra Hannover sammen med hans ven Clement fra Østberlin. I løbet af aftenen faldt snakken på forskellene mellem Tatort og Polizeiruf 110 (Politialarm 110) som så mange gange før under feltarbejdet. Polizeiruf 110 er titlen på den krimiserie, som kort efter Tatorts lancering i Vesttyskland blev produceret som DDRs østtyske modsvar. I dag eksisterer de to serier parallelt, men blandt De Unge var der ingen tvivl om, hvilken af de to, der var bedst – Polizeiruf 110 blev betragtet som en b-udgave af Tatort. Faktisk oplevede jeg slet ikke nogen, der syntes at Polizeiruf 110 var bedre end Tatort. Over middagen hos Matt jokede han lidt nedladende om Polizeiruf 110. Han kom med hentydninger til den dårlige kvalitet i seriens plots og påpegede den ironisk-komiske sammenhæng mellem seriens glorificering af politikommisærer og DDRs berømte og berygtede sikkerhedspoliti, Stasi[30]. ”Hvorfor kalder de det ikke bare Tatort,” udbrød Clement under middagen med argumentet om, at Tatort i dag alligevel bliver produceret både i øst- og vestregioner i landet. Matt svarede ham, at det vel er ”en identifikationssag”, og hentydede dermed til, at østtyskere stadig i dag har brug for ’deres egen’ krimi.
Ordvekslingen mellem de to venner er interessant af flere årsager. For det første fordi Matt indikerer, at østtyskere har et særligt behov for at identificere sig selv som østtyskere ved eksempelvis at holde fast i en krimiserie, der kører parallelt med den ’vesttyske’ Tatort. Dette behov afspejler imidlertid ikke hans egen gode ven Clements indstilling til de to krimiserier. Clement, der selv har østtysk baggrund, ønsker tværtimod at nedlægge den østtyske variant af Tatort, Polizeiruf 110, hvilket Matt synes at overse i sin udtalelse. I samtalen mellem de to giver Matt således udtryk for, at østtyskere har et forestillet fællesskab, som han ikke ser sig selv som en del af, mens Clement omvendt indikerer, at han ser sig selv som del af det samme fællesskab som Matt. Dette modsætningsforhold mellem de to venners opfattelse af sig selv og hinanden vil jeg gerne dvæle lidt ved. Matt, der stammer fra Hannover i det vestlige Tyskland, markerer en grænse mellem øst- og vesttyskere ved at fremhæve sin østtyske ’andens’ behov for en partikulær østtysk identitet. Men selvom dette er hans hensigt, afspejler hans udtalelse snarere hans eget behov for en østtysk ”anden” (Boyer 2006). Boyer peger på, at østtyskere har brug for at positionere sig overfor Besserwessis, ligesom vesttyskere har brug for at positionere sig overfor Jammerossis for at kunne anskue sig selv som ”de gode tyskere” (Ibid.:372). En betegnelse, der ifølge Boyer vil sige en tysker, som ikke er belastet af en historisk skyldfølelse. Boyer betoner særligt vesttyskernes behov for at afgrænse sig mod øst med begrundelse i det assymmetriske forhold, der stadig eksisterer mellem øst og vest.
“Mass media in Germany are almost exclusively owned and managed by West Germans and continuously project eastern Germany as “the other Germany” within, depicting East Germans in variously subtle and overt ways as culturally “more German Germans” with inclinations toward xenophobic intolerance and authoritarian obedience” (Boyer 2006:372).
At anskue østtyskere som ”mere tyske tyskere” giver ifølge Boyer vesttyskerne mulighed for at fralægge sig en del af den historiske skyldfølelse, der ofte bliver forbundet med en identitet som tysker (Boyer 2006:372). Boyers analyse af forholdet mellem øst og vest også er anvendelig i analysen af de to drenges samtale over middagen på Karl Marx Allée. Men for også at forstå situationen i sammenhæng med mit øvrige analytiske ærinde foreslår jeg her et supplement til Boyers øst-vest orienterede pointe. Jeg har tidligere skitseret, hvordan jeg oplevede, at De Unge orienterede sig i forhold til regionale ’dele’ frem for en tysk national ’helhed’. En pointe jeg vil uddybe mere udførligt, når jeg behandler De Unges regionale identitetsdannelse i kapitel tre. Når jeg nævner pointen i denne sammenhæng, er det for at foreslå, at Matt, udover at udtrykke et behov for at positionere sig i forhold til en specifik østtysk ’anden’, også formulerer et behov for at positionere sig i forhold til en vilkårlig ’anden’ i en tysk kontekst. Med andre ord at den regionale afgrænsning betyder mere end lige netop skellet mellem øst og vest. I forlængelse af denne pointe mener jeg, at det netop er i De Unges opfattelse af ’dele’ og ’helhed’ i en tysk kontekst, vi skal finde forklaringen på Tatort-seriens popularitet blandt dem. I samtalen mellem Matt og Clement er det påfaldende, at Matt udelukkende fokuserer på østtyskeres behov for identitetsdannelse gennem den oprindeligt DDR-producerede serie Polizeiruf 110. Han overser dermed, hvordan Tatort tilsvarende kan betragtes som genstand for en fælles national identifikation blandt De Unge med både øst- og vesttysk baggrund. Clement indikerer også dette ved at foreslå en fællesbetegnelse for de to serier. Umiddelbart er det tilsvarende paradoksalt, at Matt og de øvrige unge ikke tager afstand fra serien som symbol på den nationale samling de i alle andre sammenhænge er forbeholdne overfor. Forklaringen på dette skal, mener jeg, findes i seriens regionale fokus, der kendetegner ikke kun produktionen, men også indholdet af serien. Det regionale udgangspunkt i Tatort giver De Unge mulighed for at indgå i et nationalt defineret fællesskab, og stadig opretholde forestillingen om forskellighed mellem sig. Hvordan et nationalt fællesskab kan opstå uden forestillingen om fællesskab bliver uddybet i det følgende.
Et ikke-forestillet fællesskab
Herzfeld introducerer begrebet ”cultural intimacy” (1997) som en bred betegnelse for, hvordan nationale tilhørsforhold skabes, ikke gennem enten positive eller negative ytringer om nationalstaten, men derimod i de mange forskellige ambivalente måder mennesker i deres hverdagsliv udtrykker et indgående kendskab til en national kontekst på:
”Even citizens who claim to oppose the state invoke it – simply by talking of ”it” in that way – as the explanation of their failures and miseries, or accuse ”it” of betraying the national interests of which it claims to be both expression and guardian. In the process, however, they all contribute, through these little acts of essentializing, to making it a permanent fixture in their lives” (Herzfeld 1997:2)[31].
Med dette argument demonstrerer Herzfeld, hvordan et nationalt tilhørsforhold ikke blot konstrueres gennem forestillingen om fællesskaber, men også gennem praktiske essentialiseringer af hvad nationalstaten er. Og netop denne centrale pointe hos Herzfeld er også relevant for at forstå, hvordan De Unges identitet konstitueres af en afstandtagen fra og bekræftelse af deres nationale tilhørsforhold. Når Johanna, som tidligere nævnt, fortæller, at hun er stolt over ikke at tænke sig selv som tysker, og når Hannes sætter et klistermærke med teksten Hate your Heimat på døren til bofællesskabet, understreger de begge, med Herzfelds logik, deres nationale identitet som tyskere (Herzfeld 1997:6). Johanna udtrykker en bevidsthed om, at hun er tysker, ligesom Hannes vedkender, at han har et Heimat at hade. Ved at inddrage Herzfelds begreb om ”cultural intimacy” argumenterer jeg for, at De Unges ’transnationale forestillede fællesskab’ ikke hindrer dem i at indgå i et nationalt fællesskab. Søndagsseancen Tatort illustrerer derimod, at der mellem De Unge opstår et særligt ’ikke-forestillet’ nationalt fællesskab. Med andre ord skaber De Unge en national identitet, ikke gennem forestillingen om et nationalt afgrænset fællesskab, men gennem handlinger, der understreger dette fællesskab. I denne forstand kan dette nationalt afgrænsede ’ikke-forestillede fællesskab’ defineres som et ’praktiseret fællesskab’.
”Jeg kan huske, hvordan mig og min mor plejede at se Tatort hver søndag, og vædde om hvem ugens morder var. Så skrev vi hver især navne ned på små sedler. Man kunne godt skifte navne undervejs, men det ville være en falliterklæring.”
Som Ditteke ovenfor fortæller om sine ’Tatort-minder’, kunne mange andre fortælle tilsvarende anekdoter om at være vokset op med serien som fast søndagselement. Tatort var for De Unge forbundet med familiære minder og udgør, foreslår jeg, også et nærmest familiært element i deres hverdagsliv. Da Nik fik en ny kæreste, blev vi andre første gang introduceret til hende, da hun kom over for at se Tatort med os. Senere da der var knas i deres forhold, overværede jeg en diskussion mellem Hannes og Linda om, hvorvidt de to passede sammen. Her blev der refereret til ”første søndag Lana var ovre at se Tatort”, som var hun et nyt familiemedlem, der var blev indlemmet i familien gennem denne begivenhed. Da Dieter, som boede en måned i vores bofællesskab flyttede ud, snakkede vi om, at han måtte sørge for at komme forbi og se Tatort efter han var flyttet ud, hvilket han også efterfølgende gjorde. For De Unge var Tatort forbundet med familiære biografier, baggrunde og barndomsminder. Men ved at se serien ligesom en fjerdedel af den øvrige tyske befolkning (Bollhöfer 2007:18)[32], er de samtidig med til at indskrive sig i et nationalt fællesskab. Selvom Michel fra Frankrig og jeg også så med hver søndag, indgik vi ikke i De Unges ’praktiserede fællesskab’. Det var De Unge tyskere, der kunne grine af seriens regionale kontekster, ligesom det var dem, som over tid havde fundet frem til, hvilke regioner de bedst kunne lide. De forstod hvorfor forskellige dialekter og regionale fordomme var morsomme, mens Michel og jeg ofte sad lettere uforstående tilbage og måtte have forklaret, hvorfor de andre grinede. Således udtrykker De Unge med Herzfelds terminologi deres ”kulturelt intime kendskab” til den tyske nationale kontekst (Herzfeld 1997:170). Samme intime kendskab som Johanna udviste, da hun i toget mod Dresden grinede ad de regionale jingles. I begge tilfælde fremhæver De Unge det regionale, men tydeliggør derved også deres identifikation med en national kontekst.
Her kommer vi tilbage til Hannerz, der beskriver, hvordan han ved at erhverve sig en stor kabel-pakke med mulighed for at zappe frit mellem nationale og internationalt-sprogede tv-kanaler tilsvarende har udvidet sit ”habitat of meaning” langt ud over de nationale grænser (Hannerz 1996:23). I modsætning til Hannerz’ pointe fremgår det forhåbentlig på dette punkt i min analyse, at Tatort ikke udgør en vilkårlig tv-udsendelse, som tilfældigvis indgik i den kabel-pakke, De Unge havde erhvervet sig. Selvom jeg i princippet kunne downloade serien og se den fra min sofa i København, ændrer det ikke ved seriens særlige betydning for De Unge i Berlin. Tatort er forbundet med et nationalt afgrænset ”habitat of meaning” (Ibid.) i kraft af De Unges fælles intime kendskab til den nationale kontekst, som serien indgår i. Det giver derfor særlig mening for dem at se serien. Denne mening, der for De Unge er forbundet med at sætte sig og se serien søndag efter søndag, vil jeg uddybe i det følgende.
Tatort-ritualet
Bloch er en af de mange antropologer, der har manifesteret ritualet som centralt objekt for antropologisk analyse (1989). Han retter gennem sin ritualteori en kritik mod, hvordan antropologer som Victor Turner og Clifford Geertz har studeret symboler som selvstændige meningsskabende genstande, og argumenterer for at symboler, eller ”enheder” først bliver meningsskabende i en given rituel kontekst (Bloch 1989:39). Ritualer betegnes af Bloch i bred forstand som alt fra hilsner og formaliserede høflighedsfraser til religiøse ceremonier (Ibid.:34). De udgør ifølge ham en særlig formaliseret form for kommunikation, der adskiller sig fra den ”normale” hverdagsform for kommunikation (Ibid.:24). Til at synliggøre denne skelnen, bruger Bloch forståelsen af tid og argumenterer for en forskel mellem ”rituel tid” og ”normal tid” (Ibid.:14). Den ”normale tid”, der kendetegner hverdagslivet i en given social kontekst, beskriver Bloch som universelt lineær. Den ”rituelle tid” består derimod af ”momenter”, hvor den ”lineære tid” transcenderes af en ”statisk eller cyklisk tid” (Ibid.:10-11). Bloch fremhæver denne skelnen mellem ritual og hverdagspraksis for at påpege nødvendigheden af at studere begge elementer af det sociale liv for at forstå en given kontekst. Med denne pointe retter Bloch en specifik kritik mod Radcliffe-Brown og Geertz, der ifølge ham har begået den fejl udelukkende at fokusere på ritualer, ”unlike Malinowski, when the magician had stopped incanting his spells, they did not stay to watch the canoe-building” (Ibid.:13). Med Blochs skelnen mellem ”rituel tid” og ”normal tid”, forklarer han, hvordan det sociale liv i og udenfor ritualets kontekst kan være umiddelbart kontrasterende. Overført til min felt foreslår jeg, at Blochs dobbelte tidsforståelse kan hjælpe til at forstå De Unges tilsyneladende modsatrettede måde at tage afstand til deres nationale tilhørsforhold og samtidig bekræfte det selvsamme tilhørsforhold. Ud fra Blochs terminologi kan man sige, at De Unges ”normale” hverdagsliv på mange måder kunne minde om hverdagslivet for mange andre unge studerende, storbyboere med lignende livsvilkår i andre sociale kontekster. Denne pointe har jeg vist tidligere i analysen ved at pege på, at De Unge indgår i forestillede fællesskaber, der rækker ud over de nationale grænser. I modsætning til denne hverdagskontekst foreslår jeg her, at den sociale begivenhed omkring Tatort kan kategoriseres som et ritual i Blochsk forstand. Hermed mener jeg, at Tatort-ritualet kan betragtes som nationalt definerede ophøjede øjeblikke, der bliver meningsbærende for De Unge, og som placerede De Unge i det nationalt afgrænsede ’praktiserede fællesskab’.
Bloch beskriver, at ritualets ophøjede autoritet i en social kontekst understreges af gentagelsen, der som et vigtigt element er med til at skabe mening gennem oplevelsen af kontinuitet (Bloch 1989:34). Denne placering af gentagelsen som centralt element i ritualet, hvadenten der er tale om hverdagshilsner eller religiøse bønner (Ibid.:13) gør sammen med Blochs forståelse af ”rituel tid”, hans teori særligt anvendelig i forhold til analysen af, hvilken plads Tatort har i De Unges sociale liv. Gentagelsen i Tatort-ritualet består først og fremmest i, hvordan vennerne søndag efter søndag sætter sig sammen foran fjernsynet for at følge opklaringen af endnu et mord, men derudover, er flere af de elementer, som for De Unge er knyttet til ritualet også gentagelser: Hvad man spiser, hvor man spiser og hvem, der laver maden. I Oppelner Strasse, hvor vi i hverdagen næsten aldrig spiste sammen, anstrengte drengene sig søndag aften for at lave mad til de øvrige bofæller og de gæster, der kom forbi til Tatort. I bofællesskabet på Karl-Marx Allé, hvor jeg boede under mit udvekslingsophold, var et centralt element i Tatort-ritualet, at drengene lavede hjemmelavede pizzaer. Jonas stod for at forberede pizzadejen, mens Matt havde ansvaret for tomatsaucen. Når pizzaerne var blevet bagt på stenpladen i ovnen, blev de indtaget foran skærmen i sofaen på Matts værelse. I den første tid jeg boede i bofællesskabet, tøvede jeg med at deltage i drengenes ugentlige begivenhed, der virkede så fast forankret, at jeg var i tvivl om jeg ville bryde formen ved at deltage. Både i Oppelner Strasse og på Karl-Marx Allé udgjorde Tatort-ritualet ophøjede ”momenter” i ugen (Ibid.:13), hvor hverdagens rytmer eller mangel på samme var erstattet af noget andet. Tatort-begivenheden udgjorde et ritual i den forstand, at begivenheden adskilte sig fra den logik, der herskede i det øvrige sociale liv i De Unges kontekst (Ibid.:24). Særligt hos Matt og Jonas bliver den gentagelige karakter i ritualet tydelig. Her var begivenheden præget af, at hvert element ned til mindste detalje var en gentagelse af ugen før. Af samme årsag blev det derfor også særligt i bofællesskabet på Karl Marx Allée tydeligt, at tidsligheden i ritualet er cirkulær eller statisk frem for lineær. Begivenheden blev båret af en fast rækkefølge af aktiviteter, der hver især muliggjorde de følgende. Tiden i Tatort-ritualet havde således sin egen følge, på Karl Marx Allé understreget af, at dejen til pizzaen skulle hæve, før den blev rullet ud, og pizzaerne bages før programmet startede og så fremdeles.
Den væsensforskel som Bloch fremhæver mellem ritualet og hverdagen er central for at forstå betydningen af Tatort-ritualet som del af De Unges nationale identitetsdannelse. Ved at se Tatort som et ritual i Blochsk forstand kan vi forstå det umiddelbart paradoksale i det nationale fællesskab, De Unge indgår i under Tatort-ritualet søndag aften, og deres aktive afstandtagen fra et nationalt tilhørsforhold i deres øvrige hverdagsliv. Her foreslår jeg, at det ugentligt gentagne Tatort-ritual giver mening for De Unge, fordi begivenheden udfolder sin egen historik, ikke kun i konkret forstand, som jeg har illustreret med pizzabagningen ovenfor. Søndagsbegivenheden var også på mange måder en kontinuerlig fortsættelse af De Unges egen personligt oplevede fortid, som de fortsat skabte ved at mødes foran skærmen søndag efter søndag. Denne fortid tydeliggøres i Dittekes reference til barndomsminder og opvækst med Tatort, men også når Hannes refererer til ”første gang Lana var ovre at se Tatort”. Herved bliver hun indskrevet i De Unges ”sociale hukommelse” (Connerton 1989). Sociologen Paul Connerton, som jeg vender tilbage til i kapitel fire, inddrager jeg her for en kort bemærkning, fordi han beskæftiger sig med, hvordan minder skabes gennem kropslige praksisser. Hvad der i denne sammenhæng er særligt relevant er hans pointe om, at jo mere indlejret et minde er i kroppen, jo sværere bliver det at sætte ord på historikken i mindet (Ibid.:72). Det ’praktiserede fællesskab’ omkring Tatort-ritualet bekræfter netop denne pointe. Da jeg eksempelvis spurgte Hannes og hans venner hvor gammel serien var, havde de knap nok fornemmelsen af det. De refererede blot, som Ditteke, til deres familiære erfaringer med at se serien, så langt tilbage de kunne huske. Tatort-ritualet, foreslår jeg, gør det muligt for De Unge at skabe en ny fortælling om sig selv som tyskere, der ikke knytter sig til ’den store tyske historie’, men til deres personlige erfaringer. Søndagsritualet omkring Tatort udgør med Herzfelds formulering De Unges ”nationale perspektiv” (Herzfeld 1997:171). Et nationalt perspektiv der, som vi har set, er kendetegnet ved at have et regionalt udtryk. Tatort-ritualet udgør ikke en forklaring på hvordan De Unge ser sig selv i deres sociale kontekst i deres hverdagsliv i øvrigt (Bloch 1989:33), men er derimod en måde hvorpå de bliver i stand til at indgå i deres daglige kontekst. Det ’praktiserede fællesskab’ som etableres gennem Tatort-ritualet, muliggør med andre ord De Unges flertydige nationale identifikation, hvor de i hverdagen tager afstand fra at definere sig selv som tyskere, mens de søndag efter søndag samles omkring et nationalt defineret Tatort-ritual.
Opsamling
I dette kapitel har jeg med krimi-serien Tatort som omdrejningspunkt demonstreret hvordan De Unge, trods deres umiddelbare afstandtagen fra at definere sig selv i en national kontekst og trods deres ’transnationale forestillede fællesskaber’, alligevel indgår i et nationalt defineret ’praktiseret fællesskab’, der konstitueres, når de mødes til Tatort søndag efter søndag. Som vi har set, forankrer De Unge gennem ritualet deres nationale identitet i en tidslig kontinuitet, der ikke er forbundet med ’den store tyske historie’, men derimod deres egen personlige fortid. Gennem kapitlet har jeg skitseret, hvordan De Unge positionerer sig selv og hinanden ud fra regionale kategorier, der imidlertid ikke hindrer en fælles national identitet i at opstå mellem De Unge. Disse regionale afgrænsninger er mit afsæt for i det følgende kapitel at gå nærmere ind i betydningen af ’regioner’ for identitetsdannelsen blandt De Unge.
3. Ironi, Scherz og böse Humor
En aften i marts var jeg på besøg hos Theo i hans bofællesskab i bydelen Treptow i det østlige Berlin. Sammen med ham og hans ven Henning sad vi på hans værelse og drak øl, og snakken faldt på, hvad det betød for de to drenge, at de begge havde en østtysk baggrund. Det indledte en heftig diskussion om betydningen af at komme fra henholdsvist øst og vest i forhold til bevidstheden om ’regioner’ i Tyskland generelt. På et tidspunkt sagde Theo, at ”der er ligeså mange klicheer om Sachsen, Westphalen og Bayern som om øst og vest. Jeg siger da også, at jeg kommer fra Brandenburg, og jeg er cool (griner). Min pointe er, at det ikke kun handler om øst og vest, men også om regionale forskelle”. Henning nikkede og supplerede med, at ”det handler ligeså meget om Bundesländer mod Bundesländer, for eksempel Sachsen mod Bayern, som Ossis mod Wessis”.
