Kapitel 8: Prostitution i historisk perspektiv

Indhold i specialet: Prostitution

• Kapitel 1: Indledning
• Kapitel 2: Begreber, definitioner og afgrænsninger
• Kapitel 3: Hvad er marginalisering?
• Kapitel 4: Hvad er stigmatisering?
• Kapitel 5: Hvad er social identitet?
• Kapitel 6: Hvem/hvad er prostitution?
• Kapitel 8: Prostitution i historisk perspektiv
• Kapitel 9: Hvordan stigmatiserer det danske samfund kvinder i prostitution i dag?
• Kapitel 10: Hvordan forholder kvinder i prostitution sig til samfundets stigmatisering?
• Kapitel 11: Opsamlende analyseafsnit
• Kapitel 12: Konklusion
• Kapitel 13: Litteratur
• Kapitel 14: English summary

Prostitution i historisk perspektiv

Denne historiske gennemgang er primært baseret på udviklingen i Danmark, men indeholder også en kort perspektivering til Sverige og Holland. Jeg vil i dette afsnit fokusere på tvetydigheden i den danske lovgivning og praksis på området – denne kan påvises tilbage til 1800tallet. Dette drejer sig om en ’tvetydighedens moral’, hvor argumenterne over tid har forandret sig, men indholdet er det samme – nemlig en stigmatisering af kvinder i prostitution og en generel anskuelse af, at prostitution på den ene side er problematisk, men på den anden side i en eller anden udstrækning, nødvendig.

Prostitution ansås i midten og slutningen af 1800 tallet i Danmark for at være et offentligt anliggende, eftersom det vedrørte den offentlige orden. Denne blev ofte forstyrret af prostituerede. Indtil 1874 var det ulovligt at ”drive utugt som erhverv, og politiet havde ret til at arrestere disse gadetrækkersker, men det syntes ikke at forbedre den offentlige orden” (Lützen i Bochorst, 2002:17).

Der var også en anden og nok i virkeligheden mere central årsag, end beskyttelse af den offentlige orden, til at prostitution blev problematiseret i denne periode. Det drejede sig om seksuelt overførte sygdomme, i særdeleshed syfilis, der var et stort sundhedsmæssigt problem i denne periode. Prostitution i sig selv ansås ikke for at være hverken problematisk eller forkert, men derimod var problemet de sygdomme, det førte med sig (Bertelsen/Bømler, 2004:175). Det var altså tydeligvis den funktionalistiske og pragmatiske tilgang til prostitution, der gjorde sig gældende. Prostitution skabte altså nogle konkrete problemer for samfundet i form af forstyrrelse af den offentlige orden og sundhedsmæssige problemer, og disse skulle forsøges løst på bedst mulig vis.

Derfor indførtes der i Danmark i 1874 en lov om offentlig prostitution. Det var gennem kontrol af ”offentlige fruentimmere”, at sygdommene og den offentlige uorden skulle begrænses. Ifølge denne nye lov var prostitution stadig ulovlig, men

På den måde blev både den offentlige orden genoprettet, og kønssygdommene forventedes begrænsede. Beslutningstagerne bestod i denne periode af ’frie mænd’, og der blev arbejdet hårdt for øget frihed til denne gruppe, samtidig med kontrollen øgedes af lavere klasser og kvinder (ibid). Lige præcis kønsaspektet er interessant, eftersom det viser, det kun var kvinderne; sælgerne i prostitutionsrelationen, der skulle underlægges tvungne lægebesøg, mens dette ikke gjaldt kunderne; mændene.

Udover at kvinder kunne få tilladelse til at være i prostitution, som skrevet ovenfor, så kunne kvinder også tvinges til prostitution, hvis ordensmagten havde en begrundet mistanke om at den pågældende kvinde var løsagtig, og dermed opfattedes som en skjult prostitueret. Dette var ikke samfundsmæssigt acceptabelt, da netop den skjulte og dermed ukontrollerede prostitution var yderst farlig, set fra et sundhedsmæssigt perspektiv – her var smittefaren meget høj (ibid:18-25).

Det er et interessant paradoks, at staten både anser prostitution for at være ulovligt (dog kunne der dispenseres), og samtidig dømmer kvinder til at være i dette ulovlige erhverv. Som overretsprokurator C.C. Alberti sagde i Folketinget i 1873-1874:

Argumentationsmodellen for denne særlige konstallation var som tidligere nævnt, at dette var nødvendigt for at begrænse kønssygdomme og opretholde sædeligheden i samfundet (ibid:20). Som Københavns distriktslæge, Vilhelm von Rosen så præcist forklarer det i forlængelse af den funktionalistiske tilgang, 1862-63 fra Folketingets talerstol:

Prostitution ansås altså for at være en nødvendighed for at kunne opretholde samfundsordenen. Fokus var altså ikke på at begrænse prostitution, men sørge for ordnede forhold, så denne samfundsnødvendighed forstyrrede den offentlige ro og orden så lidt som muligt. Loven tilgodeså altså kunderne og det pæne borgerskab. Kunderne kunne benytte prostituerede kvinder under ordnede forhold, uden angst for kønssygdomme, og fordi bordellerne lå i afsidesliggende gader, blev det pæne borgerskab ikke konfronteret med denne del af samfundet.

