Det komplekse forår

Det Arabiske Forår er et kludetæppe af symbolik, magtkampe, divergerende interesser, håb og tragedie. Derfor har Antropologisk valgt at anmelde to journalistiske bud på en fortælling om begivenhederne der rystede ledere såvel som danske stuer.

De to bud er ”Det forrykte forår – Revolterne i den arabiske verden” og ”Tyrannernes fald – En rejse i det arabiske forår”.  De er forfattet af Lasse Ellegaard og Jens Nauntofte, og bliver taget under kærlig behandling af anden del af vores anmelderteam – Philip Martinussen.

Lasse Ellegaard (2012)

Det forrykte forår

Revolterne i den arabiske verden

Informations Forlag

217 sider, 249,00 kr.

 

Jens Nauntofte (2012)

Tyrannernes fald

En rejse i det arabiske forår

Tiderne Skifter

304 sider, 299,00 kr.

 

Tyrannerne falder i det forrykte forår

De to garvede journalister Lasse Ellegaard (1944-) og Jens Nauntofte (1938-), har sat sig for at beskrive og formidle en af vor tids mest komplekse begivenheder, det arabiske forår. Ellegaard og Nauntofte, der begge har en lang journalistisk karriere bag sig, har rejst og researchet i de lande hvor det arabiske forår hærger, både inden og efter det slog igennem. Det drejer sig om Tunesien, Libyen, Egypten og Syrien. Ellegaards ”Det forrykte forår” og Nauntoftes ”Tyrannernes fald” er begge baseret på disse rejser.

Igennem interviews, samtaler, observationer og analyser af politiske, økonomiske, sociale og kulturelle forhold, søger de to journalister at give læseren et billede af det arabiske forår. Ellegaard og Nauntofte fokuserer i den forbindelse ikke kun på én gruppering af aktører, men flere. Høj som lav inddrages, lige fra regeringstoppen til demonstranterne og alt hvad der ligger derimellem, som for eksempel dissidenter, intellektuelle og oppositionspolitikere. Hensigten er at give et så fuldt billede af de mellemøstlige revolter som muligt.

De antropologiske journalister

Dette journalistiske arbejde har et antropologisk tilsnit, idet de to journalister har haft fingrene langt nede i den beskidte empiri og konkrete virkelighed: Der interviewes, samtales, observeres, deltages og – senere – analyseres på livet løs. Ellegaard og Nauntofte har dog ikke stillet sig selv nogen nem opgave. Som det viser sig, er det arabiske forår et kludetæppe af forskellige hensigter, motiver og ønsker. Forskellige grupperinger i det revolutionære spil har forskellige agendaer, men også inden for de forskellige grupperinger er der forskellige agendaer på spil. I Ellegaard og Nauntoftes interviews og mere uformelle samtaler bliver det tydeligt, hvordan for eksempel demonstrationerne i de forskellige lande ikke er motiveret af kun ét motiv, men flere. Demonstrationerne er langt fra homogene størrelser og Ellegaard og Nauntofte skal have stor ros for det journalistiske detektivarbejde der har ført til denne indsigt. I føromtalte interviews og uformelle samtaler, hører vi om demonstranternes forskellige motivationer: Nogle ønsker hele samfundets top afsat til fordel for et muslimsk statsapparat, andre advokerer derimod for en sekulær stat med friere valg, hvorimod der også findes dem der blot ønsker sig en forbedret levestandard afstedkommet af nødvendige reformer. Det samme gør sig også gældende med de mere voldelige oppositionsgrupper, som for eksempel den syriske oppositionshær, som på samme tid er konstitueret af religiøse og sekulære hærmedlemmer, der ikke nødvendigvis har det samme endemål i sigte.

Dette blik for tilsyneladende homogene grupperingers indre konflikter og deres medlemmers forskellige motiver, vækker minder om den britiske antropolog Anthony B. Cohens (1946-) lille bog ”The Symbolic Construction of Community” fra 1985. Heri opponerer Cohen mod en al for ensidig opfattelse af grupperinger: Medlemmer af en gruppering kan have forskellige opfattelser af den gruppering de ser sig selv som en del af. I alle former for grupperinger findes der ikke kun ét symbolsk tilknytningsforhold, men flere.