Jeg fremhæver Theo og Hennings samtale, fordi den viser, hvordan jeg under feltarbejdet oplevede, at De Unge generelt orienterede og positionerede sig i forhold til ’regioner’ i bredere forstand end blot ud fra et dikotomisk forhold mellem øst og vest. Som vi skal se gennem kapitlet, var De Unges italesættelse af regionale forskelle kendetegnet ved en særlig humoristisk tone. Med et glimt i øjet markerede de regionale grænser med formuleringer som “dem fra Schwaben kan ikke lide dem fra Baden Baden”, “I Hamburg er de så snobbede”, eller ”hvis han er fra Sachsen er det ligemeget hvor sød han er”. Jokes om regionale forskelle er ikke noget nyt fænomen i en tysk kontekst. Der findes utallige vittigheder om Schwaben, Berlinere, Frisere og Bayere, hvor stereotype forestillinger om regionale forskelle fremhæves og karikeres[33]. Når De Unge som vi skal se bruger humor til at italesætte forskelle mellem øst og vest indgår denne humor altså i en lang tradition for regionalt defineret humor i en tysk kontekst. En regional humor, der i sidste ende også er nationalt defineret. Formålet med dette kapitel er at demonstrere hvordan De Unges humoristiske italesættelse af regionale kategorier tydeliggør både deres flertydige regionale og nationale identifikation.
Kapitlet tager afsæt i, hvordan De Unge identificerer sig som øst- og vesttyskere. Her vil jeg vise, at de orienterer sig efter flere forskellige historiske bevidstheder, med betydning for, hvordan de positionerer sig i forhold til hinanden. De Unges forskellige historiske bevidstheder har, foreslår jeg, blandt De Unge med vesttysk baggrund ført til en tabuisering af Tysklands delte fortid. Denne pointe er afsæt for en analyse af, hvordan De Unge anvender humor som redskab for positioneringer på to niveauer. På det første niveau anvender jeg antropologen Alfred Radcliffe-Browns teori om ”joking relationships” (1968) til at belyse, hvordan De Unge joker med de regionale forskelle både mellem øst og vest og mellem nord og syd i en tysk kontekst. Som vi skal se, bruger De Unge de regionale kategorier til at positionere sig overfor hinanden og komme omkring tabuet om det delte Tyskland. I belysningen af den regionale humors andet niveau, tager jeg afsæt i Yurchaks begreb om ”stiob” (Yurchak 2006) og nuancerer mit argument ved at vise, at De Unge ved at joke med de regionale stereotyper også udfordrer selve den stærke regionale bevidsthed, der kendetegner Tyskland. Med humor som analytisk perspektiv for dette kapitel er pointen altså at demonstrere hvordan De Unges regionale identitet konstitueres gennem en flertydighed, der består i, at de gennem deres humoristiske brug af regionale kategorier på samme tid understreger og distancerer sig fra deres regionale tilhørsforhold.
Tysklands tabuiserede fortid
I løbet af feltarbejdet bemærkede flere af De Unge, at det ville være godt for mig at tale med ældre generationer af tyskere eller at tage et andet sted hen end Berlin for at få en fornemmelse af den mere alvorlige opfattelse af kategorierne øst og vest, de mente gjorde sig gældende udenfor deres sociale kontekst. Jeg var imidlertid netop interesseret i hvad der ligger til grund for, at øst og vest bliver håndteret humoristisk blandt en gruppe af unge i Berlin, mens kategorierne andre steder og i andre sammenhænge er forbundet med alvor(Boyer 2006:372; Berdahl 1999:164). Denne sammenhæng mellem humor og alvor, som også tidligere er beskrevet i og udenfor antropologien (se bl.a. Jackson 2002; Høffding 1967[1916]), er central for at forstå, hvordan De Unge bruger humoren til at positionere sig i forhold til hinanden. I denne sektion er formålet at vise sammenhængen mellem den jokende tone, jeg oplevede blandt De Unge og et tabu om Tysklands delte fortid, jeg foreslår bygger på De Unges forskellige historiske bevidstheder.
”I øst arbejder man med at komme sig over socialismen, mens man i vest arbejder med at komme sig over øst.” Denne udtalelse, formuleret af den tyske forfatter Jana Hensel med østtysk baggrund, sætter den todelte historiske bevidsthed, som jeg oplevede blandt De Unge på spidsen[34]. Når jeg i løbet af feltarbejdet spurgte ind til, hvordan øst og vest blev opfattet blandt De Unge i dag, var det, som indledningsvist skitseret, slående hvor forskellige reaktioner jeg fik. De Unge med vesttysk baggrund, virkede ofte lettere uinteresserede og havde svært ved at finde på noget at sige. De talte om Tysklands delte fortid i generelle termer, ud fra hvad de havde læst i bøger og set på film. De Unge med østtysk baggrund derimod, snakkede på livet løs med udgangspunkt i fortællinger fra forældre og ældre søskende og personlige oplevelser, om fortid, rødder og transition. Den todelte historiske bevidsthed kom til udtryk i to forskellige måder at forholde sig til øst- og vestkategorier på, som Theo, en 23 årig studerende fra Cottbus i Brandenburg, understregede en dag jeg var hjemme hos ham:
”De vesttyskere, der er født i vest i ’87 har slet ikke nogen øst-erfaring, hvorimod dem, der i samme år er født i øst, er vokset op i øst også efter murens fald. For vesttyskere er Tyskland bare blevet større, men ikke noget man behøver at forholde sig til. Der er ikke noget, som har ændret sig. Vi er vokset op i to forskellige regimer om man så må sige. Bevidstheden om at komme fra øst er klarere end bevidstheden om at komme fra vest. Det fylder mere i hovedet, det brænder under neglene.”
Som Theo udtrykker det, oplevede jeg, at De Unge med østtysk baggrund holdt fast i en østtysk identitet ved at positionere sig selv i opposition til De Unge ”vesttyskere”, som Theo formulerer det. Når jeg spurgte ind til forskellene mellem unge fra henholdsvis øst og vest lød svaret, at der bestemt var forskelle, ”men spørg ikke hvilke”, som Christof fra Jena i Thüringen en dag sagde. Jeg foreslår, at Christof med denne kommentar udtrykker et generelt behov blandt De Unge med østtysk baggrund for at tage afstand til deres jævnaldrende med vesttysk baggrund som en måde at fastholde en identitet i en vesttysk-domineret virkelighed, som de kun delvist ser sig selv som en del af. Med andre ord en positionering, der handler mere om at opretholde en grænse end om den substantielle forskel mellem de to grupper (Barth 1969:15). Efter genforeningen af Tyskland er det tidligere DDR i den offentlige debat blevet betegnet som en ’uretsstat’ (Unrechtsstaat) overfor den vesttyske ’retsstat’. Den vesttyske struktur og lovgivning blev efter samlingen gældende for hele det genforenede Tyskland, ligesom den regionale inddeling i delstater, der som nævnt ikke var i brug i DDR, blev genindført i den østtyske del af landet (Borneman 1993a:293). I denne reorganisering af nationen, hvor Østtyskland i stor stil blev ”overtaget af Vesttyskland”, med en af De Unges ord, mistede mange østtyskere ”orienteringen” i bogstavelig forstand (Ibid.:293). Som følge heraf talte man i Tyskland efter genforeningen om, at det var den vesttyske selvforståelse, der forsvandt og den østtyske, der bestod – eller nærmere opstod efter murens fald[35], ”unification wiped out East Germany, but created an East German consciousness” (Sampson i Berdahl 1999:174).
En aften gik jeg en tur rundt i mit kvarter sammen med Sofia fra Köln, der fortalte, at hun ikke selv mindedes at have fået fortalt noget om det delte Tysklands historie. Hun fortalte, at hendes familie heller ikke kendte nogen ”derovre”. “Vi havde slet ikke noget at gøre med øst,” som hun formulerede det. For Sofia gælder det som for andre af De Unge med vesttysk baggrund, at de opfatter det delte Tysklands historie som en overvejende østtysk historie, der ikke har meget med dem at gøre. Således fortalte Sofia, at det først var da hun flyttede til Berlin for at studere, at hun rigtig blev bevidst om, at ”der var noget der hed øst, og hvad det havde haft af betydning”. Ligesom De øvrige Unge med vesttysk baggrund havde Sofia svært ved at se, hvorfor jeg fandt hende interessant at tale med, og hun hentydede flere gange til, at jeg kunne interviewe hendes ”østtyske” venner. Jeg syntes nu netop, at hendes ikke-forholden sig til øst var interessant i betragtning af, at temaet øst-vest stadig fylder en del i Tyskland, politisk såvel som i medierne[36]. I Berlin bliver man desuden gennem biografier om livet i øst, film som Sonnen Allé (1999), Lenin (2003) og Das Leben der Anderen (2006)[37], udstillinger, teaterforestillinger, arkitektur og valfartende historieinteresserede turister nærmest tvunget til på en eller anden måde at forholde sig til den tidligere deling af Tyskland. Men netop dette paradoks, foreslår jeg, rummer forklaringen på De Unge med vesttysk baggrunds ikke-forholden sig til den tyske delte fortid. I denne kontekst, hvor unge tyskere bliver bombarderet med information om det delte Tysklands historie, argumenterer jeg for, at selvsamme historie er blevet til ”tabu” (Radcliffe-Brown 1968:134; Borneman 1998:183) i den simple forstand, at De Unge, som er flyttet til Berlin fra det vestlige Tyskland ikke taler om dette stykke tyske fortid. Tysklands delte fortid er forbundet med så mange modsatrettede fortællinger, at disse unge vælger at forholde sig til den ved at undgå at italesætte temaet i det hele taget. Som Sofia formulerede det: ”De [østtyskerne] husker det [DDR] sikkert som godt – det var jo deres barndom. Men vi [vesttyskerne] lærer om det som dårligt. Hvem skal man tro?”
Blandt en generation af unge med vesttysk baggrund, for hvem Tysklands delte fortid er forbundet med flere spørgsmål end svar, bliver tabuet en måde at forholde sig til denne fortid på – ved netop ikke at forholde sig til den. Sofias måde at forholde sig til øst kan hjælpe til forståelsen af, hvad tabuet består i. På vores gåtur fortalte hun om den akavede situation, der kunne opstå i mødet mellem to unge med henholdsvis øst- og vesttysk baggrund, når snakken faldt på den delte fortid. Hun fortalte:
”Hvis man møder én i byen og snakker om et gammelt fjernsynsprogram for børn, og vedkommende siger: ’det kender jeg ikke,’ og man siger: ’jo kom nu, det må du da kende,’ og han eller hun siger ’jamen det havde vi ikke,’ så kommer man i tanke om at, nå ok, du er østtysker, og det er vildt, at de har en helt anden historie. Man får en mærkelig fornemmelse, når sådan noget sker.”
Jeg spurgte, hvad det var for en fornemmelse, og hun fortalte, at:
”Det er en følelse af ikke at vide, om man skal undskylde, fordi man ikke ved, om det er et følsomt emne, og at man heller ikke vil undskylde så meget, at man fremstiller den anden som et offer, fordi det hele var så dårligt.”
Sofias bekymring for at optræde forkert overfor en ”østtysk” jævnaldrende illustrerer tabuet. Hendes frygt for at komme til at støde nogen fører til, at hun hellere undlader at sige noget. Sofias refleksion over sin egen rolle viser hendes bevidsthed om at udgøre den stærke part i et ulige styrkeforhold mellem øst og vest (Boyer 2006). En bevidsthed, der er med til at etablere tabuet om Tysklands delte fortid blandt De Unge med vesttysk baggrund.
Som jeg har vist i denne sektion, konfronteres De Unge med modstridende fortællinger om Tysklands delte fortid. Trods de 20 år, der er gået siden murens fald og Tysklands samling, er landets delte historie stadig knyttet til personlige familiære erfaringer for De Unge med østtysk baggrund og forbundet med distance og uvidenhed for De Unge, som er opvokset i vest. Jeg har argumenteret for, at denne diskrepans i De Unges historiske bevidsthed har ført til en tabuisering af Tysklands delte fortid blandt De Unge med vesttysk baggrund. Tabuet er mit afsæt for i den følgende sektion at belyse, hvordan De Unge med øst- og vesttysk baggrund indgår i joking relationer som en mulig strategi til at skabe en distance til det ”forbudte” emne, og dermed gøre det muligt at italesætte øst og vest uden at bryde tabuet (Jackson 2002:183).
Joking relationer
Humor har gennem mange år været genstand for analyse indenfor blandt andet filosofi, teologi og sociologi (se bl.a. Freud 1994[1905]; Høffding 1967[1916]; Berger 1997; Mulkay 1988). Indenfor antropologien har humor gennem store dele af faghistorien figureret i studier af ”joking” som fænomen, der både opretholder og udfordrer sociale normer og strukturer, såvel som i studier af humorens sociale væsen i relation til temaer som etnicitet, seksualitet, religion og sprog (se bl.a. Radcliffe-Brown 1968; Douglas 1968; Apte 1985; Palmer 1994). I de senere år har humor i stigende grad udgjort et selvstændigt analytisk perspektiv som et centralt element for forståelsen af socialt liv (se bl.a. Carty og Musharbash 2008; Fernandez 2001; Garde 2008), og i særdeleshed rummer den post-socialistiske faglitteratur adskillige studier af de sociale og politiske implikationer af humorens sarkastiske, ironiske udtryksformer og flertydige egenskaber (se bl.a. Yurchak 1999, 2006; Sabonis-Chafee 1999; Pedersen 2011).
Radcliffe-Brown var med introduktionen af begrebet ”joking relationships” blandt de første til at udarbejde en teori om humor i antropologien, og begrebet udgør af samme grund et referencepunkt for mange af de senere studier af humor indenfor faget. Joking relationships defineres af Radcliffe-Brown som:
”A relation between two persons in which one is by custom permitted, and in some instances required, to tease or make fun of the other, who in turn is required to take no offence. It is important to distinguish two main varieties. In one the relation is symmetrical; each of the two persons tease or makes fun of the other. In the other variety the relation is assymmetrical; A jokes at the expence of B and B accepts the teasing good humouredly but without retaliating; or A teases B as much as he pleases and B in return teases A only a little. (…) The joking relationship is a peculiar combination of friendliness and antagonism. The behaviour is such that in any other social context it would express and arouse hostility; but it is not meant seriously and must not be taken seriously“ (Radcliffe-Brown 1968:90-91).
Radcliffe-Brown opstiller altså to grundlæggende former for joking relationer, og i denne sammenhæng er særligt den assymmetriske ’joking relation’[38] relevant at se nærmere på. I artiklen ”The Mother’s Brother in South Africa”(1968) beskriver Radcliffe-Brown hvordan en nevø i et patrilineært samfund er hævet over sin mors bror til trods for, at ældre generationer ellers typisk tillægges højere status i denne kontekst. Det er denne paradoksale situation, der muliggør joking relationen mellem netop de to. Her accepteres det, at nevøen gør sin onkel til genstand for jokes, fordi onklen trods sin højere alder betragtes som et nærtstående, ”kvindeligt” familiemedlem i kraft af sin position på moderens side af slægten. Derfor har sønnen den højeste status af de to og står dermed med muligheden for at gøre grin med onklen (ibid:17-21). I Radcliffe-Browns udlægning er det således altid den øverstplacerede i et hierarki, der har ”tilladelse” til at joke med den lavererangerende i den assymmetriske joking relation. Den særlige egenskab ved en joking relation i Radcliffe-Brownsk forstand er den tvetydighed, der gør det muligt at markere både venskab og fjendskab i humoristiske udtryk, som på samme tid udstiller og tager brodden af konflikter mellem to parter (Ibid.:91). Radcliffe-Brown er ofte blevet kritiseret for med sit strukturfunktionalistiske udgangspunkt at have for snævert fokus på humorens stabiliserende funktion i forskellige samfund (Douglas 1968). I denne del af analysen er det dog netop den stabiliserende funktion, som Radcliffe-Brown fremhæver ved joking relationen, der er relevant i forhold til, i hvert fald delvist, at forstå den regionale humor blandt De Unge.
Radcliffe-Brown beskriver, at en joking relation kan opstå mellem to parter, der er kendetegnet ved en samtidig tilknytning og afstand, social forening og adskillelse. Eksempelvis i relationen mellem en mand og hans kones familie. I denne relation er manden en ’outsider’ i forhold til sin kones familie, men i kraft af ægteskabet og de fælles børn er han alligevel at betragte som en del af familien (Radcliffe-Brown 1968:91).
“It is precisely this seperateness which is not merely recognised but emphasised when a joking relationship is established. The show of hostility, the perpetual disrespect, is a continual expression of that social disjunction which is an essential part of the whole structural situation, but over which, without destroying or even weakening it, there is provided the social conjunction of friendliness and mutual aid” (Radcliffe-Brown 1968:95).
Denne adskillelse og samling mellem parterne, der kendetegner joking relationen, er mit afsæt for en sammenligning med De Unges sociale kontekst i Berlin. I joking relationen fastholdes adskillelsen mellem parterne trods deres venskabeligt jokende omgangstone. På samme måde er De Unge netop kendetegnede ved at være samlede og adskilte på samme tid. De er forbundet gennem deres ’praktiserede fællesskab’, som vi så i kapitel to, men adskilte af deres positioneringer ud fra forskellige regionale tilhørsforhold og historiske bevidstheder. I Radcliffe-Browns præsentation af joking relationerne er slægtskabet den strukturerende sociale organisation. I min brug af joking relationer mellem De Unge breder jeg Radcliffe-Browns slægtskabsfokus ud til et nationalt fokus (jf. Carsten 2004:136). Radcliffe-Browns beskrivelser af joking relationer indenfor rammerne af slægtskabet, overfører jeg således til hvordan De Unge positionerer sig ved at joke med regionale kategorier (Radcliffe-Brown 1968:92). Jeg foreslår, at en særlig joking relation er opstået blandt netop denne generation af unge tyskere der på netop dette tidspunkt er samlet i Berlin, hvor unge fra hele landet mødes.
I de følgende sektioner undersøger jeg, hvordan denne joking relation mellem De Unge mere konkret kom til udtryk i løbet af feltarbejdet. Jeg vil anvende og nuancere Radcliffe-Browns begreb om joking relationships, ved at demonstrere to former for humor, som De Unge udtrykte; Scherz og böse Humor.
Scherz – venskabelige drillerier
Under feltarbejdet blev kategorier relateret til ’øst’ og ’vest’ italesat med små jokende kommentarer og anekdoter mellem De Unge. Det oplevede jeg eksempelvis, da jeg stod sammen med min bofælle Hannes på en bar og spillede bordfodbold mod et par tyske drenge, vi ikke kendte. De to drenges spillere var blå, mens vores holds spillere var røde. Det fik den ene af de to drenge til at kommentere, at vores hold var ”de røde fra øst”. Tilsvarende kommenterede Fabian, min bofælle fra Frankfurt, en dag i køkkenet, at en mand, han havde mødt, havde en ”rigtig Ossi-frisure”, og signalerede hvordan en grydefrisure så ud, med et glimt i øjet. Theo fra Cottbus nær den polske grænse fortalte grinende om sit studieophold i den nordvesttyske by Münster, der for ham var ”indbegrebet af borgerlig vesttyskhed”. Situationer som disse illustrerer den form for humor, der primært kom til udtryk i joking relationen mellem De Unge, Scherz. Scherz kan bedst oversættes til ’spøg’ eller ’joke’ og blev brugt i flæng, når De Unge skulle forklare, hvad kategorierne øst og vest betød for dem i dag. Scherz betegner, foreslår jeg, en alment accepteret form for drillerier, der bliver fremsat i en venskabelig tone. Som da Frida på 24 fra Østberlin brugte Scherz til at understrege sin østtyske identitet, da jeg en lørdag i maj blevet inviteret til morgenmad i hendes bofællesskab:
”Jeg tror min generation er en af de første, hvor det ikke er så present det her med Ossi og Wessi. Jeg siger det også nogle gange, men det er ment for sjov, tror jeg. Du er Wessi haha. Hvis nogen fortæller, at deres forældre kører Audi Campio, så siger man arh, er du Wessi eller hvad? Har dine forældre røven fuld af penge eller hvad? Men vi siger det kun som Scherz. Med tiden er det blevet sådan, at man godt kan lave sjov med det. Det er bare sådan nogle dumme udtryk. De er ikke ment alvorligt.”
Ved at fremhæve Wessis som økonomisk overlegne, understreger Frida samtidig sin tilsvarende østtyske underlegenhed. Denne positionering gennem humor udtrykker umiddelbart det behov, der siden genforeningen er blevet knyttet til østtyskeres identitetsdannelse. Et behov for, som også tidligere beskrevet, at fastholde en partikulær østtysk identitet (Berdahl 1999). Frida udtrykker i en vis forstand en ”afgrænsningsidentitet” (Falter 2006), som umiddelbart stemmer overens med den ”ostalgi-diskurs”, som har præget studier af Tyskland efter genforeningen (se bl.a. Berdahl 1999; Ten Dyke 2001). Jeg fremhæver dog Fridas udtalelse her for at pege på en begrænsning i den ’andetgørelse’ mellem øst og vest, som har været et centralt fokus i disse studier. Som vi skal se i det følgende, kan De Unges interne positioneringer ikke alene forstås indenfor rammerne af denne grænsedragning mellem øst og vest, ligesom Frida i citatet ovenfor ikke kun giver udtryk for en ”afgrænsningsidentitet”. Det væsentlige i denne sammenhæng er at lægge mærke til, at den grænse hun trækker mellem øst og vest, er ment som Scherz.