Der opstod i samfundet modstand mod dette. I første omgang drejede det sig om en såkaldt abolitionsbevægelse. I 1877 dannedes den danske ”Forening imod Lovbeskyttelse for Usædelighed” (ibid:27). Udfra et kristent grundlag kæmpede de imod, at en bestemt gruppe mennesker skulle ’ofres’ for at opretholde orden og for at bekæmpe sygdomme. Her ses altså en forløber for nutidens kategorisering af prostitueredes som ofre og ønske om at ’frelse’ disse. Pastor Christian Hostrup, der var forkæmper i denne gruppe, drog en interessant parallel.

Udover denne abolitionsbevægelse, trådte flere og flere middelklassekvinder ind i den politiske arena i løbet af 1870erne. Mange ønskede at gøre op med den dobbeltmoral, der krævede sædelighed og ordentlighed af middelklassens kvinder, men ikke af mændene (ibid:30). De kæmpede for sædelige lighedskrav, og dette var centralt for deres kritik af den offentligt regulerede prostitution. Dette kan ses som en forløber til den feministiske tilgangsvinkel til prostitution hvor der fokuseres på de negative konsekvenser ved et patriarkalsk samfund.

I 1906 blev den offentlige prostitution afskaffet og den statslige kontrol med prostituerede kvinder forsvandt (ibid:32). Her blev de prostitueredes rettigheder for første gang varetaget – de skulle ikke længere underlægges denne statslige kontrol, der var et voldsomt indgreb i den personlige frihed. Man vægtede altså den prostitueredes og dermed individets rettigheder højere end det tidligere var tilfældet (Bertelsen/Bømler, 2004:175). Her ses altså et skift fra at vægte borgerskabets interesser, samfundsmæssig orden og sygdomsbegrænsing til at vægte den enkeltes rettigheder højest, i princippet ligegyldigt samfundsstatus.

I 1930 afkriminaliseres prostitution i Danmark delvist. Det var stadig ulovligt kun at ernære sig ved hjælp af prostitution, men prostitution som bierhverv blev nu lovligt (Kvinfo, http://www.kvinfo.dk/side/343/).

I 1999 blev prostitution afkriminaliseret. Dog betragtedes alfonseri og bordelvirksomhed stadig som værende strafbart (ibid.). Denne lov er stadig gældende i dag. Selvom prostitution ikke er strafbart, anses det ikke for at være et legalt erhverv i forhold til arbejdsmarkedslovgivning eller anden form for lovgivning.

Som daværende beskæftigelsesminister, Claus Hjort Frederiksen svarede Blondanett, da hun spurgte til, hvorfor hendes fag ikke gav mulighed for samme arbejdsmarkedsrettigheder som andre:

Det vil altså sige, at prostitution stadig er ulovligt, men ikke kriminaliseret. Det betyder blandt andet, at kvinder i prostitution skal betale skat af deres indkomst, men de kan har ret til at melde sig ind i en fagforening eller a-kasse, og derfor heller ikke har ret til eksempelvis barselsorlov, sygedagpenge eller dagpenge generelt. Konsekvensen af denne tvetydige lovgivning er, at kvinder (og mænd) i prostitution ikke har samme rettigheder som alle andre, der er en del af arbejdsmarkedet – de diskrimineres og marginaliseres juridisk.

Som tidligere nævnt, anses prostitution i Danmark i dag for at være et socialt problem. Det vil sige, ”det er en observeret uønsket social situation, som der er en udbredt opfattelse af, at der bør gøres noget ved gennem kollektiv handling” (Lautrup i Bertelsen/Bømler, 2004:189). Prostitution anses ikke for i sig selv at krænke hverken kvinde – eller menneskerettigheder (Rasmussen, 2007:22-23). Det accepteres af staten at mennesker selv har ret til at vælge deres levevej, men samtidig anerkendes det også, at valget af prostitution som levevej ofte udspringer af sociale problemer og forskellige former for svigt. Det er også i et vist omfang dokumenteret, at valget af denne levevej oftest medfører sociale og helbredsmæssige problemer. Derfor nås konklusionen, at prostitution i Danmark i dag anses for både at være udtryk for og årsag til sociale problemer (ibid).