Mikro og makro

Ellegaard og Nauntoftes bestræbelser på at afdække de forskellige tilknytningsforhold til eksempelvis demonstrationerne eller oprørshærene, giver et mere nuanceret billede af oppositionskræfterne i de arabiske lande, end en hurtig og til tider overfladisk nyhedsdækning kan afstedkomme. Dertil kommer Ellegaard og Nauntoftes historiske perspektivering, der også er med til at tydeliggøre nogle af de oppositionelle grupperingers interesser og motiver; interesser og motiver der ikke er opstået ud af den blå luft, men som har grobund i fortidige hændelser.

Den historiske perspektivering bliver af begge journalister suppleret med en analyse de internationale relationer mellem de arabiske lande og omverdenen. Det være sig Syriens forhold til Rusland og Kina, eller det politiske spil omkring NATO-landenes indblanding i opstandene i Libyen. Pointen med inddragelsen af de to makroperspektiver, det politiske og det historiske, er at de store linjer står i et tæt forhold med de små linjer: Historien og den internationale politik har en indvirkning på demonstranternes verdensopfattelse (Herunder deres hensigter, motiver og ønsker), og vice versa. Det er Ellegaard og Nauntoftes holdning, at mikro- og makroperspektivet hører uløseligt sammen.

Perspektiver og stil

Der er dog forskel på de to bøger: Hvor Ellegaard til tider fortaber sig i udredninger om international politik og derved taber mikroperspektivet ud af syne, formår Nauntofte sin bog igennem bedre at forbinde makro- og mikroperspektiverne. Dertil kommer at Ellegaards strukturering af nogle af bogens kapitler er forvirrende; der springes frem og tilbage i tid, hvilket mere forvirrer end oplyser. En lineær fremstilling ville visse steder have lettet forståelsen. Yderligere ofrer Nauntofte mere plads til oprørene i Libyen, som Ellegaard ikke skænker nær så meget plads som de tre andre lande. Til gengæld mestrer begge journalister det flydende, uprætentiøse og ikke-akademisk sprog til fulde. Man lader sig let forføre af den glidende og ubesværede prosa.

Journalistikkens form

I læsning af de to bøger fornemmer man hurtigt at de, på trods af det antropologiske tilsnit, er skrevet af journalister. Ellegaard og Nauntofte er ikke sen til at klargøre overfor læseren hvor de selv står. For eksempel kan vi hos Nauntofte læse om et ”grusomt militært diktatur” og om ”vold af uhyrlig brutalitet”, udøvet af ”bøller”. Værdidommene står ikke i kø, men de bliver heller ikke holdt tilbage. De to journalister står tydeligvis på oprørernes side, men det skærmer ikke for det spændende empiriske materiale de præsenterer læseren for, i form af interviews og samtaler med forskellige repræsentanter for de arabiske samfund.

Det journalistiske skinner også igennem i valget af formidlingsformen: Visse passager har næsten karakter af skønlitteratur og disse skønlitterære virkemidler er tydeligvis anvendt for at forsøge at vække læserens interesse for det komplicerede fænomen som det arabiske forår er.

Den antropologiske relevans

Bøgerne skal derfor bedømmes ud fra den præmis de opererer ud fra, nemlig den journalistiske. Det betyder dog ikke, at bøgerne ikke har antropologisk relevans – langt fra. De førnævnte interviews og samtaler kan være med til at kaste et lys over et komplekst socialt og kulturelt fænomen. Ellegaard og Nauntoftes svar på spørgsmålet om hvordan man skal forstå det arabiske forår er: Spørg folk. Man vil ikke få de samme svar, men selv det ikke at få de samme svar er et svar; svaret er at man skal undlade at pakke entydigheder med i sin intellektuelle bagage til de arabiske lande. Med den lære kan udenforstående få et indblik ind i al forvirringen, og den vordende antropolog kan med Ellegaard og Nauntofte under armen kaste sig velforberedt ud i det arabiske felt.

Det arabiske forår er et felt der er i konstant udvikling. Ellegaard og Nauntoftes bøger har en friskhed og en sprød aktualitet over sig, men inddrager, af gode grunde, ikke de seneste ugers udvikling. Ikke desto mindre er deres bøger en blændende gennemgang og analyse af det arabiske forår som politisk, kulturelt og socialt fænomen, sådan som det har udartet sig op til publikationen af bøgerne i anden halvdel af 2012.

 

– Philip Martinussen