Frida indikerer med sin humoristiske tone, at hun lægger en ironisk distance til sin udtalelse. Jeg definerer her ironi som en udtryksform, der indeholder en diskrepans, men ikke nødvendigvis et modsætningsforhold mellem, hvad der bliver udtrykt og hvad, der menes, som åbner for en flertydig forståelse af det udtrykte (Fernandez 2001:9). I denne sammenhæng er det netop ironiens flertydighed, der er interessant at inddrage i kobling til De Unges joking relationer. Gennem Fridas udtalelse understreger hun sin identifikation med at være østtysker samtidig med, at hun tager afstand fra betydningen af forskellene mellem øst og vest. Hun bruger således Scherz til at forholde sig flertydigt til øst- og vestkategorierne. Frida markerer ”fjendskabet” i joking relationen ved at udstille den arrogante Wessi og ”venskabet” ved at markere, at bemærkningen er sagt i spøg uden hensigt om at skabe konflikt (Radcliffe-Brown 1968:107). Relationen er symmetrisk i den forstand, at De Unge med både øst- og vesttysk baggrund kan joke med hinanden i den venskabelige Scherz-tone. Når udtryk som ”arrogante Wessi” bliver sagt som Scherz, indgår de som en form for ”accepteret respektløshed” (Ibid.:95), der på samme tid skaber samling og fastholder afstand mellem De Unge med øst- og vesttysk baggrund i joking relationen. På denne baggrund er mit argument, at der opstår en form for samhørighed på tværs af øst og vest i kraft af hvad, der kan betegnes som en symmetrisk joking relation mellem De Unge på tværs af deres forskellige historiske bevidstheder (Ibid.:90). Gennem Scherz skaber De Unge med østtysk baggrund en humoristisk distance til deres identifikation med øst. Frida bruger de stereotype billeder af Wessis til at lægge afstand, ikke til sine jævnaldrende med vesttysk baggrund, men snarere til betydningen af skellet mellem øst og vest.
Böse Humor – hånlige konfrontationer
Den joking relation, der kommer til udtryk mellem De Unge med øst- og vesttysk baggrund, skal ses i forlængelse af den øst-vest humor, der opstod i Tyskland umiddelbart efter murens fald, som eksempelvis beskrevet af Berdahl (1999). Som Berdahl beskriver var humoren i transitionsperioden op gennem 1990’erne særligt kendetegnet ved, at vesttyskere gjorde grin med østtyskere på en nedsættende måde (Ibid.:164). Et populært eksempel er forsidebilledet til det vesttyske satireblad Titanic. Billedet forestiller en østtysk kvinde, der skal til at sætte tænderne i en skrællet agurk under overskriften ”min første banan” (Titanic 2012) med hentydning til, at bananer ikke var til at få i DDR og derfor meget populære blandt østtyskere efter genforeningen (Berdahl 1999:164)[39]. Jonas, min gamle bofælle fra Giessen i Vesttyskland, beskrev denne form for humor som böse Humor, forstået som grov eller ond humor. Han udtrykte, at ”alle familier har nogle sårbare historier, som sætter grænser for, hvordan man kan joke med øst og vest”. I modsætning til Scherz foreslår jeg, at böse Humor balancerer på grænsen af, hvad der accepteres indenfor joking relationen mellem De Unge.
Efter et par uger i felten var jeg på besøg hos Mona, der boede i en lejlighed i bydelen Mitte i Østberlin, tæt på hvor hun også var vokset op. Over en kop the i køkkenet tydeliggjorde hun grænserne for joking relationen mellem De Unge med øst- og vesttysk baggrund:
”En østtysker vil nok tage østjokes mere alvorligt, fordi de handler om hans egen historie. Og derfor kan han slet ikke grine ad det. Derfor griner han i stedet ad den Wessi (griner). Men der er selvfølgelig heller ikke så mange muligheder for østtyskeren for at tage til genmæle, for hvis han skulle gøre grin med Vesttyskland, skulle han gøre grin med Tyskland, som det ser ud i dag (…) Vesttyskere kan joke med øst, fordi det ikke er en del af deres historie.”
Hvad Mona her giver udtryk for er, at øst og vest i tysk kontekst ikke alene udgør geografiske termer, men også begreber, der er forbundet i et tidsligt magtforhold (Borneman 1992:319; Berdahl 1999:134). Et magtforhold, der med antropologen Johannes Fabians termer tydeliggør, at tid kan udgøre et ideologisk konstrueret magtinstrument (Fabian 1983:144). I relationen mellem øst og vest betyder dette forhold mellem magt og tid, at Østtyskland bliver positioneret i fortiden i en overvejende vesttysk virkelighed (Boyer 2006), hvilket jeg også indikerede tidligere i kapitlet med beskrivelsen af Sofia fra Köln, der blev forlegen over sin ’vesttyskhed’ i mødet med en jævnaldrende med østtysk baggrund. Magtforholdet kommer til udtryk i joking relationen mellem De Unge med betydning for hvem, der kan joke med hvad. De Unge med vesttysk baggrund kan fremstille stereotype forestillinger om øst, fordi øst, såvel i dag som historisk, ligger uden for deres opfattelse af sig selv. De Unge med østtysk baggrund kan derimod kun delvist identificere sig med øst, idet de samtidig befinder sig i den vesttyske virkelighed, der for dem er ”Tyskland, som det ser ud i dag”, som Mona udtrykker det. Heri består det ulige magtforhold mellem De Unge. Det er vanskeligere for De Unge fra øst at essentialisere vest, end det er for De Unge fra vest at essentialisere øst (Apte 1985:130). Dikotomien mellem øst og vest er i den forstand amputeret, idet De Unge, som er opvokset i vest, kan stille sig i opposition til deres jævnaldrende med østtysk baggrund, hvorfor de lettere kan opstille jokes om Ossis end De Unge, som har baggrund i øst, der i stigende grad har vanskeligt ved at fastholde billedet af Wessis som ’den anden’.
Som tidligere beskrevet opstår den assymmetriske joking relation mellem to parter, der har forskellig status. I Radcliffe-Browns udlægning af relationen består assymmetrien i, at en person med høj status kan joke med en person med lavere status, som forventes at acceptere joken. Blandt De Unge vil jeg imidlertid vise, at det omvendte er tilfældet. De Unge med baggrund i øst kan relativt uproblematisk joke om den Wessi, som forventes at acceptere joken som Scherz. Derimod er jokes, som kommer fra De Unge med vesttysk baggrun, adresseret til De Unge med østtysk baggrund forbundet med større risiko for at blive opfattet som böse Humor, der ikke i samme grad accepteres. Antagelsen er, at De Unge med østtysk baggrund, som underordnede i en vesttysk virkelighed, lettere vil lade sig støde af joken (Apte 1985:125), i stil med hvordan eksempelvis betegnelsen ”nigger” bliver assymmetrisk accepteret blandt amerikanere med og uden afro-amerikansk baggrund i en amerikansk kontekst (Hartigan 2009:7). Flere af De Unge pegede i løbet af feltarbejdet på fordelen i, at jeg havde en ”neutral” position (selvom jeg er klar over, at dette aldrig er tilfældet) i kraft af at komme ”udefra” som dansker for at undersøge relationen mellem unge med øst- og vesttysk baggrund. Flere af De Unge udtrykte, at jeg med denne position havde mulighed for at stille spørgsmål, som kunne fornærme, hvis de blev stillet De Unge tyskere imellem. Netop fordi jeg blev betragtet som ”neutral”, havde De Unge ikke behov for at positionere sig overfor mig eksempelvis i interviewsituationer. I stedet oplevede jeg, hvordan denne assymmetriske joking relation kom til udtryk i de situationer under mit feltarbejde, hvor jeg indgik i større sociale sammenhænge. Det følgende er således en beskrivelse af en situation under en fødselsdagsfejring af Hannes, hvor grænserne for joking relationen blev overskredet.
Jeg havde været blot to uger i felten, da min bofælle Hannes holdt fødselsdag i vores bofællesskab. Jeg ankom sent og kendte ikke mange af de ansigter, der sad spredt rundt i køkkenet og stuen. Overalt i lejligheden hang en tung tåge af røg og fra forstærkeren i stuen pumpede technoen, så de mange gæster, der sad spredt på gulvet og i vores tre udslidte sofaer, skulle råbe om kap med den gennemtrængende bas. Jeg blev placeret mellem Carl og Stefan, to af Hannes’ venner fra forskellige sammenhænge. Jeg havde ikke mødt nogen af dem før, og faldt hurtigt i snak med Stefan, der tilsyneladende heller ikke kendte mange andre til festen. Jeg spurgte ham, hvor han kom fra, hvortil Carl grinede afbrød: ”Kan du ikke høre det på den måde, han taler?”Med henvisning til Stefans øst-berliner-dialekt. Jeg kunne godt høre, Stefan havde dialekt, når han sagde wat i stedet for was (hvad), og han gjorde også selv opmærksom på det ved flere gange at gentage sine sætninger på Hochdeutsch (rigstysk) som for at sikre sig, at jeg kunne forstå, hvad han sagde. Stefan ignorerede Carls nedsættende kommentar og fortalte i stedet med en vis stolthed om sin opvækst i byen, og om at både hans forældre, og hans bedsteforældre også var berlinere. Jeg var lige ankommet til felten og ville hellere end gerne høre Stefan fortælle om sin opvækst. Han virkede til at nyde opmærksomheden, og Carl, der sad på den anden side af mig, blev tilsvarende provokeret over ikke at kunne finde sin plads i samtalen. De to drenge var begge fulde, og mens Stefan fortalte, blev Carl tiltagende grov i munden overfor ham. Jo mere Stefan fortalte om sin østtyske baggrund, jo flere spydige indspark kom Carl med. ”Din Ossi” vrængede han i et nedsættende tonefald. Stefan ignorerede ham og fortalte videre om at have lært russisk fra første til sjette klasse i skolen, hvortil Carl svarede: ”Du er også bare sådan en Zoni”, med henvisning til at, DDR også blev betegnet som den sovjettiske besættelseszone. Carl fortsatte med at slynge om sig med negative stereotyper om russere. Han tordnede mod kommunisme og gjorde en dyd ud af selv at være socialdemokrat. Carl kom fra Schleswig-Holstein nær den danske grænse og brugte meget tid på at fremhæve, hvor godt han syntes om Danmark.
Som nyankommet til bofællesskabet og til felten, følte jeg mig ikke godt tilpas i min situation klemt nede i en sofa mellem de to drenge. Jeg var målløs over Carls grove tone. Stefan derimod virkede ikke til at lade sig påvirke af situationen, om end den dog heller ikke morede ham. Han lod Carl tale og svarede ham ikke imod. Selvom Stefan i situationen ikke reagerede overfor Carls nedsættende bemærkninger, blev jeg hurtigt klar over, at dette var et eksempel på en grov humor, der ikke var alment accepteret blandt De Unge. Jeg oplevede da heller ikke tilsvarende tilfælde under resten af feltarbejdet. Efter festen undskyldte Hannes sin ven Carls opførsel med at han var fuld, og der var bred enighed i bofællesskabet om, at Carl var gået over stregen. Da jeg ved en senere lejlighed fortalte Jennifer, som ikke kendte nogen af de involverede parter om ordvekslingen, blev hun udtalt forarget og råbte, at et udtryk som Zoni var et meget groft udtryk, man ifølge hende holdt op med at bruge for 15 år siden.
Jeg fremhæver hændelsen til Hannes’ fødselsdag, fordi den på interessant vis tydeliggør grænsen for joking relationen mellem De Unge. En joke betegnes ofte som afhængig af ikke blot at blive anerkendt, men også at blive tilladt som sådan (Douglas 1968:366). I situationen til fødselsdagen har Carl ikke opnået tilladelsen til at joke hverken af Stefan, der ignorerede hans kommentarer, eller af Hannes og Jennifer, der tog afstand fra hans forsøg på at være morsom. Jeg foreslår, at Carls attitude, og ikke mindst Hannes og Steffis reaktion på den, viser, at han brød etiketten for joking relationen mellem De Unge ved at anvende böse Humor overfor Stefan (Radcliffe-Brown 1968:103). Situationen til Hannes’ fødselsdag udgør dermed en undtagelse, der bekræfter reglen. Den illustrerer, at der er grænser for, hvordan en ung med baggrund i vest kan joke med en jævnaldrende med baggrund i øst. I situationen mellem Carl og Stefan blev den assymmetriske joking relation udfordret af, at Carl gjorde sig lystig på Stefans bekostning og brugte humor til at nedgøre Stefan ved at kategorisere ham som østtysker, uden mulighed for, at Stefan kunne tage til genmæle. Carl trodsede reglerne for det assymmetriske joking forhold, og hans forsøg på at være morsom blev derfor ikke betragtet som sådan. I stedet for at blive betragtet som en acceptabel Scherz i betydningen af en harmløs spøg, blev hans kommentarer opfattet som böse Humor forstået som hånlig, led humor.
Vi har nu set, hvordan kategorierne øst og vest bliver genstand for en joking relation mellem De Unge. I forlængelse heraf vil jeg i den følgende sektion, som lovet i indledningen til dette kapitel, udvide perspektivet og vise, at en bredere regional bevidsthed har betydning for, hvordan De Unge i Berlin bruger humor til at positionere sig i forhold til hinanden.
Den regionale forskel, der gør en forskel
“Vi skal have Spätzle, den tyske pasta,” forklarede Fabian en fredag aften i bofællesskabet. For en sjælden gangs skyld var både Hannes, Johanna, Fabian og jeg hjemme at spise. Som nævnt i det forrige kapitel skete det ikke ofte, at jeg spiste middag med mine bofæller. Det vil sige, vi spiste ofte samtidig, men vi lavede for det meste hver vores aftensmad. Når vi ind imellem lavede mad sammen, som oftest i forbindelse med Tatort-ritualet om søndagen, blev hverdagens sparsomme kokkereringer tilsidesat til fordel for større gastronomiske udfoldelser. Retterne, der kom på bordet, blev ofte præsenteret ud fra deres regionale afstamning, som også denne aften. Johanna, der selv kom fra München i den sydtyske region Bayern, kommenterede: “værsgo, en særlig sydtysk specialitet,” da den spaghetti-lignende ret med gratineret ost blev sat på bordet. Jeg spurgte, om der fandtes andre regionale specialiteter i Tyskland og det fik Hannes og Fabian til at begynde at snakke om, at der ikke var nogen specialiteter fra Berlin. “De er kun kendt for currywurst,” (karrypølse) sagde de og grinede.
Med Fabians slet skjulte antydning af, at currywurst ikke er nogen særlig kulinarisk oplevelse, skitserer han på humoristisk vis en regional forskel mellem Sydtyskland og Berlin. Tilsvarende regionale forskelle blev ridset op blandt De Unge gennem hele feltarbejdet. ”Du kan skrive dit næste speciale om fordomme mod München,” sagde Christof fra Jena en dag til mig og hentydede til, at fordomme om den sydtyske by fandtes i rigelige mængder. Mange af De Unge talte om, at folk ”tikker forskelligt” med reference til et pendul der svinger med forskellig hastighed som en måde at udtrykke, at Tyskland er kendetegnet ved ”regionale mentalitetsforskelle”, som Jocelyn fra Stuttgart udtrykte det. De Unge med vesttysk baggrund, der som jeg har vist, ikke ubetinget så sig selv som vesttyskere, fremhævede gerne deres øvrige regionale tilhørsforhold. Det blev tydeligt i hverdagssituationer, som da Johanna blev kaldt ud i køkkenet i bofællesskabet en aften, fordi hun, ”med sine bayerske rødder” efter sigende var rigtig god til at skænke Weissbier op. Jeg var på vej til at tage en tår øl af flasken, da Johanna gjorde mig opmærksom på, at Weissbier ikke må drikkes sådan, men skal hældes nænsomt i glas, hvorpå hun skænkede øllet, så det skummede ud over det hele til stor latter for hele selskabet. Ved en senere lejlighed fortalte hun grinende: ”Der ikke er nogen, som kan lide Bayern. Det er kun forbundet med øl, traditionelle dragter, Schlager og bjerge. I Berlin kan man specielt ikke lide Bayern. De er hinandens modpoler.”
Den dikotomi mellem Bayern og Berlin, som Johanna opstiller, blev udtalt flere gange under feltarbejdet, og den illustrerer, at de afgrænsede positioneringer, der i tysklandslitteraturen, som tidligere skitseret, bliver fremhævet som særlige for relationen mellem øst og vest, også kommer til udtryk i mere generelle regionale afgrænsninger blandt De Unge. Weissbier-oplevelsen i bofællesskabet foreslår jeg illustrerer, at De Unges joking relation med øst og vest som omdrejningspunkt udgør én del af en joking relation, der eksisterer mellem De Unge på tværs af regionale skel i Tyskland. Som jeg har skitseret i indledningen til dette kapitel, er det i Tyskland ikke et nyt fænomen at gøre sig lystig over regionale forskelle. Hvad jeg her finder interessant er, hvordan De Unge sidestiller brugen af kategorierne øst og vest og en række øvrige regionale kategorier som genstand for deres joking relationer. Som jeg uddyber i det følgende er det ydermere interessant, at den regionale bevidsthed, som ofte bliver forbundet med en vesttysk føderal selvforståelse (Borneman 1998:183), også viser hvordan De Unge med østtysk baggrund ser sig selv. Således opstillede Mona fra Østberlin eksempelvis forskellen mellem de to østtyske delstater Mecklenburg-Vorpommern og Sachsen i en humoristisk tone.
”To af mine veninder plejer at joke med, at Tyskland ville være bedre uden Mecklenburg-Vorpommern. En eller anden sociolog har en teori om det. De får mange børn, de drikker for meget, og så er de ikke så skarpe. Området er meget tyndt befolket, og de mennesker, man møder er skøre. I Sachsen er folk uddannede, og der ville man ikke undre sig, hvis en sort sydafrikaner kom på udvekslingssemester, hvilket man ville i Mecklenburg, hvor man ikke er vant til at se udlændinge overhovedet.”
Mona, der her præsenterer de stereotype særtræk ved én delstat, synliggør min pointe om, at øst og vest bliver ladet med betydning og gjort til genstand for jokes på lige fod med forestillede forskelle mellem nord og syd i en tysk kontekst. I Berlin bliver De Unge, som indledningsvist forklaret, konfronteret med hinandens samtidige forbundethed og forskellighed, ikke blot i forhold til deres baggrunde i henholdsvis øst og i vest, men også i forhold til deres øvrige regionale baggrunde. De stereotype forestillinger om at Ossis er dovne og Wessis arrogante (Falter 2006:29) bliver til folkelige vittigheder på lige fod med, at Bayere drikker øl og hører Schlager. Med Radcliffe-Browns udtryk kan man sige, at De Unge, der er kommet til Berlin fra hele landet, er slægtninge, der har levet adskilt og som i mødet i Berlin er blevet knyttet i en ny familiær relation. joking relationen gør det muligt for dem at vise deres interne forbundethed og samtidig holde fast i deres forskelligheder, vel at mærke uden det giver anledning til konflikt mellem dem (Radcliffe-Brown 1968).
I denne del af kapitlet har jeg brugt Radcliffe-Browns begreb om ”joking relationships” til at pege på, at der blandt De Unge i Berlin eksisterer en joking relation, som samler og opretholder forskelle mellem dem på tværs af øst og vest såvel som i bredere regional forstand. Mens jeg hidtil har taget udgangspunkt i, at De Unge gennem deres joking relationer anerkender de regionale kategoriers eksistens, vil jeg i den følgende afsluttende sektion argumentere for, at De Unge også joker med de regionale kategorier på et andet niveau. Et niveau hvor de ikke blot joker indenfor rammerne af de regionale kategorier, men derimod også udfordrer selve forestillingen om det regionalt definerede Tyskland. Hermed vil jeg foreslå, at De Unge ikke blot positionerer sig i forhold til hinanden, men også i forhold til den dominerende regionale diskurs i Tyskland.
At joke med joken
”Altså, når jeg i nogle situationer tænker: virker jeg dum? Så tænker jeg – ah, jeg kommer fra øst, jeg er en lille smule dum , men jeg overspiller det så hellere og siger: ”Ja, jeg er dum, jeg kommer fra øst, ja, jeg er Ossi, jeg ved ikke noget om noget (griner). Faktisk slår jeg bare tilbage med de samme midler. Forskellene mellem øst og vest er overvurderede.”
Hvad Frida her giver udtryk for er, at hun overdriver de stereotype forestillinger om Ossis, for derigennem at understrege, at forestillingerne ikke har nogen betydning. Fridas formulering om at ”slå igen med samme midler”, vidner om, at hun er bevidst om, at hun ironiserer over de alment kendte stereotyper og bruger dem aktivt til at tage afstand fra den almindelige brug af begreberne i sin sociale kontekst. Netop Fridas brug af stereotyperne afspejler, at De Unge ikke blot bruger humor til at identificere sig med eller distancere sig fra regionale kategorier. De ’joker også med joken’, hvormed de sætter spørgsmålstegn ved selve forestillingen om den regionale bevidsthed i Tyskland. Ved at joke med joken, mener jeg, at De Unge ytrer en særligt ironisk parodierende indstilling til de regionale kategorier (Boyer og Yurchak 2008). De Unges formulering af, at de regionale kategorier ikke har betydning, skal ses i lyset af, at kategorierne spøger med i forskellige situationer alligevel at have substans, som vi så i eksemplet med Carl og Stefan tidligere. Derfor kan De Unge ikke blot afvise dem direkte som ikke-eksisterende. At ironisere over dem bliver derfor en mulighed for at forholde sig flertydigt til dem.
