Lænestolsantropologi er et fyord og udtryk for en forfejlet metode – et levn fra en svunden tid. Det er dovne ”antropologer”, der ikke har hænderne i den sociale materie og blot tænker sig til tentative analyser. Men kan tidens kategoriske afvisning af lænestolsantropologien også være udtryk for noget andet? At vi står midt i et antropologisk paradigme, der er kendetegnet ved en ekstrem partikularisme, hvor vi ringeagter udvikling af generelle ideer og modeller?
I sin Malinowski Memorial Lecture fra 2011, Frazer Strikes Back from the Armchair 1, argumenterer antropolog Rane Willerslev for en tilbagevenden til lænestolsantropologien. En tilbagevenden, der samtidig er en kritik af den ekstreme partikularisme, der dominerer moderne antropologi.
“For one may ask if the key, which once opened the door of a ‘new age’ in anthropology – its confidence in what can be directly and accurately observed by the fieldworker inserting him or herself into the routine context of a society – has got out of hand. In other words, is the determining role given to empirical observation really the way forward with regard to our interpretative efforts?”
James Frazer var eksponent for lænestolsantropologien, mens Bronislaw Malinowski er kendetegnet ved antropologi, hvor man rejste sig fra sin lænestol, og hvor empirisk dataindsamling var konge. Malinowski er kanoniseret inden for antropologisk skoling – Frazer er, groft sagt, persona non grata. Willerslev bruger denne skelnen til at argumentere for spekulativ undersøgelse, da nogle fænomener er udenfor den empiriske analyses rækkevide. Om end jeg synes, at hans tilbagevenden til lænestolsantropologi er spændende, tager jeg kritikken af den ekstreme partikularisme i en lidt anden retning.
Jeg mener, at vi kanoniserer den empiriske antropologi i en sådan grad, at teoretiske tilgange og udvikling af generaliserbar teori indenfor antropologien, i bedste fald, spiller andenviolin. Det er problematisk; ikke fordi udvikling af teori og generaliserbare modeller er objektivt bedre end empirisk analyse, men fordi de to tilgange har forskellige kvaliteter og supplerer hinanden. Da jeg hovedsageligt har arbejdet inden for den politiske antropologi, bliver det mit afsæt.
En generaliserbar model er en tom skal
Jeg tilslutter mig tanken om, at den politiske antropologi har et naturligt potentiale for at arbejde med generelle ideer eller abstraktioner, da man ofte arbejder med fænomener eller strukturer, der kan genfindes eller genfortolkes i forskellige socialiteter. 2 Genfortolkes er her et nøgleord – for teori skal bruges til at skabe rammerne for en analyse eller kan bruges til at forstå sociale fænomener. Max Webers idealtyper, som de fleste antropologer er bekendt med, var fx ikke tænkt som 1:1 beskrivelser af sociale strukturer.
”An ideal type may, thus, be a model or a generalizing concept or an abstraction from particular historical circumstances […] it is a construct developed to make sense out of a chaos of facts or a set of observations of actions.” 3
Derfor er det også forfejlet, når man inden for antropologien kritiserer teoretiske bidrag for at være mangelfulde beskrivelser af virkeligheden. Modeller, hvor kanterne er slebet væk, og hvor man ikke rigtigt siger noget, der har hjemmel i faktisk levede liv eller reelle sociale fænomener. Clifford Geertz er et godt eksempel på en antropologisk koryfæ, der havde endog meget lidt til overs for udviklingen af generelle principper.
”it [generelle principper] is somehow inseparable from the particulars that yield it and, when separated, turns out to be banal and empty." 4
Jeg tror, at mange antropologer kan nikke genkendende til brugen af teori til at skabe mening ud af datamateriale, eller at man har brugt teoretiske bidrag som udgangspunkt for, hvilke data man vil forsøge at indsamle. Teoretiske modeller og generelle principper skal ikke være separated… Værdien i generelle principper ligger i samspillet med det partikulære og det empiriske. Teoretiske forforståelser kan vise sig at være forfejlede eller utilstrækkelige, men det gør dem ikke værdiløse. De fleste antropologer tilslutter sig tanken om, at man ikke kan løsrive sig fra et a priori forhold til et givent felt 5 – teoretiske modeller skal forstås som et sådant forhold blandt mange, og derfor ikke som en unik form for bias i forhold til empirisk analyse. 6 Med fare for at Clifford Geertz vender sig i graven, kunne man endda påstå, at hans Deep Play: Notes on the Balinese Cockfight 7, for mange antropologer har fungeret som en model for, hvordan man generelt kan analysere sociale fænomener som kondenserede versioner af socialitet i en større skala.
”Tankens antropologi”
I indledningen til Meyer Fortes og E. E. Evans-Pritchards African Political Systems beskriver Alfred Radcliffe-Brown politiske antropologiske bidrag som en bevægelse fra empiri gennem typologi og sammenligning og frem mod sociologiske love eller principper. 8 I forhold til udvikling af teoretisk (for)forståelse eller generelle principper synes jeg i lige så høj grad, at den teoretiske antropologi kan udvikles gennem en art tankens antropologi eller lænestolsantropologi, som Rane Willerslev agiterer for i Frazer Strikes back from the Armchair. Begge tilgange kan tjene det samme formål – at bidrage til forståelsen af socialitet i et samspil med det partikulære og de empiriske feltstudier.
Antropologiens faglige identitet er i høj grad hængt op på vores evner ud i kvalitativ metode, studier af ”det fremmede” og det partikulære. Det betyder dog ikke, at vi så skal forsage, at vi inden for antropologien forsøger at udvikle generelle principper eller teoretiske modeller – hvad enten det er via en bevægelse fra empiri, eller det er gennem en ”tankens antropologi”. Hvis antropologi udvikler sig til et paradigme, hvor vi udelukkende anerkender og anvender partikulære empiriske feltstudier, så begrænser vi vores muligheder for at udvikle viden om det sociale – og muligheden for at udvikle antropologi som fag.