Gennem den korte historiske gennemgang ses det altså med al tydelighed, at det danske samfund har og har haft et meget ambivalent forhold til prostitution – på intet tidspunkt har Danmark valgt enten legalisering eller fuld kriminalisering, siden før 1874. Der har mere været tale om både/og. Hvor det tidligere var tilfældet, at prostitution var ulovligt i princippet, men alligevel acceptabelt som en slags sikkerhedsventil, er det i dag ikke kriminaliseret, men generelt ikke samfundsmæssigt acceptabelt.

Det betyder blandt andet, at de mennesker, der ernærer sig gennem prostitution bevæger sig i et slags værdimæssigt limbo, hvor de i dag ikke anses for at udføre noget ulovligt, men samtidig defineres deres arbejde som værende udtryk for og skaber af sociale problemer. Selvom prostitution er afkriminaliseret i Danmark, er det ikke fuldt lovligt. De mennesker, der udfører erhvervet har derfor heller ikke de samme rettigheder på arbejdsmarkedet som den resterende del af arbejdsstyrken. Det forventes, at prostituerede betaler skat, men de får ikke det samme udbytte som mennesker i andre erhverv.

Andre lande i EU har grebet det anderledes an. I Sverige blev det i 1999 kriminelt at købe seksuelle ydelser – det er altså kun kunden, der her kriminaliseres. Dette er gjort ud fra et ønske om at stigmatisere, tydeliggøre og ansvarliggøre kunden frem for den prostituerede (Bertelsen/Bømler, 2004:172).

I Holland valgte man en anden strategi i 2000; nemlig helt at legalisere prostitution og bordelvirksomhed. Bordelejerne kan søge licens fra kommunerne, og bordellerne underlægges krav om standard og arbejdsforhold. I modsætning til Danmark hører kvinder og mænd i prostitution også ind under arbejdsmarkedslovgivningen (ibid.). Her har man altså valgt et andet træk i forhold til at begrænse stigmatiseringen af mennesker i prostitution – en juridisk accept af faget.

Både Sverige og Holland har med deres lovgivning på forskellig vis forsøgt at begrænse stigmatiseringen af den prostituerede. Danmark har placeret sig i midten af spektret i forhold til legalisering af prostitution, hvor Sverige og Holland må anses for at være yderpunkterne. Med denne placering gør det danske samfund ikke op med stigmatiseringen af kvinder (og mænd) i prostitution. De efterlades derimod i dette førnævnte værdimæssige limbo, hvor de på papiret hverken er accepterede eller udstødt af samfundet. Det giver stor plads til forskelligrettede tolkninger af fænomenet prostitution. Det ses blandt andet ved, at mange kommuner udsteder retningslinjer til deres pædagoger og hjælpere, der arbejder med handicappede, om hvordan de bedst muligt formidler kontakt mellem prostitueret og kunde – og samtidig iværksætter kommuner og stat forskellige projekter, der skal forebygge og begrænse udbredelsen af prostitution. Derudover betyder det også, at der er stor plads til forskellige tolkninger af de mennesker, der er i prostitution. På baggrund af dette foregår der en konstant kamp om definitioner og identiteter på området – det er netop det, jeg beskæftiger mig med i relation til, hvordan kvinder i prostitution forholder sig til samfundets stigmatisering af deres arbejdsfelt.

I dette afsnit har jeg kort gennemgået den historiske udvikling i Danmark i forhold til prostitution. Gennem denne har jeg påvist, at værdierne og den samfundsmæssige holdning har forskubbet sig siden 1800tallet, hvor det faktisk i en periode var muligt for staten at tvinge kvinder til at prostituere sig som ’offentlige fruentimmere’ til et totalt forbud og til i dag, hvor det ikke længere er ulovligt at ernære sig gennem prostitution, men det er heller ikke fuldt ud lovligt.

Samtidig aner jeg en bevægelse fra en klart funktionalistisk tilgang til prostitution over mod en mere traditionel, feministisk tilgang til feltet – dog stadig blandet med elementer fra den funktionalistiske tilgang. Prostitution anses i dag for at være skadelig for kvinder, og skal derfor begrænses så vidt muligt. På den anden side ses den funktionalistiske tilgang, hvor det anses for værende hensigtsmæssigt, at kvinder i prostitution kan afhjælpe eksempelvis handicappedes sexbehov.

I det næste afsnit vil jeg se nærmere på, hvordan det danske samfund konkret marginaliserer og stigmatiserer kvinder i prostitution. Dette er nødvendigt for at forstå, hvordan kvinderne reagerer på disse stigmata, og for at forstå interaktionen mellem de to kategorier.