Yurchak, der som nævnt i indledningen har beskæftiget sig indgående med ”den sidste sovjetgeneration” i årene før og efter Sovjetunionens sammenbrud (Yurchak 1999, 2006), beskriver hvilken rolle ironi spillede i årene før sammenbruddet. I en kontekst hvor det var vanskeligt at tale direkte imod de siddende regeringer, viser Yurchak, hvordan samfundskritikken kom til udtryk gennem ironisk-satiriske vittigheder og anekdoter (Yurchak 2006:273). På baggrund af studier blandt unge i Skt. Petersborg og Moskva præsenterer Yurchak termen stiob som russisk betegnelse for en subtil ironisk måde at forholde sig til de dominerende stereotyper i et samfund på, gennem en form for ”over-identifikation” med de dominerende ideer eller normer (Ibid.:250). Gennem stiob[40] bliver grænserne mellem parodi, karikatur og oprigtighed flydende, hvilket gør det vanskeligt at vurdere, hvorvidt en person understøtter eller gør grin med sit objekt, eller om handlingen er et udtryk for begge dele på samme tid. Stiob bryder med andre ord dikotomien mellem oprigtighed og ironi (Ibid.:250). Med introduktionen af begrebet stiob retter Yurchak en kritik mod tidligere post-socialistiske studiers opstilling af en dikotomi mellem en ”normal” sovjet-kultur og en opponerende ”modkultur” og argumenterer for, at de unge russere snarere end at stille sig i opposition til den offentlige diskurs, nærmere udtrykker en særlig form for ikke-forholden sig til den (Yurchak 1999:80).
”This kind of stiob aesthetics developed in the context of late socialism, when the authoritative representations of reality became immutable, ubiquitous, and hypernormalized, and when their straightforward support or criticism smacked of idiocy, narcissism, and bad taste. Instead of such activist and dissident dispositions, the aesthetics of stiob was based on a grotesque “over-identification” with the form of an authoritative symbol, to the point that it was impossible to tell whether the person supported that symbol or subverted it in a subtle ridicule. In the best examples of stiob these two positions were merged into one, and the authors themselves did not draw a clear line between them” (fremhævelser i original)(Yurchak 2006:252).
Den særlige flertydige attitude, som kommer til udtryk i stiob, opstår ifølge Yurchak og Boyer i sammenhænge, hvor de dominerende diskurser i et samfund bliver ”hypernormaliserede”. I Sovjetunionens sidste år viste denne hypernormalisering sig i kraft af den officielle retoriks ensretning, formalisering, forudsigelighed og gentagende karakter (Boyer og Yurchak 2008:9). I de seneste år har de to antropologer også udforsket hvordan stiob-begrebet kan overføres til andre hypernormale kontekster end den post-socialistiske (Boyer 2011), der på tilsvarende vis er kendetegnet ved, at bestemte kategorier bliver gentaget og selvforstærket i den offentlige diskurs. Boyer og Yurchak nævner begrebet ”frihed” i en amerikansk kontekst som eksempel på en sådan hypernormaliseret kategori (Boyer og Yurchak 2008:10). Når jeg fremhæver begreberne stiob og ”hypernormalisering”, er det for at argumenterere for, at regionalisme i Tyskland udgør en sammenlignelig rekursiv kategori med betydning for, hvordan De Unge forholder sig til den regional-nationale tyske kontekst. Jeg foreslår, at der eksisterer et misforhold mellem De Unges bevidsthed om den dominerende forestilling om regionale forskelle og betydningen af de disse forskelle for deres hverdagsliv i Berlin. De Unges bevidsthed om de regionale stereotypers indhold gør dem i stand til at bruge selvsamme stereotyper til både at understrege og underspille deres betydning. Denne flertydige indstilling til de regionale kategorier kom til udtryk både i forhold til kategorierne øst og vest og i en bredere regional kontekst.
En aften da jeg besøgte Theresa, der boede i en lejlighed i bydelen Mitte i Østberlin, hvor hun også var vokset op, fortalte mig hun mig om, hvordan hun sammen med sine venner jokede med kategorierne øst og vest:
”Man bruger det [Ossi og Wessi] stadig som Scherz, men ikke negativt. Det har ikke den store betydning, men man ved naturligvis godt, hvilken betydning det [kategorierne Ossi og Wessi] har, at Ossis er dovne og jamrer sig, og at Wessis alle sammen er arrogante og har penge.”
Det vi ser er, at Theresa på ironisk vis kommenterer de dominerende stereotype forestillinger om betydningen af øst og vest ved at overdrive forskellene i en humoristisk tone. En tilsvarende ironisk indstilling kom til udtryk i Fridas parodierende identifikation med en identitet som Ossi i indledningen til denne sektion. Svarende til Yurchaks pointe agerer De Unge ud fra en stiob-indstilling, der gør det muligt for dem at positionere sig ambivalent uden entydigt at tage stilling til betydningen af de regionale kategorier i en tysk kontekst. I stedet for at stille sig i opposition til den offentlige diskurs om tysk regionalisme, undgår De Unge at forholde sig til den ved at parodiere de regionale kendetegn; gennem regionale måltider, øl og forestillinger om ”mentalitetsforskelle”. En tilsvarende stiob-indstilling gav Christof udtryk for, da vi talte om regionale dialekter.
”Det handler om stereotyper. Manifesterede tænkemåder. Hvis nogen taler rigtig bayersk, tænker jeg, at han lever fuldstændig af bjergmælk og ko (griner), totalt åndsvagt. Altså jeg tænker det ikke, men det er de ideer der er.”
Christof referer til den dominerende forestilling om regionale forskelle og tager ikke entydigt afstand fra den. Snarere forholder han sig ambivalent ved at fremføre den stereotype forestilling om folk fra Bayern, som en tænkemåde han også deler samtidig med, at han underspiller betydningen af udsagnet ved efterfølgende at lægge afstand til det. På den måde forholder han sig i sidste ende ikke til, hvorvidt forskellen er der eller ej. Hans positionering er ikke passiv, men ambivalent. En stillingtagen, der afspejler både-og, snarere end hverken-eller i forhold til betydningen af den tyske regionalisme. I kraft af den flertydighed, som den ironiske stiob rummer, bliver det, som de ovenstående eksempler tydeliggør, muligt for De Unge ikke blot at bruge humor til at opretholde en social orden i en stabil joking relation (Radcliffe-Brown 1968), men også at udfordre de dominerende stereotype forestillinger i den sociale kontekst (Yurchak 2006:273). Hvor De Unge i deres joking relation stiller spørgsmålstegn ved betydningen af forskellene kan stiob forklare, hvordan de mere grundlæggende stiller spørgsmålstegn ved selve eksistensen af den dominerende regionalisme i Tyskland. En afsluttende uddybning af denne pointe følger her.
Et år efter feltarbejdet var jeg tilbage i Berlin på besøg. En aften var jeg hjemme hos Johanna i hendes bofællesskab i Neukölln. Hun havde inviteret mig og et par andre venner til middag og i løbet af aftenen faldt samtaleemnet flere gange på hendes bayeriske baggrund. Hun redegjorde med et glimt i øjet for hvordan man fejrer Oktoberfest i München og udtrykte en jokende distanceret attitude overfor Bayern. Da jeg senere på aftenen trak en øl op af tasken, en bayersk Augustiner, kommenterede hun straks, at den var fra Bayern, og at ”det er den bedste øl, der findes”. Denne bemærkning fik mig til at grine og påpege det pudsige sammentræf mellem øllens kvalitet og hendes baggrund. Hertil svarede Johanna prompte, at hun ikke var ”lokalpatriotisk” i en lettere fornærmet tone. Situationen viser, at Johanna på samme tid er bevidst om ikke at ville være bayersk patriotisk, mens hun samtidig bruger netop denne regionale baggrund til at positionere sig overfor sine venner, når hun fortæller dem om Oktoberfest-traditionen i Bayern. Hun giver udtryk for en form for ambivalent positionering, der kommer til udtryk i en ”over-identificering” (Yurchak 2006:84) med denne regionale kategori. Johanna positionerer sig således ikke blot i en joking relation mellem hende og hendes venner. Begivenheden viser også, at hun ved at joke med joken om regionale forskelle på samme tid fastholder en regional identifikation og tager afstand fra betydningen af den. Min pointe med at fremhæve disse situationer er at vise, hvordan den regionale bevidstheds allestedsnærvær i en tysk kontekst bevirker, at De Unge hverken kan eller vil stille sig direkte i opposition til det regionale. Som jeg har demonstreret agerer De Unge på en og samme tid indenfor den regionale kontekst, mens de distancerer sig selv til denne kontekst ved at parodiere de regionale stereotyper.
Denne flertydige stillingtagen til de regionale kategorier er særligt interessant at tage i betragtning i forhold til, hvordan vi i det forrige kapitel så, at De Unge tager afstand fra at identificere sig som tyskere i en national kontekst. I den antropologiske tysklandslitteratur bliver tyskernes fraværende nationale identifikation som nævnt i indledningen ofte forklaret ud fra deres regionale grænsedragning, belyst gennem forholdet mellem øst og vest (se bl.a. Berdahl 1999:232). I stedet for i denne forstand at se det regionale og det nationale som hinandens modsætninger, foreslår jeg på baggrund af denne del af analysen, at De Unges humoristiske regionale positioneringer åbner for forståelsen af, hvordan De Unges regionale og nationale identitet skabes i sammenhæng. Vi så i det forrige kapitel, hvordan De Unge bruger regionale grænser til at identificere sig med ’dele’ fremfor ’helheden’ i en tysk kontekst. Med De Unges stiob-parodier har jeg nuanceret denne pointe ved at demonstrere en tilsvarende flertydighed i De Unges regionale identitetsdannelse. Ligesom De Unge identificerer sig flertydigt i en national kontekst, identificerer de sig tilsvarende flertydigt i en regional kontekst. Deres stiob-parodiering på de regionale stereotyper tydeliggør denne regionale ambivalente positionering, som jeg foreslår gør det muligt for dem på samme tid at fastholde en distance til deres tyske nationale identitet uden at essentialisere deres regionale tilhørsforhold.
Opsamling
Med humor som analytisk perspektiv har formålet i dette kapitel været at vise, hvilken rolle De Unges regionale bevidsthed spiller for deres identitetsdannelse. Med afsæt i det tabu, som blandt De Unge med vesttysk baggrund er forbundet med Tysklands delte historie, har jeg demonstreret, hvordan disse unge forholder sig til tabuet ved at indgå i joking relationer med deres jævnaldrende med østtysk baggrund. Gennem kapitlet har jeg vist, hvordan De Unges regionale identifikation skabes gennem brug af humor på to niveauer. På ét niveau indgår De Unge i joking relationer, hvor de distancerer sig fra betydningen af regionale forskelle, men tager afsæt i, at forskelle eksisterer. På et andet niveau udfordrer De Unge selve diskursen om tysk regionalisme ved at parodiere de regionale stereotyper. Med De Unges regionale identifikation som omdrejningspunkt har jeg nuanceret forståelsen af flertydigheden i De Unges identitetsdannelse, ved at vise, at De Unge ikke alene identificerer sig med flere samtidige kategorier, men at deres identitetsdannelse også er ambivalent. Flere steder i dette og det forrige kapitel har jeg antydet, at De Unges interne positioneringer er særligt forbundne til deres sociale kontekst i Berlin. Denne pointe udfolder jeg, når jeg i det følgende, afsluttende analytiske kapitel zoomer ind på hvordan De Unges identitetsdannelse kommer til udtryk i deres lokale omgivelser i Berlin.
4. ”Berlin er en ø i Tyskland”
”Jeg er helt vild med Berlin. Her lægger man ikke mærke til hvad der er øst, og hvad der er vest, og samtidig er historien over det hele.” Denne karakteristik, Christof giver af Berlin, som et særligt sted i en tysk kontekst, går igen i De Unges beskrivelser af Berlin, som ”en slags Østtyskland”, ”et frirum”, ”en boble” eller ”en ø i Tyskland”. Disse beskrivelser understreger Berlins særlige status som nationalt centrum for Tyskland og international metropol. På én gang midt i og samtidig adskilt fra den øvrige tyske nationale kontekst. Som jeg har behandlet i kapitel to og tre bliver De Unge i Berlin konfronteret med hinandens nationale forbundethed og regionale forskellighed. Her mødes unge tyskere på kryds og tværs af regionale baggrunde og historiske bevidstheder. I Berlin ”er alt blandet”, som Christof også formulerede det. Når jeg i dette kapitel flytter fokus fra De Unges nationale og regionale identitetsdannelse for at belyse, hvordan de skaber deres identitet lokalt i Berlin, indebærer det en nuancering af det gennemgående argument om, at deres identitet skabes flertydigt. Som vi skal se i denne del af analysen udtrykker De Unge samme ønske om at skabe en meningsfuld lokal tilværelse i byen, mens de formulerer deres lokale tilhørsforhold ud fra forskellige rumligt og tidsligt afgrænsede orienteringer og positioneringer i byen. Som Christof antyder i det indledende citat, er historien på samme tid alle vegne og ingen steder i Berlin. Dette afsluttende analysekapitel udgør på én gang en konkretisering og en nuancering af specialets undersøgelse af De Unges identitetsdannelse. En konkretisering i den forstand at jeg zoomer ind på, hvordan De Unge bebor den by, som danner rammen om deres daglige liv, og en nuancering i den forstand, at jeg udfolder, hvordan De Unges identitet skabes i både rumlig og tidslig forstand.
”Neukölln er det nye Østberlin”
”Jeg er en ægte indfødt berliner, det står der også i mit pas,” udbrød Joachim som noget af det første med en slet skjult stolthed i stemmen, da jeg mødte ham på en café i bydelen Friedrichshain. Selvom han det meste af sit liv havde boet udenfor byen, gjorde han, hvad han kunne for at understrege sit lokale tilhørsforhold i Berlin for mig. Med denne udtalelse tydeliggjorde han et ønske om at identificere sig lokalt, som på forskellig vis gik igen på tværs af De Unge. I den følgende sektion gengiver jeg hans fortælling, fordi den afspejler, hvordan De Unge på forskellig vis skaber og afgrænser deres lokale identitet i byen i tid og rum.
Jeg mødte Joachim på 28 gennem Maria fra min sprogskole. Maria havde præsenteret ham som ”rigtig berliner”, og jeg blev derfor overrasket, da han fortalte, at han ganske vist var født i byen, men siden flyttet med sine forældre til Frankfurt am Main, da han var fire, hvor han havde boet til han var 22. Herefter var han flyttet tilbage til Berlin for at studere. Joachim havde således boet det meste af sit liv i Frankfurt am Main, men da vi mødtes på hans yndlingscafé i Friedrichshain, var det hans berliner-baggrund, han gjorde tydeligst opmærksom på. De første fire år af hans liv, som han havde tilbragt i byen, blev fremhævet som særligt betydningsfulde gennem en række anekdoter: Hvordan han eksempelvis fortalte de andre i børnehaven, at man ville blive skudt, hvis man klatrede over muren, som hans mor havde fortalt ham. Og om sine forældres svære tid som musikere i Østberlin og deres beslutning om, at deres søn ikke skulle vokse op i Østtyskland. Derfor var de i sin tid flyttet til Frankfurt. Joachim fortalte, at han var flyttet rundt i Berlin siden han kom hertil igen som voksen, og mens han fortalte, blev det tydeligt, at han ikke alene identificerede sig med Berlin, men at han også internt i byen brugte de forskellige kvarterer til at skabe og ikke mindst afgrænse denne identifikation. Joachim fortalte, at han først var flyttet ind på Kastanien Allé i bydelen Prenzlauer Berg, ”byens scene”, som han betegnede området med alle de bedste klubber og fester. Her flyttede han dog senere fra med begrundelsen, at livet i Prenzlauer Berg var blevet for ”kunstigt” og for ”påtaget” som konsekvens af, at der var kommet for mange Zugezogene (tilflyttere) til. ”Nu er det kun vesttyske Zugezogene, der bor dér.” Han fortalte, at han nu var flyttet til sydberliner-bydelen Neukölln, hvor han mente, man kunne finde et ”ægte liv” i Berlin. ”Neukölln er det nye Østberlin,” som han formulerede det, med begrundelsen, at der her ”hele tiden åbner nye barer”.
Selvom Joachims eksplicitte facon skiller sig ud fra mange af De Unge i øvrigt, har hans ekstraordinære attitude gjort mig opmærksom på flere centrale aspekter, der gør sig gældende på tværs af, hvordan De Unge skaber deres lokale identitet i byen (Wilson 1992 [1974]:x). I første omgang er det interessant, hvordan Joachim betegner Neukölln ikke blot som en bydel, der rummer mange barer, men også en bydel, der for ham rummer muligheder for at skabe en identitet i byen. ”Østberlin”, der i udgangspunktet udgør én afgrænset lokalitet i byen, bliver i Joachims fortælling betegnet som noget ’ægte’, der ikke er bundet til ét specifikt sted, men afgrænset til skiftende lokaliteter i byen. Tidligere var det i hans øjne bydelen Prenzlauer Berg, men nu er det Neukölln, der udgør ”Østberlin”. Joachims omskiftelige forståelse af ”Østberlin” tydeliggør hvordan hans lokale identifikation på samme tid er afgrænset og dynamisk. Joachims forestilling om hvad ”Østberlin” er skifter helt konkret fra én bydel til en anden, mens selve afgrænsningen af hans identifikation forbliver den samme. Med sin fortælling udtrykker Joachim et ønske om at identificere sig med ”Østberlin”, der imidlertid ikke er en fast størrelse, men derimod en kategori, der konstant er i bevægelse, ligesom han selv er det.
Mens Joachim på denne måde positionerer sig i byen i rumlig forstand ved at identificere sig med en dynamisk forestilling om ”Østberlin”, afspejler hans beretning om minderne fra hans tidlige barndom i byen og hans betegnelse af Neukölln som ”det nye Østberlin”, at han også afgrænser denne identifikation i tidslig forstand. Joachim refererer til en del af byens historie og bruger den til at konstruere et tilhørsforhold i byen. Denne tidslige afgrænsning er særligt interessant fordi den afspejler, at den fortid, som udgør en byrde i national og regional forstand, som vi har set i de foregående kapitler, lokalt i Berlin bliver brugt af De Unge til at skabe en lokal identitet. Med Boyers betegnelse, som tidligere beskrevet, udtrykker Joachim en særlig ”fortids-fiksering” (Boyer 2006:362). Han identificerer sig med de dele af sit liv, som han kan knytte til Berlins delte historie og ser bort fra sin opvækst i (vesttyske) Frankfurt am Main. Ved at fremhæve de minder han har som er knyttet til Berlin identificerer han sig som “ægte berliner”. En ”ægte berliner” bliver af Joachim defineret som én, der har en fortid i byen i modsætning til en vesttysk Zugezogen, der af ham bliver forbundet med at være ”påtaget” og på sin vis således ”historieløs” (Boyer 2006:372). At være historieløs bliver vel at mærke formuleret i negativ forstand i modsætning til, hvordan jeg har præsenteret Boyers term i kapitel to. Joachims fortælling leder mig til den vigtige pointe, at ‘fortid’ i Berlin kan udgøre en mulighed for at skabe en meningsfuld tilværelse i byen. Joachim var langt fra den eneste af De Unge, som med denne tidslige reference italesatte et lokalt tilhørsforhold. Da jeg en aften var hjemme hos Theresa i hendes lejlighed i Mitte, gav også hun udtryk for en tilsvarende form for positionering.
”Hvis jeg skal bo i Tyskland, skal det være i Berlin. Berlin er Heimat.” I en resolut tone forklaredeTheresa mig, hvilket forhold hun havde til den by, hvor hun er opvokset. Jeg spurgte ind til hvori denne Heimat-følelse bestod, og blev overrasket over, hvordan Theresa nu skelnede mellem Berlin som ’helhed’, og hvad hun betegnede som sit Kiez (kvarter) i bydelen Mitte, når hun skulle beskrive, hvor hun følte sig hjemme:
”Når jeg siger, jeg er Berliner, så lyver jeg egentlig (…) Sidste gang jeg var i [bydelen] Schöneberg tænkte jeg, ”vildt!”, det er også en del af Berlin. Jeg kender mit eget Kiez og et par områder derudover, men i resten af byen får jeg sådan en Befremdungsgefühl (følelse af fremmedgørelse). Her [i bydelen Mitte] kender man grønthandleren, og man har bevæget sig op og ned ad hver gade de første 1000 gange. Selvfølgelig har Mitte virkelig forandret sig de sidste 20 år, før løb man rundt ved Oranienburger Strasse som teenager, og nu, wradr, er der en strøm af turister. Der er skrækkeligt, men på trods af det, er det alligevel stadigvæk mit Kiez. Her bor mine forældre og de fleste af mine venner.”
Denne udtalelse viser, hvordan Theresa i lighed med Joachim ovenfor, bruger sin fortid i bydelen til at understrege sin følelse af Heimat med formuleringen om, at hun er ”løbet op og ned ad hver gade de første 1000 gange”. Hun fremhæver sine ungdomsminder i denne del af byen, som en måde at tydeliggøre for mig, at det er her hun hører til. Således afgrænser hun sin lokale identifikation både tidsligt, men også i rumlig forstand, ved at identificerer sig med en ’del’ af byen, sit Kiez, fremfor ’hele’ Berlin. Hun afgrænser sit lokale tilhørsforhold til det kvarter, hvor hun bor og betegner hvad der ligger udenfor dette fysiske område, som ”fremmedgørende”. At Theresa kan føle sig hjemme i sit Kiez, udelukker imidlertid ikke, at hun kan føle sig fremmed selv samme sted i mødet med de mange ”turister”, men ved at fremhæve sin fortid i sit Kiez, og de sociale relationer, der er forbundet med denne fortid, positionerer og afgrænser hun sin lokale identitet i tid og rum.