Notes:
- Willerslev, Rane (2011): ”Frazer strikes back from the armchair: a new search for the animist soul” I journal of the Royal Anthropological Institute, 17, pp. 504-526. ↩
- Kurtz, Donald V. (2001): political Anthropology – paradigms and Power, Westview Press, Colorado. ↩
- Keyes, Charles F. (2002): "Weber and Anthropology" i Annual review of Anthropology, 31, pp. 233.255. ↩
- Geertz, Cifford (1995) After the fact: two countries, four decades, one anthropologist, Harvard University Press, Cambridge. ↩
- Høyer, Klaus (2008): ”Hvad er teori, og hvordan forholder teori sig til metode?” i Lene Koch og Signild Vallgårdas (red.) Forskningsmetoder i folkesundhedsvidenskab, 3. udg., Munkgaard Danmark, København. ↩
- Abélès, Marc (2009): ”Foucault and political anthropology” I International Social Science Journal, 59 (191) pp.59-68, Blackwell Publishing Ltd., Oxford. ↩
- Fra Clifford Geertz’ The Interpretation of cultures: selected essays. ↩
- Fortes, Meyer & E. E. Evans-Pritchard (1962 [1940]): African Political Systems, Oxford University Press, London. ↩
Latest posts by Andreas Kambskard (see all)
- Partikularisme vs. lænestolsantropologi. - 19. november 2012
- Angst er ikke “normalt” - 8. november 2012
Tak for et godt og relevant indlæg. Jeg er enig med dig langt hen ad vejen i din argumentation om, at udvikling af ny antropologisk teori sakker bagud. Antropologien er på mange måder en eklektisk videnskab, der anvender og mikser teorier og begreber fra andre videnskaber, og vi kunne med fordel lægge flere kræfter i at udvikle faget teoretisk. Til gengæld står vi stærkt på vores metode og empiriske tilgang (som andre videnskaber jo så napper fra os), og måske burde vi også gøre det mere klart for os selv, hvad en teoretisk og en empirisk tilgang er og indebærer – og ikke mindst hvornår man anvender hvilken tilgang. Du skriver, at teoretiske og empiriske tilgange supplerer hinanden. Det er jeg naturligvis ikke uenig i. Men jeg er forvirret over din opstilling af lænestolsantropologi over for partikularisme i forhold til din ambition om teoriudvikling. Lænestolsantropologien kritiseres for (og defineres ved) sin manglende empiri og er dermed en spekulativ tilgang. Men lænestolsantropologien er vel ikke nødvendigvis hverken lig eller en forudsætning for teoriudvikling? Og ligeledes mener jeg heller ikke nødvendigvis at man kan sætte lighedstegn mellem en empirisk tilgang og partikularisme. Man kan vel godt anvende en empirisk tilgang uden mene, at undersøgelsen ikke kan sige andet end noget om dette partikulære fænomen? Hvis vi skal udvikle teoretiske modeller og tanker må vi vel tage udgangspunkt i empirien og derudfra udvikle spekulative modeller… Handler det i virkeligheden ikke om, hvilken ambition man har for sin undersøgelse og ikke om lænestolsantropologi vs. partikularisme?
Mikka, jeg kan godt forstå din skepsis omkring lænestolsantropologi vs. partikularisme, når jeg dernæst vender mig mod teoriudvikling vs. empiriske feltstudier– det var ikke klart nok formuleret. Først og fremmest, så har lænestolsantropologien ikke patent på teoriudvikling (og bør den bestemt heller ikke have). Dernæst, så behøver empiriske studier bestemt heller ikke at være ensbetydende med en ekstrem partikularisme.
Antropologien excellerer inden for kvalitative metoder til empirisk dataindsamling – en stor del af, hvad der adskiller antropologien fra andre samfundsvidenskaber, er vores evner på det område. Jeg synes dog, at vores gode evner ud i kvalitative studier har gjort, at vi i for høj grad sværger til det empiriske feltarbejde, og at vores fokus på feltarbejdet også har gjort, at vi har fremelsket en partikularisme – at vi hovedsageligt kan sige noget om det unikke felt vi har lavet feltarbejde i (og at feltarbejdet forresten også er vejen at gå). Empiriske feltstudier er ikke lig partikularisme, men det empiriske feltstudie og partikularismen er, indenfor antropologien, med til at validere og opkvalificere hinanden i en sådan grad, at det underminerer/miskrediterer andre tilgange.
I forhold til lænestolsantropologien som værende lig teoriudvikling, så er det heller ikke min holdning, at det er den eneste vej at gå – lænestolsantropologien skulle i højere grad fremstå som en mere ekstrem teoriudviklingsmodpol til det empiriske feltstudie. Ikke desto mindre, så mener jeg, at lænestolsantropologien kan være en metode til at udvikle antropologisk teori. Jeg nævner Weber og Alfred Radcliffe-Brown, som begge arbejder med empiri som udgangspunkt for udvikling af generelle abstraktioner/teorier – det ser jeg dog ikke som den eneste vej at gå. Empiriske studier er ikke en forudsætning for teoriudvikling – teori kan også udvikles via ”tankens antropologi”, eller en art spekulativ indsigt, som Rane Willerslev taler om. Så kan vi dernæst diskutere, om teoretiske abstraktioner via ”tankens antropologi” ikke også er rodfæstet i lænestolsantropologens empiriske erfaringer, men er vist en anden diskussion.