Joachim og Theresas fortællinger tydeliggør en form for afgrænset positionering i byen, som gik igen blandt De Unge. Således fortalte også Jennifer, hvordan hun nogle gange med egne ord ”afgrænsede sig” som ”ægte Mittekind” overfor Zugezogene, ved i det lokale supermarked at slå over i berliner-dialekt. Sofia annoncerede tilsvarende, at hun stort set aldrig bevægede sig ud over Kreuzbergs grænser, alt der lå derudover ”kender jeg ikke noget til”. De Unge udtrykte med andre ord en form for afgrænsning af deres lokale identifikation internt i Berlin, som, i hvert fald umiddelbart afspejler den afgrænsede regionale identifikation beskrev i kapitel tre. En afgørende forskel er dog, at De Unge i Berlin, i modsætning til regionalt, udelukkende udtrykker ønsker om, at identificere sig med byen, uden samtidig at distancere sig fra denne kontekst. Med andre ord et ønske om at skabe en meningsfuld lokal identitet i byen. Denne indsigt er afsættet for i den følgende del af kapitlet at demonstrere hvordan De Unge med dette gennemgående ønske på forskellig vis afgrænser deres lokale tilhørsforhold i tid og rum i byen.
”Vestberlin er Heimat”
Sociologen Paul Connerton (1989), som for en kort bemærkning blev præsenteret i kapitel to, beskriver, hvordan minder skabes gennem ”kropslige praksisser” (Ibid.:72) og nuancerer med et fænomenologisk udgangspunkt hvordan hukommelse ikke alene skrives gennem tekstlignende narrativer, men også erfares kropsligt (Ibid.:4). Connerton præsenterer en tidsligt forankret forståelse af identitet ved at argumentere for, at identitet skabes gennem produktionen af minder (Ibid.:10), og særligt to pointer er relevante at fremhæve i denne del af analysen. For det første argumenterer Connerton for, at fortiden hele tiden er til stede i nutiden som minder indlejret i kropslige erfaringer; hvad jeg vil betegne som ’erfarede fortider’. For det andet skelner Connerton mellem individuel og kollektiv produktion af minder. Mens individuelle minder erfares cirkulært, i fragmenter og begivenheder, produceres kollektive minder, ifølge Connerton, som selektioner af begivenheder, der indskrives i et lineært forløb. Et forløb, der udgør et identitetsskabende ”kollektivt narrativ” for en given gruppe (Ibid.:21). Med andre ord er den ”sociale hukommelse” ifølge Connerton med til at konstituere en ”gruppes” identitet, hvadenten denne gruppe er nationalt eller lokalt defineret (Ibid.:3). Disse to pointer vil jeg i den følgende del af analysen bruge til at vise hvordan De Unge skaber og afgrænser deres identiteter i tid og rum. Her følger et uddrag af mine samtaler med Jana.
Jana betegnede sig selv som Berliner, Westberliner. Hun var 28 og født og opvokset i byen. En eftermiddag sad vi på en café i Kreuzberg og talte om mit projekt. Hun reagerede kraftigt på en formulering, jeg kom med om, at jeg var interesseret i at tale med unge tyskere, der ikke selv havde så mange personlige minder fra tiden før murens fald. Jana afbrød mig og sagde, at hun bestemt havde minder fra før murens fald, eftersom hun var syv år, da byens indre grænse mellem øst og vest blev brudt, hvorpå hun fortalte at hun med sin familie plejede at tage på søndags-spadseretur langs muren og se ned over Østberlin fra et af de opstillede udkigstårne. ”Selvom jeg ikke var så gammel, fik jeg bestemt grundstemningen med. En stemning af at det var noget farligt og lidt uhyggeligt med soldater og nogen der ikke kunne komme ud.” Vi snakkede videre om hendes opvækst i byen, og i løbet af samtalen fortalte Jana, at hun som 16-årig for første gang var cyklet med en veninde til Østberlin, til Prenzlauer Berg, og hun grinede lidt flovt over, at de var udstyret med bykort for at kunne finde vej i denne østlige del af byen, som hun ikke før havde bevæget sig i. Da jeg ved en senere lejlighed var hjemme hos Jana spurgte jeg hvordan hun opfattede grænsen mellem øst og vest i byen i dag. Efter nogen tids tøven fortalte hun, at ”jeg har i hvert fald konstateret, at jeg gerne går over for rødt i Østberlin, mens jeg venter til grønt i Vestberlin, som min mor har lært mig, da jeg var lille. Vestberlin er Heimat, mens Østberlin er nyt, og derfor har det en ny grad af frihed”.
Særligt to aspekter af denne fortælling er interessante at fremhæve. I første omgang tydeliggør Jana, at hun tager afsæt i sine kropslige handlinger og bruger dem til at udtrykke en tidslig orientering i byen, der samtidig er afgrænset til en særlig del af byen, i hendes tilfælde ”Vestberlin”. Hun udtrykker med andre ord, at hendes kropsligt ’erfarede fortid’ i Berlin, bekræfter hende i forestillingen om, at det er her hun hører til. Denne kropslige erfaring minder om, hvordan Theresa tidligere beskrev sit lokale tilhørsforhold, ved at beskrive at hun havde ”løbet op og ned ad gaderne 1000 gange”. Janas fortælling rummer imidlertid også en anden form for tidslig orientering end hendes personlige ’erfarede fortid’. Gennem beskrivelserne af spadsereturen langs berlinermuren og en cykeltur gennem Østberlin forankrer hun også sit lokale tilhørsforhold til et større ”kollektivt narrativ” om byens delte historie (Connerton 1989:20-21). Mens hun udfolder sin personlige fortid, udfolder hun på samme tid en fortælling om Berlin som en by opdelt i øst og vest og en efterfølgende samling. Med reference til Jenkins foreslår jeg, at Jana, i lighed med Theresa og Joachim, giver udtryk for, at hun bruger dette narrativ til at konstruere en ”meningsskabende” fortid for sin identitet i Berlin (Jenkins 2008:48). Denne form for lokale identifikation forankret i en ”meningsskabende” fortid rejser imidlertid et nyt spørgsmål. For mens Theresa, Joachim og Jana alle har minder om en fortid i byen, som de kan bruge til at skabe deres lokale identitet, er flertallet af De Unge, jeg lavede feltarbejde blandt, flyttet til byen i en relativt nær fortid. For dem er det derfor begrænset, i hvilket omfang deres fortid i byen kan konstituere deres lokale tilhørsforhold. Dette spørgsmål er mit afsæt for i den følgende sektion at udforske hvordan De Unge, der er flyttet til byen i en nær fortid alligevel skaber en identitet lokalt.
En ø i (Øst)tyskland
Hannes, Christofog Theo var alle med egne ord Zugezogene i Berlin og alle flyttet til byen for at studere indenfor de sidste par år – Hannes fra Köln i den vestlige del af Tyskland, Christof og Theo fra henholdsvis Jena og Cottbus, begge byer i østtyske regioner af landet. På mange måder lignede de tre drenges tilværelse i byen hinanden. De var alle midt i 20’erne, studerende og boede i bofællesskaber i forskellige bydele. Deres hverdag så tilsvarende meget ens ud. De læste, arbejdede og festede nogenlunde lige meget. Jeg fandt det derfor interessant, hvordan de på forskellig vis besvarede mit spørgsmål om, hvad der havde fået dem til at flytte til byen og i forlængelse heraf, hvilke fremtidsudsigter de havde for at blive boende. En solskinsdag i maj var jeg på besøg hos Christof i den nordvestlige bydel Wedding, hvor han havde boet, siden han var flyttet til byen et års tid tidligere. Vi gik en tur i området og spiste frokost sammen ved søen Schäfersee, hvor vi også snakkede om, hvad der i sin tid havde fået ham til at flytte til byen.
”I forhold til spørgmålet om man føler sig som øst- eller vesttysker, så tror jeg egentlig ikke, jeg tænker over det i Berlin. Men det er ikke et tilfælde, at jeg i Tyskland altid har boet i Østtyskland og nu i Berlin, hvad der i mine øjne også på sin vis er en slags Østtyskland (…). Men jeg føler mig bestemt ikke som Ossi. På mærkværdig vis har jeg bare ikke lyst til at bo i Vesttyskland. Jeg har boet i Jena, i Leipzig [begge østtyske byer] og nu i Berlin. Jeg bor i Vestberlin i Wedding, men alligevel (griner). Man kan spørge, hvorfor jeg ikke tog til Mannheim, Stuttgart, München eller Hamburg [alle byer i Vesttyskland]?”
I modsætning til Jana tidligere refererer Christof ikke til sin ’erfarede fortid’ i byen (forståeligt, eftersom han er flyttet hertil for mindre end et år siden) i sin begrundelse for, hvorfor han er flyttet til byen. Men han refererer til samme ”historiske narrativ” (Connerton 1989:20) i form af fortællingen om øst og vest ved at betegne Berlin som ”en slags Østtyskland”. I min snak med ham kom vi ind på hans tanker om fremtiden, og jeg spurgte, om han kunne forestille sig at flytte tilbage til Thüringen, hvor hans forældre boede. Han fortalte, at hans forældre gerne så, at han flyttede tilbage på et tidspunkt, men gjorde det samtidig klart, at han ikke havde nogen planer om at flytte væk fra Berlin. Med andre ord formulerede Christof, at han ikke så det som en mulighed at flytte til Vesttyskland og heller ikke at flytte tilbage til Thüringen i Østtyskland. Christofs udtalelse rummer en interessant flertydig forestilling om Berlin, som gik igen blandt mange af De Unge med østtysk baggrund, som var flyttet til Berlin for at studere. Heriblandt Theo fra Cottbus, der hverken ville bo i Vesttyskland eller i den vestlige del af byen for den sags skyld. I en kort periode havde han studeret i den vesttyske by Münster, men var flyttet derfra med begrundelsen, som nævnt i kapitel tre, om, at Münster var ”indbegrebet af borgerlig vesttyskhed”. Med en jokende kommentar om at hans eneste alternativ til at bo i Berlin ville være at flytte til Brandenburg, for, som han formulerede det, ”at være med til at genopbygge øst”, gjorde han det klart, at han ikke havde nogen planer om at flytte fra Berlin foreløbigt.
Theo og Christofs fortællinger er interessante, fordi de på forskellige måder udtrykker en skelnen mellem Østtyskland og Berlin, som afspejler deres forestillinger om Berlin som et særligt sted i en tysk kontekst, der muliggør deres særlige positionering netop der. På den ene side udtrykker de, at de opfatter sig selv som del af et østtysk forestillet fællesskab ekspliciteret af, at hverken Christof eller Theo kan forestille sig at flytte til byer i ”Vesttyskland”. Samtidig tydeliggør Christof, at han også distancerer sig fra at identificere sig selv entydigt som Ossi. Drengene udtrykker samme form for flertydige identifikation med en østtysk identitet, som jeg beskrev i kapitel tre. Når jeg nu fremhæver deres udtalelser er det for at vise hvordan denne flertydige identifikation også afspejler sig i deres tidslige orientering i byen, med betydning for deres lokale identifikation. For at forstå hvori denne tidslige orientering består skal vi for et øjeblik holde fast i Theos jokende bemærkning om at ville ”genopbygge” øst. Med denne formulering giver Theo udtryk for en kategorisering af Østtyskland som et sted, der er præget af en ”fortidighed”, tilsvarende den udbredte opfattelse i den tyske offentlighed (Boyer 2006:362). Theo antyder, at han ved at flytte sig i rum fra Cottbus til Berlin, således også har flyttet sig i tid. Jeg foreslår, at Theos formulering afspejler en forestilling om, at rumlig forandring fordrer tidslig forandring. At den rumlige ”genopbygning” af øst indebærer en form for, med Yurchaks term ”fast-forward” (Yurchak 2006:5) bevægelse i tid, hvormed Østtyskland flytter sig ’ud’ af en tysk fortid og ’ind’ i en tysk samtid. For Theo er det af samme grund ikke en mulighed at flytte ’tilbage’ til Cottbus eller Brandenburg, fordi det ikke blot ville implicere en bevægelse i rum, men også være ensbetydende med en bevægelse (tilbage) i tid. I Cottbus ville det i forlængelse heraf ikke være muligt for ham på samme måde som i Berlin at forholde sig flertydigt til sin østtyske baggrund[41]. Jeg foreslår, at Berlin for Christof og Theo udgør en mulighed for at blive boende i ”en slags Østtyskland”, hvor det ”ikke betyder noget hvor man kommer fra”, som Christof formulerer det. Med andre ord muliggør Berlin at Christof og Theo kan skabe en ny fortælling om dem selv som ”en slags østtyskere”. De to drenges fortællinger synliggør en lokale identifikation, der ikke er entydigt forbundet med et historisk narrativ om øst og vest, og som dermed heller ikke entydigt udgør en ”meningsskabende fortid” for dem i byen (Jenkins 2008:48).
I forlængelse af denne sidste pointe vender vi nu tilbage til min bofælle Hannes, der som nævnt er flyttet til Berlin fra Köln i Vesttyskland. En eftermiddag sad vi sammen i Görlitzer Park tæt ved bofællesskabet, og jeg spurgte ham, hvad der havde fået ham til at flytte til Berlin. Hannes fortalte, at han var flyttet til Berlin ved et tilfælde, da hans daværende kæreste var blevet tilbudt et job i byen. ”Egentlig ville hun gerne til Afrika, og så ville jeg være taget med hende, men så lykkedes det ikke for hende, og hun blev i stedet tilbudt et job i Berlin, og derfor flyttede jeg også med til Berlin.”Ved at lægge vægt på tilfældigheden i beslutningen om at flytte til Berlin, udtrykker Hannes en indstilling, der stemmer overens med pointen fra det forrige kapitel om, at det historiske narrativ om øst og vest ikke er del af hans historiske bevidsthed. Da jeg spurgte Hannes, hvordan han oplevede øst og vest i byen i dag blev dette yderligere understreget. Hertil svarede han prompte: ”For mig spiller øst og vest ingen rolle hverken i forhold til byen eller i forhold til Øst- og Vesttyskland i det hele taget. Da jeg flyttede hertil, troede jeg egentlig også, at Kreuzberg var Østberlin.”
Jeg fremhæver Hannes’ udtalelse, fordi den endnu tydeligere end Christof og Theos fortællinger illustrerer en måde at orientere sig i tid og rum i byen, der ikke er forbundet med byens delte historie. I modsætning til hvordan Joachim, Theresa og Jana beskriver deres lokale tilhørsforhold med referencer til deres fortid i byen, udtrykker Harry en anden tidslig orientering. Hannes’ fortælling fremstår nærmest ”historieløs” (Boyer 2006:372), eller i hvert fald kendetegnet ved fraværet af et ”kollektivt historisk narrativ” i Connertonsk forstand (Connerton 1989:21). Trods de åbenlyse forskelle mellem de tre drenges fortællinger, er det gennemgående for dem alle, at de ikke entydigt knytter deres identitet til en fortid i byen. Denne pointe er mit afsæt for at foreslå, at det ikke nødvendigvis kun er fortiden, der er ”meningsskabende” for, hvordan De Unges skaber deres lokale identitet i byen (Jenkins 2008:48). Her kommer vi tilbage til Berlins flertydige status. For som vi har set hvordan byen muliggør skabelsen af en identitet i forhold til et historisk narrativ, udfolder jeg i det følgende, hvordan byen også muliggør en form for identitetsdannelse, der er løsrevet fra dette narrativ. En lokal positionering, der bygger på en anden orientering i tid og rum. En sådan positionering blev jeg særligt opmærksom på gennem min deltagelse i det sociale liv omkring bofællesskabet. Eksempelvis da Dieter formulerede, at ”Berlin er en ø i Tyskland”, og i samme stil, da Johanna noterede sig, at ”Berlin er ikke Tyskland”. I den følgende del af dette kapitel vil jeg lade den deltagende observation blandt mine bofæller og deres venner være empirisk omdrejningspunkt for en eksemplificering og nuancering af hvordan De Unge orienterer sig i tid og rum, og dermed hvordan de skaber deres lokale identitet i Berlin.
Berlin som rumlig kapacitet
Med udgangspunkt i sit feltarbejde i den chilenske ørkenby Antofagasta stiller Jiménez spørgsmålet: ”What happens when people’s identity is not land-related? When a land holds no values, no memories, no history for the people that inhabit it?” (Jiménez 2003:137). Jeg fremhæver spørgsmålet her, fordi det svar, Jiménez giver, udgør en god ramme for at forstå, hvordan en gruppe tilsyneladende historieløse unge orienterer sig i tid og rum og skaber en identitet i Berlin.
I ørkenbyen Antofagasta eksisterer der, ifølge Jiménez, en diskrepans mellem indbyggernes værdier, selvopfattelse og ønsker til det sociale liv i byen og så det golde, beskidte landskab, som byens faktiske fysiske omgivelser udgør (2003). Indbyggerne knytter derfor ikke en relation til stedet, men skaber derimod en identitet ud fra deres rumlige sociale relationer (Ibid.:137). ”Rum” udgør i Jiménez’ forståelse ikke fysiske eller forestillede kontekster for identitetsdannelse[42], men snarere et aspekt af de sociale relationer. Med andre ord er sociale relationer per definition rumlige (Ibid.:140).
”Social life is no longer to be seen as unfolding through space, but with space, that is, spatially. Space is no longer ”out there”, but a condition or faculty – a capacity – of social relationships. It is what people do, not where they are”(Jiménez 2003:140).
Jiménez tager afsæt i en række indbyggeres beskrivelser af aftenture ned ad en avenue i Antofagasta og betegner disse som et ”flow af events”, hvor hvert stop eksempelvis i biografen, på stranden, på en fastfood-restaurant eller ved en isbod på gaden udgør et ”event” (Jiménez 2003:148). Med aftenturene som udgangspunkt viser han, hvordan indbyggerne knytter deres identitet til de sociale begivenheder, der udfolder sig rumligt snarere end til stedet og stedets historie. Jiménez illustrerer dette ved at betegne hvert stop på disse aftenture som ”øjeblikke” af muligheder, øjeblikke af potentialer (Ibid.:142). Hvert stop på ruten kan potentielt forandre hvordan aftenturen videre forløber. Det kan blive for koldt til at tage en lang tur, der kan være fyldt på restauranten, når man kommer frem, eller familiens børn kan blive trætte (Ibid.:148).
Trods de åbenlyse forskelle mellem de to byer Antofagasta og Berlin fremhæver jeg Jiménez’ pointe om, at rum udgør en kapacitet, fordi den særligt er gavnlig for forståelsen af, hvordan De Unge, der ikke føler en historisk tilknytning til Berlin, alligevel etablerer en identitet i byen og i sidste ende også for den generelle forståelse af, at Berlin muliggør De Unges flertydige lokale identifikation. Berlin er ikke, som Jiménez beskriver Antofagasta, en by uden historie, men Berlin er, som skitseret tidligere, en by, hvor historien på samme tid er alle steder og ingen steder. Som jeg har vist, knytter flere af De Unge ikke entydigt deres identitet i Berlin til byens historie, og det er i denne forstand, jeg argumenterer for en lighed mellem, hvad der konstituerer hvordan De Unge skaber en meningsfuld tilværelse i byen, og hvordan indbyggerne i Antofagasta skaber deres lokale identitet. I stil med hvordan Jiménez beskriver indbyggernes aftenture som meningsskabende sociale begivenheder, der udfolder sig rumligt, vil jeg i det følgende bruge en særlig begivenhed, som jeg oplevede i løbet af feltarbejdet til at udfolde forståelsen af, hvordan De Unge skaber deres identitet i byen: Open air-festerne, som mine bofæller arrangerede med jævne mellemrum i byens parker og grønne områder.
En søndag formiddag i starten af maj vågner jeg ved, at Nik og Hannes er ved at gøre det sidste klar til Open air-festens ét års jubilæum. I aftenerne op til festen har alle i bofællesskabet og en del venner af huset siddet sammen i stuen og foldet 100 cd-covers til de cd’er med technomix, som ’Open air-crewet’ har lavet i anledning af jubilæet. Det er meningen, at cd’erne skal uddeles blandt gæsterne til festen. Drengene begynder at slæbe generator, dj-pult, højtalere, bardisk, lyskæder, tæpper, plastikkrus, vodka og æblejuice over i den nærliggende park Schlesischen Busch mellem bydelene Kreuzberg og Treptow, hvor festen skal afholdes. Et gammelt, forladt vagttårn, der har fået lov at blive stående i parken siden genforeningen, vidner om, at parken ligger på den gamle grænsestrækning mellem Øst- og Vestberlin (Berlin.de 2012b). Her har drengene vurderet, at det er muligt at spille høj musik uden naboklager. En spånplade, to træbukke og et hvidt lagen udgør dj-pulten, der bliver stillet op ad en grafittimalet mur. To store højtalere bliver sat nogle meter ud fra muren som markering af dansegulvet. Konceptet med Open air-festerne er uhyre enkelt. En generator giver strøm til dj-pult, højtalere og lyskæder, der bliver lagt ud på græsset og hængt op i parkens træer, og fra et gammelt dukketeater sælges dagen igennem drinks af vodka og æblejuice til én euro stykket. Denne søndag starter festen kl. 14 om eftermiddagen med dæmpet musik på anlægget, frisbee-spil og picnicstemning blandt gæsterne, der efterhånden støder til og sætter sig spredt rundt i parken på medbragte tæpper med medbragte øl. Frisbeen fungerer godt i det brogede selskab, hvor mange ikke kender hinanden. Gennem spillet er man på afstand af hinanden og alligevel i fællesskab. Dansegulvet, der efterhånden opstår på græsstykket mellem højtalerne og muren fungerer på samme måde. Et fællesskab på afstand. Her står vi sammen og hver for sig, ved siden af hinanden med fødderne stampende i jorden i takt til musikken.
I løbet af eftermiddagen bliver tempoet og lydniveauet fra anlægget skruet i vejret, og efterhånden som mørket falder på, begynder bassen for alvor at pumpe, og vodka-æblejuiceblandingen gør sin virkning på folk. Hannes og Nik cykler med jævne mellemrum en tur rundt om parken for at lytte efter hvor meget naboerne til parken kan høre til os. Hvis naboerne klager risikerer vi, at politiet kommer og lukker festen. Min rolle til festen er af og til at hjælpe til med salget af vodka-æblejuice drinks i den intermistiske bar. Den rolle passer mig glimrende. Den giver mig anledning til at tale med mange af gæsterne til festen. I mine samtaler med folk hører jeg, at en del bare er kommet forbi og har set, at her er fest, og som til de øvrige fester, som Hannes og hans venner arrangerede, fremgår det til denne Open air-fest, at gæsterne overvejende består af unge, der indenfor de seneste år er flyttet til byen fra byer rundt i landet for at studere. Mens jeg står i baren og serverer drinks, falder jeg i snak med Hannes’ ven Joel, og spørger hvordan det kan være, at techno er så populært i Berlin? ”Det er byens puls,” svarer han prompte. Han fortæller, at han tidligere lyttede mere til andre musikgenrer som indie og metal, men da han for et par år siden kom her til Berlin, begyndte han at høre techno. ”Det gør man her i byen,” udtrykker han. Mens folk danser, lægger Nik lyskæder ud, der afgrænser dansegulvet, som dermed virker fyldt og får alle til at danse i en tæt masse med technoen som samlende kraft. Fra et træ tæt ved dansegulvet lyser to lamper blinkende op i mørket i takt til musikken. ”Total ravestemning her er kommet,” kommenterer Johanna. Festen fortsætter, indtil politiet ruller ind i parken og lukker den. Da de kommer, er Hannes næsten lettet. Det fortæller han dagen efter. Han ville nødig selv skulle slutte festen. Vi snakker om, at det var et godt tidspunkt, de kom på. ”Hvis de var kommet et par timer senere, havde vi ikke fået fjernet udstyret, før det begyndte at regne,” pointerer han.
Jeg fremhæver Open air-festen, i parken for at foreslå, at den kan betragtes som en rumlig kapacitet, der opstår i samspillet mellem De Unge og deres fysiske miljø. Som et flow af events opstår Open air-festen gennem en lang række sammenkædede muligheder, ikke defineret af stedet, men i samspil mellem det fysiske og det sociale (Jiménez 2003:148). Ligesom familieaftenturen på avenuen i Antofagasta, rummer Open air-festen i parken et foranderligt potentiale, der har indvirken på, hvordan begivenheden udvikler sig. Det kan potentielt begynde at regne, jorden kan blive mudret, så vi ikke længere kan danse, her kommer måske myg, anlægget kan bryde sammen, og politiet kan komme og stoppe festen før tid. For De Unge, der afholder Open air-festen, er det ikke relevant, at parken, Schlesischen Busch er placeret på den gamle grænse mellem øst og vest. For dem udgør stedet hverken mere eller mindre end de fysiske forhold, der skaber bestemte muligheder og begrænsninger for, hvordan festen kan udfolde sig. For dem er det vigtigt, at parken ligger tilpas langt fra naboer, der kan finde på at klage og tilpas tæt på bofællesskabet, så udstyret ikke skal flyttes for langt.
Open air-festen i parken, foreslår jeg, tydeliggør både en særlig måde at skabe en identitet i byen på, som jeg særligt blev opmærksom på omkring bofællesskabet, men festen nuancerer samtidig forståelsen af, at Berlin udgør en rumlig kapacitet, snarere end blot en kontekst for De Unges identitetsdannelse i det hele taget. Når Hannes og hans venner indtager et hjørne af en park, definerer de et rum for en stund gennem deres interaktion med stedet. Ved at bruge det fysiske landskab, skaber de et rum i byen og en rumligt defineret lokal identitet, der ikke refererer til Berlins delte historie, men derimod til deres sociale relationer. Joel, der står til festen og kalder technoen for ”byens puls”, tydeliggør, hvordan rummet i form af festen bliver meningsbærende for disse unge, som en del af dem selv, dansende, i takt til musikken (Jiménez 2003:150). Det er Johannas dans, der bidrager til ”ravestemningen” og drengene, der med deres pladespillere skaber hvad de betegner som ”byens puls”. Da jeg spurgte Hannes om en tilsvarende fest kunne finde sted i hans fødeby Köln, svarede han ”nej, det er typisk Berlin”. Udtalelser som denne afspejler en forestilling om Berlin, som et rum for muligheder. Med andre ord en kapacitet frem for blot et historisk defineret sted. Men også at disse unge netop selv er med til at skabe deres forestilling om det ”typiske Berlin”. Hannes og hans venner skaber det ”typiske Berlin” ved at agere efter, at det netop her er muligt at afholde Open air-fester. Ved at argumentere for at Berlin udgør en kapacitet, forklarer jeg hermed, hvordan De Unge, der ikke føler en historisk tilknytning til Berlin, alligevel kan skabe et lokalt tilhørsforhold i byen; I kraft af at Berlin ikke blot udgør en kontekst for deres lokale identitet, men også en kapacitet, der muliggør deres lokale identitetsdannelse.
I denne sektion har jeg med Open air-festen som eksempel tydeliggjort en måde De Unge også afgrænser deres lokale identitet i byen i rumlig forstand. Gennem sociale begivenheder og ”øjeblikke af muligheder”, der opstår og forsvinder, eksempelvis til en fest i en park. I den følgende, afsluttende sektion, vil jeg holde fast i ”øjeblikket” og nuancere den positionering, De Unge udtrykker i festen, ved at beskrive en særlig tidslig orientering, som jeg særligt erfarede blandt mine bofæller og deres venner gennem min deltagelse i deres hverdag. En identitet, der er løsrevet fra et større historisk narrativ om Berlin, men som vi skal se, ikke af den grund gør disse unge ”historieløse”.
At leve i byen på lånt tid
Under feltarbejdet udtrykte De Unge ofte en bevidsthed om de usikre fremtidsudsigter, der kendetegner deres tilværelse i Berlin. ”Berlin har ingen penge, og her er ingen jobs,” som Theresa eksempelvis formulerede det. ”Det ville gøre byen godt, hvis der kom flere arbejdspladser hertil,” som Jocelyn udmeldte. Mens de fleste virkede til at være opmærksomme på dette livsvilkår i byen, var det forskelligt, hvordan De Unge forholdt sig til det. Som vi har set tidligere i kapitlet, forestillede Christof og Theo sig ikke at flytte fra Berlin, mens Hannes og Johanna ofte talte om at flytte til andre steder i landet, hvor de så andre muligheder for en fremtidig tilværelse. Hannes formulerede flere gange, at han ikke kunne forestille sig at blive boende i Berlin for altid. En af de primære begrundelser gik på den høje arbejdsløshed i byen, og de relativt lave lønninger byen kan tilbyde i forhold til andre byer i landet. Kort tid efter jeg rejste tilbage til København, flyttede han da også til Hamburg. Hannes’ historie afspejler en tidslig orientering, der gik igen blandt mange af De Unge, som jeg særligt blev opmærksom på blandt ham og hans venner. I det følgende vil jeg bruge observationer fra hverdagen i bofællesskabet til at illustrere en form for ’midlertidig’ positionering i Berlin, der kendetegner en måde flere af De Unge skaber deres lokale identitet i byen i rumlig såvel som i tidslig forstand. Med den følgende hverdagsbeskrivelse i centrum, tjener denne afsluttende sektion samtidig det formål, at svare tilbage på min analytiske pointe fra kapitel to, hvor jeg med Blochs ritualteori argumenterede for et skel mellem De Unges hverdagsliv løsrevet fra en national kontekst, og den ugentlige nationale samling foran fjernsynet.
Drengene i Oppelner Strasse nærmest dyrkede ikke at gøre rent og en gennemgående joke i løbet af mit ophold, gik på hvorvidt vi skulle have en Putzplan (rengøringsplan). Den ultimative trussel mod en hverdag, der var kendetegnet ved fraværet af planlægning. Nullermændene voksede sig store som tennisbolde i vores stue, der ud over tre nedslidte sofaer også husede et mindre cykelværksted, nogle store gulv-højtalere til festbrug, et stort glasbord, hvor ølflasker, fyldte askebægre og tobak flød, og et par tørrestativer, der altid var overfyldt med tøj, som for længst var tørt. Alle i hjemmet virkede til at gøre en dyd ud af ikke at tage opvasken, madresterne hobede sig op i gryder, på gamle tallerkner og i vasken. Vores hjem var et rod, og det virkede ikke til at nogen tog sig af det. Tværtimod virkede drengene næsten til bevidst at holde fast i rodet i lejligheden. Dette blev tydeligt for mig, da jeg en dag foreslog, at vi ryddede op i stuen. Her havde rodet nået et punkt, hvor det var blevet vanskeligt overhovedet at komme ind i stuen. Efter at have flyttet nogle ting rundt og fjernet lidt gammelt vasketøj, mente mine bofæller det måtte række. Jeg gav mig til at fjerne de store bunker af støv vores oprydning havde synliggjort, hvortil Hannes med det samme sagde: ”Nej nej, det gør vi bare en anden dag.”
Ligeså rodet det fysiske udtryk i lejligheden var, ligeså åbent var det sociale liv i og omkring bofællesskabet. Venner til mine bofæller kom jævnligt forbi og sov branderter ud i vores stue i weekenderne. De kom uanmeldt og kimede dørklokken ned til nogen stod op for at åbne, og de var altid velkomne. Åbenheden i det sociale liv betød, som beskrevet i specialets indledning også, at jeg havde let ved at træde ind i drengenes hverdagsliv og blive en del af deres omgangskreds. Der gik ikke lang tid efter min ankomst til felten før mine bofæller begyndte at referere til deres venner og sige ”jo jo, ham kender du da godt”, om folk jeg endnu ikke havde mødt. Mine bofæller dyrkede et hverdagsliv, hvor alt der skete omkring dem syntes spontant og tilfældigt. Når vores fælles telefon i huset ringede, var det vedkommende, som tilfældigvis tog den, der efterfølgende bevægede sig med en af husets fælles venner over i Görlitzer Park for at spille frisbee eller ned på den lokale kaffebar. Det virkede som om alle former for begrænsninger af denne spontanitet stred mod deres bevidste valg om at leve på denne måde i Berlin.
Jeg undrede mig gang på gang over den tilsyneladende nærmest demonstrativt ligegyldige indstilling til de fysiske rammer i bofællesskabet og planløsheden over deres tilværelse i byen. Gentagne gange har jeg i mine feltnoter noteret en frustration over rodet i hjemmet og en tilsvarende frustration over ikke at være i stand til at forudsige, hvornår bofællesskabet pludselig ville blive invaderet af gæster og i et større perspektiv, at jeg ikke var i stand til at planlægge forløbet for feltarbejdet. Efterhånden erfarede jeg, at mine bestræbelser på planlægning var i modstrid med den spontanitet, der kendetegnede mine bofællers hverdagsliv i byen. Hvad der startede som en frustration ledte mig således til en forståelse af, at planlægning for disse unge er erstattet af hvad jeg vil betegne som en ‘parathed’ overfor de situationer, der kan opstå. Drengene i bofællesskabet levede med en fælles bevidsthed om at leve midlertidigt i byen. Jeg foreslår, at denne orientering i tid netop har betydning for, hvordan de skaber deres identitet i byen. Det rodede udseende i vores lejlighed var ikke en begrænsning for mine bofæller, som jeg først så det, men i stedet en kapacitet. De rodede fysiske omgivelser muliggjorde spontaniteten i det sociale liv i og udenfor bofællesskabet. Fraværet af eksempelvis rengøringsplaner afspejlede et generelt bevidst fravær af planlægning blandt mine bofæller. Eksempelvis bad Hannes mig ikke stoppe min rengøring, som udtryk for at det ikke betød noget for ham, hvorvidt der var ryddeligt i lejligheden. Snarere var det et udtryk for at det netop betød noget for ham, at der ikke var ryddeligt. Med andre ord gav det ligeså meget mening for mig at gøre rent, som det gjorde for Hannes ikke at gøre det. Disse unge stræbte efter det spontane og uplanlagte og den samme uforudsigelighed, som kendetegner Open air-festen i parken, viser sig således her i mine bofællers øvrige hverdag i byen. Mit argument lyder her, at såvel festen som det rodede hjem afspejler en stræben efter at skabe en lokal identitet gennem ”øjeblikke” (Jiménez 2003:142).
Pedersen beskriver på baggrund af et feltarbejde blandt en gruppe arbejdsløse unge mænd i Mongoliets hovedstad Ulaanbaatar, hvordan ”håbet” udgør en særlig tidslighed med betydning for de unge mænds ageren i det postsocialistiske samfund (Pedersen 2012, under udgivelse). Med afsæt i beskrivelsen af en dagskøretur i en gammel Cadillac, demonstrerer Pedersen, hvordan de unge orienterer sig efter deres håb om en mulig fremtid som en måde at skabe mening i tid. Køreturen bruger han til at illustrere, at de unge, snarere end at leve i nuet er ”kannibaliseret af fremtiden”, en fremtid som konstant er tilstede og har indvirken på deres handlinger og sociale relationer (Ibid.:6). Han trækker på antropologerne Sophie Papataxiachis og Michael Stewarts (1999) forståelse af ”nutiden” (the present) som ”øjeblikke”, der er løsrevet fra en lineær kobling til fortid og fremtid (ibid.:21), men nuancerer denne pointe ved at skelne mellem ”nuet” og ”øjeblikket”, der i deres forståelse går ud på ét. I Pedersens forståelse udgøres ”øjeblikket” af kondenserede sammentrækninger af tid (Pedersen 2012:18, under udgivelse). Med denne pointe nærmer han sig en rumlig tidsforståelse, der stemmer overens med Jiménez’ temporale rumforståelse. Hos både Pedersen og Jiménez udgør tid og rum uadskillelige størrelser, der tilsammen skaber ”øjeblikke af muligheder”.
Umiddelbart er der langt fra tilværelsen blandt en gruppe marginaliserede unge i Mongoliet til en gruppe unges virkelighed i Berlin. Alligevel foreslår jeg, at Pedersens beskrivelse af, hvordan de unge i Ulaanbataar skaber mening i tidskondenserede ”øjeblikke”, udgør et anvendeligt perspektiv til at forstå den særlige ’midlertidighed’, der kendetegner mine bofællers tilværelse i Berlin. Jeg foreslår, at ’midlertidigheden’ ikke blot skal forstås som et mellemstadie mellem fortid og fremtid, men snarere som en kondensering af flere tider i én ’multi-tidslighed’ i tråd med Pedersens tidsforståelse (Pedersen 2012:18, under udgivelse). I forlængelse af Pedersens argument bliver det muligt at forstå, at mine bofæller ikke blot er historie-løse. Med det mener jeg, at fortiden er indeholdt i de meningsbærende ”øjeblikke” mine bofæller skaber deres identitet i forhold til, forstået på den måde, at de i ”øjeblikke” konstruerer en fortid i byen, som de kan relatere sig til, der bygger på deres sociale relationer. Deres lokale identitet bliver muliggjort af deres sociale relationer, og deres lokale tilknytning bliver dermed til et spørgsmål om at være lokalkendt blandt venner. Jo flere man kender, der bor lige om hjørnet, som kan komme uanmeldt på besøg, jo mere lokal er man. Det bliver tydeligt når drengene i bofællesskabet laver 100 cd’er til uddeling under Open air-festen. Hermed understreger de deres lokale identitet i byen ved i konkret forstand at udbrede deres sociale netværk. Således forholder også mine bofæller sig til en form for ’erfaret fortid’ i byen (Connerton 1989), og selvom de ikke bruger et større historisk narrativ til at skabe deres lokale identitet, er de ikke historie-løse.
Pedersens ’multi-tidslige’ perspektiv på ”øjeblikket” muliggør imidlertid også begrebsliggørelsen af, at det ikke nødvendigvis kun er fortiden, der bliver meningsskabende for De Unges tilværelse i byen. Open air-festen illustrerer, foreslår jeg, Pedersens argument om at ikke blot fortiden, men også fremtiden er indeholdt i øjeblikket. Dette bliver tydeliggjort af Hannes og hans venners bevidsthed om, at festen kan slutte når som helst. De muligheder og begrænsninger, der ligger i festens uforudsigelighed er et vilkår, der udgør en del af selve drivkraften bag festen. Jeg foreslår, at både festen og den generelle åbenhed jeg mødte i bofællesskabet er udtryk for en orientering i tid, der nærmer sig den måde de unge i Ulaanbataar orienterer sig på. Pedersen beskriver, at de unge mongoler orienterer sig fra et perspektiv i fremtiden, hvorfra de ser på deres nutid (Pedersen 2012:18, under udgivelse). Mine bofæller lader i tilsvarende forstand det, der kan komme, de mulige fremtider, have indflydelse på deres handlinger, mens de udfolder sig. I tråd med denne form for orientering i tid, foreslår jeg, at Hannes, da han gav mig besked på ikke at gøre rent, handlede ud fra en logik om ikke at planlægge fremtiden, men i stedet udvise en ’parathed’ overfor det, der kan komme, ved netop at agere som om øjeblikket allerede er her. Ved at dyrke tilfældighederne lader mine bofæller og deres venner i denne forstand fremtiden have indflydelse på, hvordan de lever deres daglige liv i byen. Den uvisse fremtid bliver ligeså meningsskabende, som den fortid de skaber gennem deres sociale relationer. Denne forståelse nuancerer Jenkins’ argument om, at identitet skabes i en proces, som et lineært forhold mellem en meningsskabende fortid og en forestillet fremtid (Jenkins 2008:48)[43].Mine bofællers ageren afspejler en måde at skabe en lokal identitet på, der afviger fra Jenkins pointe. De knytter, som jeg har vist, netop deres identitet op på ikke at gøre sig forestillinger om fremtiden, men derimod holde sig parate til hvad, der måtte komme.
I denne anden del af kapitlet har jeg brugt hverdagsobservationer blandt mine bofæller til at vise hvordan De Unge, der ikke føler en historisk tilknytning til Berlin alligevel skaber en lokal identitet. Jeg har vist, at denne identifikation muliggøres af deres sociale relationer og af meningsskabende ”øjeblikke”. Ved at forstå Berlin som en kapacitet frem for blot en lokal kontekst har jeg vist hvordan De Unge skaber en lokal identitet, der er løsrevet fra en nationalhistorisk kontekst. På baggrund af denne del af analysen vil jeg for en afsluttende bemærkning vende tilbage til beskrivelsen af Tatort-ritualet fra kapitel to og Blochs fremhævelse af, at ”ritualet” og ”hverdagen” udgør to lige centrale aspekter af socialt liv, der skal studeres i sammenhæng for at forstå en given kontekst (Bloch 1989:13). I denne sammenhæng foreslår jeg, at Open-air festen og Tatort-ritualet udgør eksempler på to grundlæggende forskellige, men lige vigtige aspekter af De Unges, i hvert fald mine bofællers, sociale liv i Berlin. To aspekter, som følger forskellige tidslige logikker, men som i sammenhæng nuancerer forståelsen af De Unges identitetsdannelse.Som vi så i kapitel to bekræfter Tatort-ritualet søndag efter søndag De Unges nationale identitet, mens Open-air festen muliggør en lokal identifikation løsrevet fra en national kontekst. Ydermere konstitueres Tatort-ritualet af gentagelsen, mens Open-air festerne tydeliggør De Unges stræben efter at skabe unikke ”øjeblikke”. De to typer af begivenheder er interessante at sammenholde, fordi de, udover at udgøre hinandens umiddelbare modsætninger, også eksisterer samtidigt. I kapitel to argumenterede jeg for, at Tatort-ritualet søndag aften konstituerer De Unges nationalt afgrænsede ’praktiserede fællesskab’ i en hverdag, hvor de indgår i fællesskaber, der rækker ud over nationale grænser. I dette kapitel, og særligt i denne anden del, har jeg nuanceret, hvori de tidslige og rumlige dimensioner af De Unges ”hverdagsliv” består. Jeg foreslår, at De Unges identitet konstitueres af vekselvirkninger mellem ”øjeblikke”, der gør det muligt for dem at løsrive sig fra en national kontekst og gentagelsen i Tatort-ritualet der hver søndag knytter dem til et nationalt fællesskab. En vekselvirkning, der i sidste ende også understreger mit argument om, at De Unges identitet skabes flertydigt. I øjeblikket under festen i parken konstitueres deres lokale identitet, og om søndagen foran fjernsynet til Tatort bliver deres nationale identitet bekræftet.
Opsamling
I dette afsluttende analysekapitel har formålet været ikke kun at konkretisere, men også at nuancere specialets gennemgående pointe om, at De Unges identitet skabes gennem flertydighed. De Unge deler alle samme stræben efter at skabe en meningsfuld tilværelse i byen. Med andre ord et ønske om at skabe en lokal identitet. Ved analytisk at udfolde de rumlige og tidslige dimensioner af De Unges lokale identitetsdannelse har jeg vist, at flertydigheden består i De Unges forskellige rumligt afgrænsede positioneringer i byen, der, ligesom deres forskellige orienteringer i tid, har betydning for, hvad der konstituerer deres lokale identitet. En central pointe i kapitlet er, at Berlin udgør en kapacitet, der muliggør De Unges flertydige lokale identitetsdannelse. I Berlin bliver det muligt for De Unge at forholde sig flertydigt til deres lokale, og i sidste ende også deres nationale kontekst, ved på forskellig vis at identificere sig med, og distancere sig fra historiske narrativer, som udgangspunkt for skabelsen af en meningsfuld tilværelse i byen.
5. Konklusion
I dette speciale har jeg undersøgt en gruppe unge tyskeres tilsyneladende paradoksale nationale identifikation i Berlin 20 år efter murens fald. Specialets argument er baseret på min indsigt i, hvordan De Unge positionerer sig selv og hinanden i et spændingsforhold mellem det nationale, det regionale og det lokale i en tysk kontekst. Denne indsigt er baggrunden for specialets gennemgående argument om, at De Unges lokale og regionale positioneringer udgør forudsætningen for skabelsen af deres nationale identitet.
Argumentet består af tre dele, som også afspejler sig i specialets struktur. I den første del har jeg vist, at De Unges nationale identitet skabes gennem et ’praktiseret fællesskab’, som muliggør flertydigheden i deres nationale identifikation. Dernæst har jeg vist, hvordan De Unge ved at joke med deres regionale forskelle på samme tid markerer og udvisker grænser mellem sig. Endelig har jeg vist, hvordan Berlin, som kapacitet for De Unges identitetsdannelse, muliggør deres flertydige identifikation såvel lokalt, som også regionalt og nationalt. Således viser jeg med specialet hvordan det lokale, det regionale og det nationale i stedet for at udgøre hinandens modsætninger, blandt en gruppe unge tyskere i Berlin 20 år efter murens fald i stedet udgør hinandens forudsætninger for deres identitetsdannelse. I det følgende udfolder jeg de tre pointer.
Den første pointe er baseret på De Unges tilsyneladende paradoksale nationale identifikation. Ved at vise at denne identifikation konstitueres af et ’praktiseret fællesskab’, forklarer jeg, hvordan De Unge på samme tid kan tage afstand fra og bekræfte deres nationale tilhørsforhold. Med den ugentlige sociale begivenhed omkring krimi-serien Tatort som omdrejningspunkt har jeg vist, hvordan De Unges ’praktiserede fællesskab’ er afgrænset nationalt, men muliggjort af regionalt definerede markeringer af grænser. En pointe, der tydeliggøres gennem Tatort-seriens nationale status og regionale udtryk. Med argumentet om at Tatort-begivenheden har rituel status i De Unges liv, demonstrerer jeg desuden, hvordan De Unges nationale identitet forankres i tid gennem den historik, der opstår i ritualets gentagelse søndag efter søndag.
Den anden pointe er baseret på den centrale plads ’regioner’ har i De Unges bevidsthed. Med humor som analytisk perspektiv har jeg vist, hvordan De Unges jokende markeringer af regionale forskelle konstituerer deres flertydige regionale identifikation. Som vi har set, afspejler De Unges regionale grænsedragninger både deres orientering i øst og vest og en bredere orientering i forhold til tyske Länder. Deres orientering i øst og vest rummer en assymmetri, som består i, at den østtyske bevidsthed ikke bliver modsvaret af en tilsvarende vesttysk bevidsthed. En assymmetri der, som jeg har demonstreret, har tabuiseret den delte tyske historie blandt De Unge med vesttysk baggrund. De Unge går omkring dette tabu ved at indgå i ’joking relationer’, der på samme tid markerer og udvisker grænser mellem øst og vest, nord og syd. Som jeg har vist, formulerer De Unge også en ironisk form for humor, hvor regionale stereotyper fungerer som både redskab i og genstand for jokes. Ved at ”over-identificere” sig med de regionale stereotyper og ’joke med joken’ stiller De Unge spørgsmålstegn ved selve forestillingen om regionale forskelle i Tyskland.
Den tredje pointe tager afsæt i min indsigt i, at De Unge alle formulerede et ønske om at skabe en meningsfuld lokal tilværelse i Berlin. Med tid og rum som analytisk perspektiv har jeg udfoldet de rumlige og tidslige aspekter af De Unges identitetsdannelse ved at foreslå, at Berlin ikke blot udgør en lokal kontekst, men også en kapacitet for deres lokale identifikation. Byens lokaliteter i form af bydele, gader og parker rummer muligheder for De Unges lokale identifikation, ligesom byens flertydige tidslige status, hvor historien er over det hele og ingen steder, muliggør De Unges forskellige tidslige orienteringer i byen. Som jeg har vist, har Berlin også i en tysk kontekst en flertydig status. Berlin er en by, der på samme tid er i og udenfor en national kontekst, på samme tid en del af og løsrevet fra Østtyskland, på samme tid historisk og uden historie og et samlingspunkt for unge fra hele landet. Ved at betragte byen som kapacitet fremfor alene en lokal kontekst bliver det muligt at forstå, at den flertydige nationale identifikation, De Unge formulerer, netop muliggøres her.
Perspektiver
Det er med disse pointer, specialet skriver sig ind i diskussionen om identitetsdannelse i det genforenede Tyskland. Ved at zoome ind på en gruppe unge tyskeres hverdagsliv i Berlin og undersøge deres interne positioneringer, har jeg bidraget til at nuancere forståelsen af hvad, der konstituerer national identitet i Tyskland 20 år efter murens fald.
Specialet positionerer sig navnlig i forhold til to perspektiver, der siden genforeningen har præget debatten om identitetsdannelse i Tyskland. Det første perspektiv peger på, at skellet mellem øst og vest udgør en hindring for etableringen af en fælles tysk national identitet. Som nævnt er dette perspektiv ikke mindst dominerende i den eksisterende antropologiske litteratur om Tyskland. Det andet perspektiv påpeger, at tyskere i stigende grad tilkendegiver en positivt konnoteret national identitet (Wittlinger 2010). Med specialets argument bidrager jeg til denne debat med et nuancerende tredje perspektiv. Feltarbejdet, og min daglige deltagelse i hverdagslivet blandt De Unge har åbnet for en indsigt i den særlige form for nationale identifikation, som jeg har beskrevet gennem analysen. En identifikation, der ikke er betinget af positive eller negative ytringer om den nationale kontekst, men som er konstitueret gennem praktiserede fællesskaber, der skabes på tværs af, og som jeg har vist også på grund af en gruppe unges lokalt og regionalt afgrænsede tilhørsforhold. Således viser jeg, at en form for national identifikation også kan komme til udtryk blandt en gruppe unge, der umiddelbart tager afstand fra at identificere sig selv nationalt.
Selvom specialet peger på en nuancering af forståelsen af identitetsdannelse i en tysk kontekst, i Berlin, hvor særlige forhold gør sig gældende for, hvordan en gruppe unge skaber deres nationale identitet, foreslår jeg, at De Unge som specialet handler om, ekspliciterer en form for flertydig national identifikation, der kan have relevans for studier af national identitet udenfor denne kontekst. Professor i tysk ved CBS, Per Øhrgaard (2009), peger i en gennemgang af Tysklands historiske betydning for Europa på, at det måske er mere ”normalt” ikke at have et ”normalt” forhold til sin nations historie end at have det (Øhrgaard 2009:20). I tråd med Øhrgaards pointe foreslår jeg, at det ikke er forbeholdt disse unge tyskere at skabe en flertydig og tilsyneladende paradoksal national identitet.
Under feltarbejdet faldt jeg over en specialudgave af det tyske ugemagasin, Der Spiegel, med overskriften ”Hvad skal der blive af mig?” og undertitlen ”Krisebørn: Et selvportræt af en generation” (Rohr & Schulz 2009). Titlen refererer til livsvilkårene for den unge generation af tyskere mellem 20 og 35 år, som De Unge i dette speciale alle er en del af, og til den økonomiske krise, som i skrivende stund har betydning for fremtiden for disse unge, ligesom den har det for unge på tværs af Europa. Som jeg har skitseret i kapitel fire var De Unge opmærksomme på de usikre fremtidsudsigter som krisen har forstærket, med betydning for hvordan de positionerede sig i deres hverdagsliv i Berlin. Den krise, som EU oplever netop nu, har endnu en gang manifesteret Tysklands position midt i Europa og skabt stor bevågenhed om Tysklands forhold til Europa og ikke mindst til sig selv blandt de europæiske nabolande. I lyset af denne situation bidrager specialet således også med viden til en aktualiseret debat om den tyske nationale identitet ved på mikroniveau med en gruppe unge tyskere som omdrejningspunkt at belyse den tyske selvforståelse, der på makroniveau bliver diskuteret i forhold til Tysklands aktuelle politiske rolle i Europa.
Litteratur
Agger, Gunhild
2005 Dansk tv-drama, arvesølv og underholdning. Frederiksberg: Samfundslitteratur.
Anderson, Benedict
2006 [1983] Imagined Communities. Reflections on the Origin and Spread of Nationalism. London, New York: Verso.
Appadurai, Arjun
1997 Modernity at large. Cultural Dimensions of Globalization. Delhi: Oxford University Press
Applegate, Celia
1990 A Nation of Provincials. The German Idea of Heimat. Berkeley, Los Angeles, Oxford: University of California Press.
Apte, Mahadev L.
1985 Humor and Laughter. An Anthropological Approach. Ithaca, London: Cornell University Press.
Bach, Jonathan & Peters, Susanne
2010 “The New Spirit of German Geopolitics”. Geopolitics 7(3):1-18.
Barth, Fredrik, red.
1969 Ethnic Groups and Boundaries. The Social Organization of Culture Difference. Bergen, Oslo: Universitetsforlaget.
Berdahl, Daphne
1999 Where the World Ended. Reunification and Identity in the German Borderland. Berkeley, Los Angeles, London: University of California Press.
—
2000 Mixed Devotions: Religion, Friendship, and Fieldwork in Postsocialist Eastern Germany. I: De Soto, Hermine & Dudwick, Nora (red.): Fieldwork Dilemmas. Anthropologists in the Postsocialist States. Wisconsin: The University of Wisconsin Press.
Berdahl, Daphne, Matti Bunzl & Martha Lampland, red.
2000 Altering States. Ethnographies of Transition in Eastern Europe and the Former Soviet Union. Michigan: The University of Michigan Press.
Berger, Peter L.
1997 Redeeming Laughter. The Comic Dimension of Human Experience. New York & Berlin: Walter de Gruyter.
Bernard, Russel
2005 Research Methods in Anthropology. Qualitative and Quantitative Approaches. San Fransisco: Altamira Press.
Billig, Michael
1995 Banal Nationalism. London: Sage.
Bloch, Maurice
1989 Ritual, History and Power. Selected Papers in Anthropology. Vol. 58. London: The Athlone Press.
Bollhöfer, Björn
2007 Geographien des Fernsehens. Der Kölner Tatort als mediale Verortung kultureller Praktiken. Bielefeld: Transcript Verlag.
Borneman, John
1992 Belonging in the two Berlins. Kin, State, Nation. Cambridge: Cambridge University Press.
—
1993a “Uniting the German Nation: Law, Narrative, and Historicity”. American Ethnologist 20(2):288-311.
—
1993b “Time-Space Compression and the Continental Divide in German Subjectivity”. The Oral History Review 21(2):41-58.
—
1998 “Grenzregime (border regime). The Wall and its aftermath”. I: Wilson, Thomas & Donnan, Hastings (red.): Border Identities. Nation and State at International Frontiers. Cambridge: Cambridge University Press.
Borneman, John & Senders, Stefan
2000 “Politics without a Head: Is the “Love Parade” a New Form of Political Idenfitication?” Cultural Anthropology 15(2):294-317.
Bourdieu, Pierre
2000 Pascalian Meditations. London: Polity Press.
Boyer, Dominic
2001 “Yellow Sand of Berlin”. Ethnography 2(3):421-439.
—
2005 Spirit and System. Media, Intellectuals, and the Dialectic in modern German Culture. Chicago, London: The University of Chicago Press.
—
2006 “Ostalgie and the Politics of the Future in Eastern Germany”. Public Culture 18(2). Durham: Duke University Press.
—
2011 “Parody and Sincerity in Western Political Culture”. I: The Democratic Imaginary in the Era of Globalization. XXIII Conference of the Academy of Latinity. Barcelona, Spain, May 26-28, 2011: Educam. Editora Universitária Candido Mendes.
Boyer, Dominic & Yurchak, Alexei
2008 “Postsocialist Studies. Cultures of Parody and American Stiob”. Anthropology News (nov. 2008):9-10.
Bozkurt, Esin
2011 Conceptualising “Home”. The Question of Belonging Among Turkish Families in Germany. Frankfurt: Campus Verlag.
Braunthal, Gerard
2009 Right-Wing Extremism in Contemporary Germany. London: Palgrave.
Brubaker, Rogers & Cooper, Frederick
2000 “Beyond “Identity””. Theory and Society 29(1):1-47.
Carsten, Janet
2004 After Kinship. Cambridge: Cambridge University Press.
Carty, John & Musharbash, Yasmine
2008 “You’ve Got to be Joking. Asserting the Analytical Value of Humour and Laughter in Contemporary Anthropology”. Anthropological Forum 18(3).
Colomb, Claire
2012 “Pushing the Urban Frontier. Temporary Uses of Space, City Marketing, and the Creative City Discourse in 2000s Berlin”. Journal of Urban Affairs 34(2):131-152.
Comaroff, John L. & Stern, Paul
1995 Perspectives on Nationalism and War. Luxembourg: Gordon and Breach.
Connerton, Paul
1989 How Societies Remember. Cambridge: Cambridge University Press.
De Soto, Hermine
1995 “Citizenship and Minorities in the Process of Nation Rebuilding in Germany”. PoLAR: Political and Legal Anthropology Review 18(1).
1996 “(Re)inventing Berlin. Dialectics of Power, Symbols and Pasts, 1990-1995”. City & Society 8(1).
__
1998 “Reading the Fools’ Mirror: Reconstituting Identity against National and Transnational Political Practices”. American Ethnologist 25(3):471-488.
Dewalt, Kathleen M. & Dewalt, Billie R.
1998 “Participant Observation”. I: Russell, Bernard (red.): Handbook of Methods in Cultural Anthropology. Walnut Creek: AltaMira Press.
Douglas, Mary
1968 “The Social Control of Cognition. Some Factors in Joke Perception”. MAN 3(3):361-376.
Eley, Geoff & Suny, Ronald Grigor, red.
1996 Becoming National. A Reader. New York, Oxford: Oxford University Press.
Ezell, Elizabeth D. & Seeleib-Kaiser, Martin & Tiryakian, Edward A.
2003 “National Identity Issues in the New German Elites. A Study of German University Students”. International Journal of Comparative Sociology 44(280).
Fabian, Johannes
1983 Time and the Other. How Anthropology Makes Its Object. New York: Columbia University Press.
Falter, Jürgen, Gabriel, Oscar & Rattinger, Hans, red.
2006 Sind Wir ein Volk? Ost- und Westdeutschland im Vergleich. München: Verlag C. H. Beck
Fernandez, James W. & Huber, Mary Taylor, red.
2001 Irony in Action. Chicago, London: The University of Chicago Press.
Fox, Jon E. & Miller-Idriss, Cynthia
2008 “Everyday Nationhood”. Ethnicities 8(4):536-576.
Freud, Sigmund
1994 [1905] Vitsen og dens forhold til det ubeviste. Frederiksberg: Det lille forlag.
Garde, Murray
2008 “The Pragmatics of Rude Jokes with Grandad. Joking Relationships in Aboriginal Australia”. Anthropological Forum 18(3).
Gellner, Ernest
1994 [1983] Nations and Nationalism. Ithaca, New York: Cornell University Press.
Glaeser, Andreas
2000 Divided in Unity. Identity, Germany and the Berlin Police. Chicago: The University of Chigaco Press.
Gloannec, Anne-Marie Le
1994 “On German Identity”. Daedalus 123(1):129-148.
Gupta, Akhil & Ferguson, James, red.
1997 Culture, Power, Place. Explorations in Critical Anthropology. Durham, London: Duke University Press.
Gust, Benjamin
2009 Einigkeit und Recht und Freiheit. Die komplette Geschichte der Deutschen Nationalhymne. Wie aus einer Melodie eine Hymne wurde, die später verboten und dann wieder eingeführt wurde. Norderstedt: GRIN Verlag.
Habermas, Jürgen
1991 Staatsbürgerschaft und Nationale Identität. Überlegungen zur Europäischen Zukunft. St. Gallen: Erker-Verlag.
Hall, Stuart
1996 “Who Need Identity?” I: Hall, Stuart & Gay, Paul du (red.): Questions of Cultural Identity. London, Thousand Oaks, New Delhi: SAGE.
Handler, Richard
1994 “Is “Identity” a Useful Cross-Cultural Concept?” I: Gillis, John R. (red.): Commemorations. The Politics of National Identity. Princeton: Princeton University Press.
Hannerz, Ulf
1996 Transnational Connections. Culture, People, Places. London, New York: Routledge.
Hartigan, John
2009 “What are you laughing at? Assessing the “racial” in U.S. Public Discourse”. Transforming Anthropology 17(1):4-19.
Hastrup, Kirsten
2003 “Introduktion”. I: Hastrup, Kirsten (red.): Ind i verden – en grundbog i antropologisk metode. København: Hans Reitzels forlag.
Hastrup, Kirsten & Olwig, Karen Fog
1997 Siting Culture. The Shifting Anthropological Object. London: Routledge.
Hensel, Jana
2004 After the Wall. Confessions from an East German Childhood and the Life That Came Next. New York: Public Affairs.
Herzfeld, Michael
1997 Cultural Intimacy. Social Poetics in the Nation-State. New York, London: Routledge.
Høffding, Harald
1967 Den store Humor. En psykologisk Studie. København: Gyldendals Uglebøger.
Jackson, Michael
2002 The Politics of Storytelling. Violence, Transgression and Intersubjectivity. København: Museum Tusculanum Press, University of Copenhagen.
Jenkins, Richard
2008 Social Identity. New York: Routledge.
Jiménez, Alberto Corsín
2003 “On Space as a Capacity”. The Journal of the Royal Anthropological Institute 9(1):137-153.
Kapferer, Bruce
1988 Legends of People, Myths of State. Violence, Intolerance, and Political Culture in Sri Lanka and Australia. Washington: Smithsonian Institution Press.
Keller, Albrecht
1907 Die Schwaben in der Geschichte des Volkshumors. Freiburg.
Kocher, Renate & Noelle, Elisabeth, red.
2009 Allensbacher Jahrbuch der Demoskopie 2003-2009 Berliner Republik. Berlin, New York: Verlag für Demoskopie Allensbach am Bodensee.
Mandel, Ruth
2008 Cosmopolitan Anxieties. Turkish Challenges to Citizenship and Belonging in Germany. Durham, London: Duke University Press.
Marcus, George
1995 “Ethnography in/of the World System: The Emergence of Multi-Sited Ethnography”. Annual Review of Anthropology 24:95-117.
Mielke, Siegfried & Reutter, Werner, red.
2004 Länderparlamentarismus in Deutschland. Geschichte, Struktur, Funktionen. Wiesbaden: VS Verlag für Sozialwissenschaften.
Mortensen, Morten Dyssel & Paulsen, Adam, red.
2008 Tyskland og Europa i det 20. århundrede. København: Museum Tusculanums Forlag.
Mulkay, Michael
1988 On Humour. Its Nature and its Place in Modern Society. Cambridge: Polity Press.
Ostwald, Hans
1938 Der Urberliner im Witz, Humor und Anekdote. Berlin: Paul Frankes Verlag.
Palmer, Jerry
1994 Taking Humour Seriously. London, New York: Routledge.
Papataxiachis, Sophie Day & Stewart, Michael Evthymios red.
1999 Lilies of the Field. Marginal People who Live for the Moment. Boulder, Colorado: Westview Press.
Peck, Jeffrey M.
1996 “Rac(e)ing the Nation: Is there a German “Home”?” I: Eley, Geoff & Suny, Ronald Grigor (red.): Becoming National. A Reader. New York, Oxford: Oxford University Press.
Pedersen, Morten Axel
2011 “Mischievous Souls”. I: Pedersen, Morten Axel: Not Quite Shamans. Spirit Worlds and Political Lives in Northern Mongolia. Ithaca, London: Cornell University Press.
—
2012 – under udgivelse “A Day in the Cadillac. The Work of Hope in Urban Mongolia”. Udgives i: Social Analysis. Journal of Cultural and Social Practice.
Radcliffe-Brown, Alfred R.
1968 Structure and Function in Primitive Society. London: Cohen & West LTD.
Rohr, Mathieu von & Schulz, Sandra
2009 “Was wird aus mir? Wir Krisenkinder: Das Selbstporträt einer Generation”. Der Spiegel Special (1). Hamburg: SPIEGEL-Verlag.
Rosmann, Nadja et al.
2007 Deutschland auf der Suche nach sich selbst. Eine Nation, die eigentlich keine sein kann, im werkeln sind die Deutschen Weltmeister. Eine Qualitative Studie im Auftrag der Identity Foundation. Düsseldorf: Identity Foundation, gemeinnützige Stiftung. http://identity-foundation.de/images/stories/downloads/Studie_Deutsch-Sein_IF_Band_9.pdf. Sidste adgang 28.05.12.
Rubow, Cecilie
2003 “Samtalen. Interviewet som deltagerobservation”. I: Hastrup, Kirsten (red.): Ind i verden. En grundbog i antropologisk metode. 227-246. København: Hans Reitzels Forlag.
Rusch, Claudia
2004 Meine freie Deutsche Jugend. Herning: Systime.
Sabonis-Chafee, Theresa
1999 “Communism As Kitsch. Soviet Symbols in Post-Soviet Society”. I: Barker, Marie Adele (red.): Consuming Russia. Popular Culture, Sex and Society Since Gorbachev. Durham, London: Duke University Press.
Schenk, Wolf
1978 Bayrische Witze. Frankfurt am Main: Fischer-Taschenbuch-Verlag.
Schneider, Jens
2001 Deutsch sein. Das Eigene, das Fremde und die Vergangenheit im Selbstbild des vereinten Deutschland. Frankfurt: Campus.
—
2002 “Discourses of Exclusion. Dominant Self-Definitions and “The Other” in German Society”. Journal of the Society for the Anthropology of Europe 2(1):13-21.
Spradley, James P.
1979 The Ethnographic Interview. Forth Worth: Harcourt Brace Jovanovich College Publishers.
Sökefeld, Martin
2001 “Reconsidering Identity”. Anthropos 96(2):527-544.
Ten Dyke, Elizabeth A.
2001 Dresden. Paradoxes of Memory in History. London, New York: Routledge.
Verdery, Katherine
1991 “Theorizing Socialism. A Prologue to the “Transition””. American Ethnologist 18(3):419-439.
Welke, Tina
2012 Tatort Deutsche Einheit. Ostdeutsche Identitätsinszenierung im “Tatort” des MDR. Bielefeld: Transcript Verlag.
Wilson, Peter J.
1992 [1974] Oscar. An Inquiry into the Nature of Sanity? Illinois: Waveland Press, inc.
Wittlinger, Ruth
2010 German National Identity in the Twenty-First Century
A Different Republic After All? Hampshire, New York: Palgrave.
Wivel, Peter
2012 Nynazisterne findes lige midt i samfundet. Politiken, 23.02.12. Sektion: Internationalt. S. 8-9.
Yurchak, Alexei
1999 “Gagarin and the Rave Kids. Transforming Power, Identity and Aesthetics in Post-Soviet Nightlife”. I: Barker, Adele Marie (red.): Consuming Russia. Popular Culture, Sex, and Society since Gorbachev. Durham, London: Duke University Press.
—
2006 Everything Was Forever, Until It Was No More. The Last Soviet Generation. Princeton and Oxford: Princeton University Press.
Øhrgaard, Per
2009 Tyskland. Europas Hjerte. Et essay. København: Gyldendal.
Webkilder
Übertrieben Deutsch
2012 . Sidste adgang 26.05.12.
Berlin.de
2012a Zahlen und Fakten, . Sidste adgang 28.05.12.
Berlin.de
2012b Denkmal, Senatsverwaltung für Stadtentwicklung und Umwelt, http://www.stadtentwicklung.berlin.de/denkmal/denkmale_in_berlin/de/berliner_mauer/schlesischer_busch.shtml. Sidste adgang 28.05.12.
Berliner Schloss
2012 Short Architectural History.http://berliner-schloss.de/en/the-ancient-berlin-palace/short-architectural-history/. Sidste adgang 26.05.12.
Hate Your Heimat
2012 http://hateyourheimat.wordpress.com/. Sidste adgang 26.05.2012.
Titanic
2012 . Sidste adgang 26.05.12.
Abstract [English]
Based on four and a half months of etnographic fieldwork among a group of young Germans in their 20’s living in Berlin, this thesis explores the issue of a national construction of identity in Germany, 20 years after the fall of the Berlin Wall. The thesis investigates the apparently paradoxical national identification constructed by a group of young Germans, who simultaneously dissociate themselves from, and confirm their national affiliation. With this paradox as the starting point, this study investigates the correlation between national, regional and local construction of identities among young Germans living in Berlin, 20 years after the fall of the wall.
The initial aim of this study has been to investigate the perception of ’East’ and ’West’ among young Germans living in Berlin, but the findings of my fieldwork called for a broadening of the field. The problem of this thesis reflects my experience of how the Young Germans position themselves and each other according to regionally and locally defined boundaries that reach beyond the relation between ’East’ and ’West’. I argue that this internal positioning ultimately defines the national identification of these young people. Thus the main argument of the thesis is that the apparent paradoxical national identification among the Young Germans is constructed, in fact enabled, by their creation of local and regional boundaries. As they identify themselves and each other as Ossi, Wessi, Schwabe, or Mittekind, it is therefore not an obstacle for their national identification. On the contrary, I argue that these internal categorizations constitute the national identity of the Young Germans.
This thesis consists of three parts. First the apparent paradoxical national identification is discussed, thereafter the construction of the regional identity is investigated, and lastly the construction of local identities, including the actual constitution of nationalthe national identity, is debated.
The first part of the thesis concerns the apparantly paradoxical national identication amongst the Young Germans. With this paradox as a starting point, I argue with reference to Benedict Anderson, that a ’non-imagined community’ defines their national identification. An identification which is constituted neither by positive nor negative attitudes towards their national context but by a sort of national ”cultural intimacy” (Herzfeld 1997). I term their national affiliation as a ’practised community’, proposing thereby a sort of national identification, which entails their ambiguous national sentiments. Based on empirical observations during the social event of watching the weekly broadcast national TV-series Tatort (Crime Scene), I argue that this ’practised community’ is nationally bounded, made possible, however, by the creation and maintenance of regional boundaries. This correlation between their national and regional boundary construction is also reflected in the Tatort-series itself; the series has a national status while the episodes are situated in shifting regional settings throughout Germany. Using the theoretical perspective on rituals presented by Maurice Bloch (1989), I suggest that the social Tatort-event forms a ritual, and demonstrate how the national identity of the Young Germans is anchored in time through the weekly repetition of the event. I argue that the Tatort-ritual, continously generate their national identity, which is not affiliated within a larger national-historical narrative but anchored in their personal ”experienced pasts” (Connerton 1989).
The second part of my thesis concerns the awareness of ’regions’ among the Young Germans. An awareness which is articulated through different modes of joking. With humor as my analytical perspective, I argue that two ways of joking about regional stereotypes and differences constitute their ambiguous regional identification. By exploring this ambiguity, I suggest that the Young Germans do not only mark boundaries between them but also confirm their national identity. I define the first mode of joking as a ”joking relationship” using the theoretical perspective presented by Radcliffe-Brown (Radcliffe-Brown 1968). The ambiguity within this mode of joking lies in the simultanious affirmation of regional differences and dissolving of the importance of these differences. While the ”joking relationship” reflects the way the Young Germans orientate themselves according to ’regions’ in a German setting, it also reflects the assymmetrical awareness of east and west among them. A consciousness of being ’east German’ exists among the Young Germans of east German descent but it does not have a ’west German’ equivalent. I argue that this assymmetry has made a taboo of the previously divided Germany among the Young Germans of western descent. Thus the ”joking relationship” becomes a way for them to avoid this taboo. In the second mode of joking, the Young Germans do not only question the importance of regional differences, east-west related or in a broader sense of the words, but challenge the regional discourse altogether in Germany. Drawing upon the terminology of Alexei Yurchak, I term this mode of joking a sort of ”over-identification” (Yurchak 2006:250) with regional stereotypes. This ”over-identification” constitutes a certain ironic attitude where the Young Germans, in a sense, ’joke about the joke’, using regional stereotypes as both a tool and the object of joking, thereby questioning the regional discourse in Germany.
The third part of the thesis is concerned with how the Young Germans create their local identities in Berlin and expand the spatial and temporal aspects of their identity construction. Berlin holds a special spatial and temporal position within a German context, being both part of and detached from a national context, as a national centre, and an international metropolis. Berlin is furthermore, with the words of one of the Young Germans a ”sort of East Germany”, indicating, that the city is partly detached from its geographical and historical surroundings. Berlin is a meeting point for young people from all over Germany, and I argue that their local identities not solely are constructed within the city, but also with the city as a ”capacity” (Jiménez 2003) for the creation of their identification. The different localities of the city; its neighbourhoods, streets and parks, hold the possibility to create a meaningful local identity. The ambiguous status of the city, where history is ’everywhere and nowhere’ simultaneously, enables the Young Germans to orientate themselves differently according to time and space. By exploring the ambiguous status of the city, and arguing that the city forms a capacity instead of merely a context for the Young Germans construction of identity, I suggest that the ambiguous national identification of the Young Germans is made possible in Berlin.
Appendiks: Liste over empirisk materiale
– Feltnoter baseret på min daglige deltagerobservation i perioden 5. Februar til 7. Juni 2010. Ca. 150 sider
– 19 semi-strukturerede interviews
– 3 fokusgruppeinterviews med unge tyskere, ét med to deltagere, to med fem deltagere
– Indsamlede dokumenter i form af avisartikler, foldere, magasiner, satireblade
– Noter fra deltagelse i diverse debatarrangementer
– Noter fra deltagelse i konferencer:
o ”Über Leben im Umbruch” (Om at leve i omvæltning). Konference om samspillet mellem socialvidenskabelig forskning og teater, med afsæt i tre forskningsprojekter og fire teaterstykker om livet i den østtyske by Wittenberge 20 år efter genforeningen. 4. Juni 2010
o ”Reise in eines Fernes Land? Die DDR als Teil gesamtdeutscher Geschichte in der Bildungspraxis” (En rejse ind i et fjernt land? DDR som del af den fællestyske historie i uddannelsespraksis). Arrangør: Bildungswerk der Humanistischen Union in Zusammenarbeit zur Aufarbeitung der SED-diktatur. 17.-19. Maj 2012, Berlin-Spandau
Fodnoter
[1] Übertrieben Deutsch er titlen på en blog, som Hannes’ kæreste Johanna viste mig en dag, efter vi i fjernsynet havde set en reportage fra Melodi Grand Prix-fejringen, hvor tyske flag dominerede skærmen(Übertrieben Deutsch 2012).
[2] Når jeg refererer til Heimat, er det i denne sammenhæng som emisk term, der blev brugt af mine informanter til at tilkendegive eller tage afstand fra et tilhørsforhold i en national, regional og lokal kontekst. Jeg er bevidst om, at Heimat som analytisk begreb er beskrevet i utallige udlægninger af koblingen mellem identitet og lokaliserede tilhørsforhold i en tysk kontekst (for gennemgang, se bl.a. Applegate 1990; Blickle 2000). [3] Et centralt omdrejningspunkt for debatten om identitet i Tyskland har siden genforeningen været betydningen af samlingen af de to tyske stater indadtil, for Tysklands selvforståelse, såvel som udadtil, for Tysklands rolle i Europa (se bl.a. Wittlinger 2010; Bach & Peters 2010; Gloannec 1994). [4] Dog bør det her nævnes, at der i de senere år har været flere udgivelser med fokus på, hvordan etniske minoriteter skaber tilhørsforhold i Tyskland (se bl.a. Bozkurt 2011; Mandel 2008). Da der ikke var nogen af de unge i min felt, som havde migrationsbaggrund, og da temaet ikke fyldte meget blandt dem, har jeg ikke beskæftiget mig indgående med denne litteratur. Jeg går derfor heller ikke ind i diskussionen om national identitet i forhold til den i tysk sammenhæng relevante diskussion om regler for statsborgerskab, som trækker spor tilbage til en historisk forestilling om et etnonationalt fællesskab (se bl.a. De Soto 1995; Peck 1996; Schneider 2002).[5] Dels erhvervet under udvekslingsopholdet i byen i efteråret 2007, dels gennem seks års tyskundervisning i folkeskolen og gymnasiet. [6] Sachsen-Anhalt, Brandenburg, Mecklenburg-Vorpommern, Sachsen og Thüringen. [7] Baden-Württemberg, Bayern, Hessen, Nordrhein-Westfalen, Niedersachsen, Saarland, Schleswig-Holstein, Rheinland-Pfalz, Bremen, Hamburg og Berlin. De sidste tre delstater er særlige i kraft af deres dobbelte status som byer og delstater. [8] Se Tysklandskort. [9] Ligesom de tilsvarende havde betydning for, hvordan mine informanter positionerede sig selv i en national kontekst. [10]Arealer skabt af striben af ingenmandsland langs Berlinmurens tidligere forløb, af bombetomter tilbage fra 2. Verdenskrig og af den deindustrialisering, som fulgte efter genforeningen. [11] Byens borgmester Klaus Wowereit udtalte for nogle år siden, at Berlin er ”fattig, men sexet”, en betegnelse, der siden har klæbet fast som byens motto. [12] Nedrivningen af Palast der Republik blev af mange af De Unge betragtet som en provokation, der understregede det delte Tysklands historie som en parentes i den fælles-tyske historie til fordel for en mere acceptabel og mere fjern fælles fortid. I Berlin bliver det tydeliggjort, at historieskrivning i Tyskland er en kontroversiel affære. [13] Sofia på 26 fra Köln læste kunsthistorie, og vi læst tidligere sammen på Freie Universität. Matt på 29 fra Hannover og Jonas på 28 fra Giessen læste begge sociologi, og vi boede sammen i et bofællesskab på Karl-Marx Allée under mit udvekslingsophold. [14] Det indledende Tysklandskort indikerer hvor alle informanter, der optræder i specialet kommer fra i Tyskland. Kortet over Berlin indikerer hvor i byen De Unge boede. [15] Trods den store udskiftning bestod en fast kerne omkring bofællesskabet af vennerne Hannes på 25 fra Köln, hans kæreste Johanna på 27 fra München og Fabian på 26 fra Frankfurt, der alle læste byplanlægning, samt Nik på 26 fra Wolfsburg, Christof på 24 fra Jena og Linda på 28, med egne ord fra ”Østberlin”, der alle læste geografi. [16] Udover Jennifer, der var 30, nyuddannet økonom og bosat i Mitte, hvor hun også var opvokset, havde jeg særligt kontakt til Theresa på 28, der læste sociologi og Mona på 28, der læste kulturvidenskab. Begge boede i Mitte, hvor de ligesom Jennifer var opvokset. Jessie på 29 læste ligeledes kulturvidenskab og boede i Köpenick hos sine forældre, mens Jocelyn på 29 var flyttet til Berlin fra Stuttgart for at læse kunsthistorie. [17] Joachim på 28 mødte jeg gennem Maria fra min sprogskole. Han var født i Berlin og opvokset i Frankfurt am Main og gik på kunstakademiet. Theo på 24 fra Cottbus læste psykologi, og vi mødte hinanden på universitetsbiblioteket. Jana på 28 som med egne ord kom fra ”Vestberlin” blev jeg introduceret for af en fælles bekendt. Hun læste sociologi og musikvidenskab, ligesom Frida på 24 fra Köpenick, som jeg mødte til et debatarrangement. [18] En betegnelse, som mine informanter også brugte om sig selv, når de med ironisk distance kommenterede på deres prekære fremtidsudsigter. [19]Jocelyn betegnede sin mor som ”klassisk Wendeverlierer”(genforeningstaber), der efter at have mistet sit arbejde i forbindelse med Tysklands genforening ikke siden var kommet tilbage ind på arbejdsmarkedet. Flere af mine øvrige informanter med østtysk baggrund kunne fortælle tilsvarende historier om, hvordan deres forældres generation generelt havde været bedre økonomisk stillet før genforeningen. I samme åndedrag gjorde de det dog ofte klart, at deres forældres forværrede økonomiske situation langt fra var ensbetydende med, at ”alt var bedre før”, som Jennifer eksempelvis formulerede det. [20] Som Yurchak og Boyer peger på i en fælles artikel fra 2008 (Boyer & Yurchak 2008:9). [21] Samme gruppe som også har en blog med samme navn (Hate Your Heimat 2012). [22] Tilsvarende beskriver Wittlinger, hvordan det politiske engagement blandt særligt unge tyskere er kraftigt dalende og har været det stort set siden genforeningen (Wittlinger 2010:86). [23]Her kan man måske mene, at det er mere almindeligt at italesætte sin egen nationalitet, når man er i udlandet, men Johannas kommentar gengivet indledningsvist i denne sektion antyder, at det ikke alene forklarer hvorfor De Unge ikke talte om sig selv ud fra nationale kategorier. [24] I forlængelse af beskrivelsen i indledningen, er den væsentligste forskel mellem de to ordninger for uddannelsesstøtte, at Barfög tildeles efter udregninger af forældrenes indkomst, og at beløbet desuden er proportionelt væsentligt lavere end den danske uddannelsesstøtte. [25]Konferencen hed: ”Reise in ein fernes Land? – Die DDR als Teil gesamtdeutscher Geschichte in der Bildungspraxis”. Den blev arrangeret af Bildungswerk der Humanistischen Union i samarbejde med Bundesstiftung zur Aufarbeitung der SED-diktatur og afholdt den 17.-19. Maj 2010 i Berlin. [26] Jeg blev tilsvarende opmærksom på dette, da jeg i køkkenet i bofællesskabet hørte et nyhedsindslag i radioen om, at ”SED-Diktaturet” (Socialistische Einheitspartei Deutschlands udgjorde regeringspartiet i DDR) netop var blevet en obligatorisk del af læreplanerne i folkeskolen i regionen Berlin-Brandenburg. I reportagen blev det fremhævet, at ”selv 20 år efter SED-diktaturets fald får skoleelever ikke noget at vide om DDR”. Under indslaget kørte SED-partihymnen i baggrunden, og reporteren sagde lettere sarkastisk: ”Man kan selvfølgelig også spørge sine forældre eller bedsteforældre, ”die waren wahrscheinlich dabei” (de var sikkert med) (Moto-FM, mandag d. 22. Marts, kl. 16.30). [27] Den tyske nationalhymne Lied der Deutschen, med tekst af digteren August Heinrich Hoffmann von Fallersleben og melodi af komponisten Joseph Haydn, blev officielt udråbt til nationalhymne i 1922. Siden blev hymnen anvendt i Nazi-Tyskland og efterfølgende forbudt. Efter genforeningen blev Lied der Deutschen atter taget i brug som officiel nationalhymne, dog kun i form af det 3. Vers, Einigkeit und Recht und Freiheit (enhed, retfærdighed og frihed) (Gust 2009). [28]Senest tydeliggjort af afsløringerne af ”Zwickau-gruppen”, en højreradikal nynazistisk ’terrorcelle’, der mellem år 2000 og 2007 har begået 10 systematiske mord på tyskere med anden etnisk baggrund (Wivel 2012). [29] Der boede jeg under et udvekslingsophold tre år forud for feltarbejdet. Da jeg boede der, var Matt fra Hannover og Jonas fra Giessen mine bofæller. I mellemtiden var Jonas flyttet ud, og Matt boede der nu sammen med sin kæreste Anna. [30] Stasi er den populære forkortelse for det østtyske sikkerhedspoliti, Staatssicherheitsdienst (Berdahl 1999:238). [31] Herzfeld skelner ikke eksplicit mellem nation og stat, men definerer ’nationalstaten’ som en geopolitisk størrelse, indenfor hvilken borgerne skaber eller distancerer sig fra deres nationale samhørighed (Herzfeld 1997:13). [32] Tatorts rolle som nationalt samlingspunkt i Tyskland minder om, hvordan eksempelvis tv-serien Matador samlede danskere foran skærmen, da serien blev sendt på Danmarks Radio. Den gav mulighed for at følge livets gang i den lille købstad Korsbæk og samtidig få et indblik i et stykke Danmarkshistorie (Agger 2005). [33] Se fx ”Bayrische Witze” (Schenk 1978), ”Der Urberliner im Witz, Humor und Anekdote” (Ostwald 1938) eller ”Die Schwaben in der Geschichte des Volkshumors” (Keller 1907). [34] Udtalelsen stammer fra en paneldebat på Maxim Gorki Teatret, som jeg deltog i under feltarbejdet. Anledningen til debatarrangementet var opsætningen af teaterstykket ”Die Überflüssigen” (De Overflødige), der som det første af fire stykker tog afsæt i etnografiske studier af selvforståelsen blandt indbyggerne i den østtyske by Wittenberge 20 år efter genforeningen. Jana Hensel er blandt andet forfatter til den biografiske bog ”Zonenkinder” (Børn af Zonen), der udgør én af de mange selvbiografiske bøger, som siden genforeningen er udgivet af tyskere, der beskriver opvæksten i det tidligere DDR (Hensel 2004; se også Rusch 2004). [35] Som eksempelvis Daphne Berdahl også peger på i sit studie af livet i den østtyske by Kella (Berdahl 1999). [36] I statistikker og landsdækkende meningsmålinger bliver Tyskland inddelt i et (ofte blåt markeret) vest og et (ofte rødt markeret) øst (Kocher og Noelle 2009). [37] Sonnen Allée gengiver livet i Østberlin i 70erne, mens Goodbye Lenin beskriver livet i Berlin før, under og efter murens fald. Das Leben der Anderen tegner et billede af konsekvenserne af den massive overvågning i DDR. [38] Herfra oversætter jeg Radcliffe-Browns begreb om ”joking relationships” til ’joking relationer’. [39] Frida fortalte, at hun i dag stadig ikke kunne lide bananer og mente selv, at grunden var, at hun op gennem sin opvækst i 90’erne havde fået så mange af dem. [40] Som Boyer, der sammen med Yurchak har udforsket denne særlige form for ironi pointerer, er det vanskeligt at oversætte begrebet stiob, hvorfor jeg også bruger denne term (Boyer 2011:216). [41] I forlængelse af argumentet i det foregående kapitel om at den særlige joking relation mellem De Unge netop i Berlin muliggøres, fordi grænserne mellem øst og vest på samme tid markeres og udviskes i denne kontekst. [42]Med dette perspektiv på ”rum” retter Jiménez en kritik mod en udbredt antropologisk skelnen mellem ”sted” (place) og ”rum” (space), der tager afsæt i Michel de Certeaus betegnelse af ”rum”(space) som et ”aktiveret sted”(activated place) (Jiménez 2003:139; se også Gupta & Ferguson 1997; Hastrup og Olwig 1997). [43]Jenkins forståelse ligger i tråd med Pierre Bourdieus beskrivelse af, at individet bruger fortidige, kropsliggjorte, erfaringer til at gøre sig forestillinger om fremtiden (Bourdieu 2000:210).
Hent resten af specialet nemt og gratis - lige her
Nu har du fået en smagsprøve på, hvad specialet indeholder. Hvis du vil læse resten, så kan du hente specialet som PDF - bare klik på knappen herunder